Mellem to moderne og velholdte ejendomme i Istanbul har et hus med hul i taget kilet sig ind. Soklen er sunket i knæ, og hvor der engang var vinduer, er der nu mørke huller, som stirrer tomt på de forbipasserende.
Den slags huse ligger spredt over hele byen, også i de rige kvarterer a la Strandvejen nord for København. Det er bevaringsværdige huse. Det er forbudt at ændre på udseendet eller den indvendige konstruktion, og det passer ikke ejerne.
Derfor lader man dem forfalde, indtil de styrter sammen, så man kan bygge et nyt på grunden. Paradoksalt, ja, men kun et af mange paradokser i det tyrkiske samfund.
Der er ytringsfrihed, men visse ytringer kan straffes med op til tre års fængsel.
Der er demokrati, men forfatningen er fuld af antidemokratiske paragraffer.
Og sådan er det så svært for en dansker at forstå det modsætningsfyldte tyrkiske samfund.
Klicheen om, at dobbeltmoral er dobbelt så godt, kommer til sin ret – set med danske øjne. Men sådan opfattes det ikke i Tyrkiet. Grunden til, at man kan sige et og gøre noget andet, er, at det er det sagte ord, der tæller, og så betyder alt andet intet. Dette er væsentligt for at forstå den tyrkiske mentalitet. Ifølge cand.mag. i arabisk og tyrkisk Jørgen Christensen-Ernst, der i flere omgange har været bosat forskellige steder i Tyrkiet, bunder mange af misforståelserne mellem EU og Tyrkiet i en manglende forståelse for de enkeltes landes forskelligheder og i særdeleshed i en semiotisk kløft .
– Tyrkiet og EU taler om de samme begreber og bruger samme ord. Problemet er bare, at ordene ikke betyder det samme og opfattes forskelligt af parterne, siger han.
Et godt eksempel på den tyrkiske måde at tænke på er den netop afsluttede og meget omtalte sag mod forfatteren Orhan Pamuk. Han blev anklaget for at fornærme "tyrkiskheden", fordi han i et interview i en schweizisk avis omtalte folkemordet på armeniere og kurdere. Europa havde lagt armene over kors og sad afventende og observerede, hvordan Tyrkiet ville håndtere den sag. I sidste uge meddelte Tyrkiet, at anklagerne blev droppet.
Men allerede inden tiltalefrafaldet var en realitet, regnede de færreste tyrkere med, at Pamuk ville blive dømt. Alligevel var det ikke en mulighed at lade sagen passere, fordi han fornærmede staten. Ved at rejse sagen tilfredsstillende man de konservative og nationalistiske røster, og ved at lade sagen falde handlede man i de EU-venliges favør.
– Der har ikke tidligere været ført en sag mod en person, som var anklaget efter denne paragraf. Politikerne ville ikke blande sig, men ønskede rettens dom, som skulle danne præcedens for kommende sager. På den måde kunne tyrkerne vise Europa, at de har gjort fremskridt. Hvad de ikke fatter, er, at i EU's øjne skulle sagen aldrig have været indledt, forklarer Jørgen Christensen-Ernst.
Han mener i øvrigt, at der er vide rammer for ytringsfriheden i Tyrkiet – det er bare et spørgsmål om, hvordan man ytrer sig.
– Inden for islam findes der et begreb, som hedder takiye. Det betyder skjult dagsorden, og det findes der rigtig mange eksempler på. Visse sager bør holdes private. Hvis Pamuk havde prikket nogen på skulderen og havde sagt det samme, som han gjorde i den schweiziske avis, var der ikke sket noget. Men statens ære er blevet krænket, fordi han gik ud og sagde det offentligt, og det kom på papir. Derfor var staten nødt til at skride til handling, siger Jørgen Christensen-Ernst.
Meget kan siges mellem linjerne, og den kunst mestrer Ömer Madra, redaktør på den åbne radio Acik Radyo, når han sender radio til Istanbul og omegn om blandt andet EU og miljøpolitik.
Han mener, det er muligt at være kritisk, men igen er måden, man siger tingene på, afgørende for de efterfølgende reaktioner.
– Vi kan godt være kritiske, men vi gør det med stil. Vi bruger meget tid på at oparbejde en gensidig tillid mellem os og de politiske kilder. Skal vi sende en kritisk historie om regeringen, offentliggør vi den ikke, før vi er 100 procent sikre på, at den holder vand. På den måde har vi vundet meget respekt, siger han.
Sanar Yurdstapan er komponist og musiker, og ved militærkuppet i 1980 var han formand for Demokratiske Kunstneres Samfund. Han måtte flygte til Tyskland, hvor han levede i eksil i mere end 11 år. Efter valget i 1991 kunne han vende tilbage til sit hjemland og var i 1997 med til at danne Initiativet for Ytringsfrihed. Han oplever også systemets inkonsekvens og mener, at det blandt andet skyldes, at regeringen er splittet imellem den konservative fløj og udsigterne til et EU-medlemskab.
– Hvad der kommer ud af regeringensmedlemmernes mund, og hvad der gemmer sig i deres baghoved, er to forskellige ting. Regeringen bliver nødt til at gøre de nødvendige tiltag for at blive medlem af EU, men på den anden side skal de tage hensyn til deres ideologi og forsøge at forhindre ultranationalisterne i at stjæle de konservative stemmer, siger han.
Også det tyrkiske politiske system er præget af paradokser.
– Problemet er, at regeringen egentligt ikke er i stand til at regere, ligesom det er tilfældet i andre demokratier. Statsadministrationen kan gøre modstand mod regeringens forsøg på at udføre sit partiprogram, fordi lovgivningen er fyldt med antidemokratiske paragraffer, som enhver bureaukrat kan finde en måde at fortsætte sin arbitrære praksis, mener Sanar Yurdstapan.
Et eksempel på, at systemet er arbitrært, er paragraffen 301, som omkring 70 personer i øjeblikket er anklaget for at have overtrådt.
– Hvis man skulle være konsekvent, burde fem gange så mange være anklaget, siger han.
Regeringen er ikke ene om at udøve kreativ gradbøjning af reglerne. I området Üsküdar i den asiatiske del af Istanbul, har premierminister Erdogan forsøgt sig med at få indført et alkoholforbud i nærheden af skoler og moskeer. Men i stedet for frugtsaft serverer barerne øl, og beder man om en kop the, får man en Raki, som er traditionel tyrkisk brændevin. Det ved alle, også Erdogan, men så længe barerne udadtil siger, at de selvfølgelig ikke serverer alkohol, ja, så er det dét, der er sandheden.
Tyrkiske Tanker
Medierne er fyldt med historier om Tyrkiet, fordi landet har fået en hel ny relevans for europæerne, fordi landet muligvis kommer med i EU. Men hvilke tanker og levevis gemmer der sig hos befolkningen i dette store, muslimske land, som har én fod i Europa og én på kanten af Mellemøsten. Det vil Kristeligt Dagblad i den kommende tid stille skarpt på. I dag handler det om ytringsfriheden. Næste artikel kommer i morgen, lørdag.