Organisationer appellerer til Europas politikere om usvækket bistand

Over syv procent af EU-landenes udviklingsbistand vil i år gå til asyludgifter. Politikere opfordres til at finde penge til både flygtninge og verdens fattigste

Man bør finde de nødvendige penge til at hjælpe flygtningene i Europa et andet sted end fra udviklingsbistanden, lyder appellen fra flere organisationer. Billedet er fra Baghdad i Irak.
Man bør finde de nødvendige penge til at hjælpe flygtningene i Europa et andet sted end fra udviklingsbistanden, lyder appellen fra flere organisationer. Billedet er fra Baghdad i Irak. Foto: AHMAD AL-RUBAYE/AFP .

Mere end syv procent af EU-landenes udviklingsbistand vil i det kommende år gå til at dække udgifter til modtagelse af flygtninge inden for Europa.

Det er en tredobling på blot tre år, viser dugfriske tal fra Komitéen for Udviklingssamarbejde, DAC, der samler den vestlige verdens 29 største givere af udviklingsbistand under den økonomiske samarbejdsorganisation OECD.

Udviklingen er et af hovedpunkterne på det møde, DAC holder i dag og i morgen i Paris. Som omtalt i Kristeligt Dagblad i går har det ifølge Erik Solheim, formand for DAC, aldrig været hensigten, at en så stor del af udviklingspengene skulle gå til at dække udgifter i donorlandene selv, og omfanget bekymrer ham.

Tendensen vækker også uro blandt de internationale udviklingsorganisationer - blandt andre Red Barnet, Oxfam og Concord, som alle har danske afdelinger.

Organisationerne har forud for mødet i Paris forsøgt at appellere til de europæiske politikere om at bevare udviklingsbistanden til verdens fattigste usvækket og finde de nødvendige penge til at hjælpe flygtningene i Europa et andet sted. Blandt andet gennem et fælles brev og en underskriftsindsamling.

”Vi er gået med i appellen, fordi vi er bekymrede over det tektoniske skifte, vi ser i Danmarks opbakning til udviklingsbistanden. Man prioriterer nu at afhjælpe hjemlige flygtningeudgifter snarere end at bekæmpe en knugende fattigdom,” siger Jonas Keiding Lindholm, der er generalsekretær i Red Barnet.

Danmark er det EU-land, hvor flygtningeudgifter udgør den højeste andel af den udviklingsbistand, der indberettes til DAC. Omkring 31,7 procent af den danske u-landshjælp vil i år gå til at betale for udgifter forbundet med asylansøgeres første 12 måneder i Danmark.

”Det er skuffende og forargende, at et rigt land som Danmark ikke både kan hjælpe ude og hjemme. Samtidig udstiller det en bekymrende tendens til, at vi lukker os om os selv på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for, at vi tager et internationalt ansvar. Vi deler den samme klode, det samme vand og luft, og det vil i sidste ende også ramme vores egen velfærd, hvis vi ikke hjælper bredt,” siger Jonas Keiding Lindholm.

Politisk rådgiver i udviklingsorganisationen Oxfams EU-kontor, Sara Tesorieri, peger på, at der er brug for, at Europa støtter opbygningen af institutioner, der kan sikre demokrati og menneskerettigheder, hvis man vil undgå fremtidige konflikter og være i stand til at leve i fred og stabilitet.

”Formålet med udviklingsbistand er at styrke de fattige mennesker. De rige lande bør ikke bruge bistanden til at lukke hullerne i deres budgetter eller til deres egen sikkerhedsdagsorden. Hvis donorlandene fjerner flere ressourcer fra udviklingsbistanden, vil millioner af fattige mennesker være taberne,” siger Sara Tesorieri i en kommentar til organisationernes appel til de europæiske politikere forud for dagens DAC-møde.

Den danske regering støtter ifølge udenrigsminister Kristian Jensen (V) en analyse af, hvordan de nuværende regler for indberetning af udviklingsbistand til DAC fungerer. Den har dog ikke taget stilling til, om den ønsker en forenkling af reglerne, så det for eksempel ikke er muligt at medregne de første 12 måneders udgifter til flygtninge.