Outsideren er rykket ind i magtens centrum

Det er hverken skørt eller tilfældigt, når den politiske nybegynder Donald Trump i dag tiltræder verdens mest magtfulde job. Vi har en stigende forkærlighed for outsiderne og de chancevillige, mener fagfolk

Når Donald Trump i dag tiltræder som USA’s præsident nummer 45, kan det ses som en del af en tendens til, at politiske outsidere sætter sig på magten. Her har Trump og hustruen Melania netop besøgt Lincoln-mindesmærket i hovedstaden.
Når Donald Trump i dag tiltræder som USA’s præsident nummer 45, kan det ses som en del af en tendens til, at politiske outsidere sætter sig på magten. Her har Trump og hustruen Melania netop besøgt Lincoln-mindesmærket i hovedstaden. Foto: Polfoto/Chris Kleponis.

Store dele af verden så vantro til, da forretningsmanden og realitystjernen Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg i november. Men måske burde det ikke været kommet så meget bag på os. Det er nemlig sket talrige gange gennem historien, at en politisk outsider er blevet sit lands præsident.

Alene siden 1980 er der mindst 65 tilfælde, viser en opgørelse fra Miguel Carreras. Han er lektor i statskundskab ved University of California og har undersøgt 870 valg fra hele verden i perioden 1945 til 2015. Her har vælgerne 72 gange valgt en præsident eller regeringschef med mindre end tre års politisk erfaring, hvoraf de 65 altså er valgt efter 1980. Det er primært sket i Østeuropa og Latinamerika, men man finder også eksempler fra blandt andet Sverige (Stefan Löfven i 2014), Italien (Silvio Berlusconi i 1994 og Romano Prodi i 1996) og Østrig (Franz Vranitzky i 1986).

Og hvad kan man så udlede af det? At den stigende magt til politiske outsidere, som har præget især de nye demokratier i Østeuropa og Latinamerika, nu også er ved at blive en tendens i Vesteuropa og Nordamerika, mener Miguel Carreras. Det kommer til udtryk med valget af Trump, men også med Brexit og fremgangen for en række højre-nationale partier i Europa.

”Man kan endda se en tendens til, at de valgte præsidenter uden politisk erfaring faktisk bliver siddende. For tiden gælder det blandt andet Guatemalas præsident, Jimmy Morales, der var komiker, inden han blev valgt,” siger den amerikanske politolog.

Når Donald Trump i dag tiltræder som USA’s præsident nummer 45, kan det altså ses som en del af en mere generel bevægelse, men hvorfor sker den? Det er der en række grunde til, mener Carsten Bagge Laustsen.

Han er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet med en særlig interesse for sociologi og ser tilfældet Trump som et godt eksempel på, hvad der i disse år sker mange steder i synet på politiske ledere.

For der er i tiden en styrket fascination af den stærke ener, den karismatiske autoritet, der ikke er bundet af institutioner eller er afhængig af hierarkier, men kan bruge sin magt ufortyndet. De bliver ikke alle præsidenter, men bæres op i det politiske system af den stigende populisme, som også findes i Europa. Og som netop kalder på en bestemt type lederskikkelse – outsideren – der ikke har været del af det etablerede system.

Stefan Löfven i Sverige (tv.), Silvio Berlusconi i Italien (i midten) og Jimmy Morales i Guatemala (th.) er blandt nogle af de 65 politikere, der siden 1980 er blevet valgt til præsident og regeringschef med mindre end tre års politisk erfaring.
Stefan Löfven i Sverige (tv.), Silvio Berlusconi i Italien (i midten) og Jimmy Morales i Guatemala (th.) er blandt nogle af de 65 politikere, der siden 1980 er blevet valgt til præsident og regeringschef med mindre end tre års politisk erfaring.

Det så man ikke mindst i den amerikanske valgkamp, hvor flertallet af de opstillede præsidentkandidater faktisk kunne kaldes outsidere – enten ved at komme udefra som neurokirurgen Ben Carson og forretningskvinden Carly Fiorina, eller ved at ville ændre sit partis politik indefra som Bernie Sanders.

”Vi lever i et stadig mere ordnet samfund,” siger Carsten Bagge Laustsen.

”Normerne for, hvad man kan sige og gøre, er enormt stærke, særligt i politik, og måske derfor søger stadig flere mod dem, der bryder med traditioner og pænhed. Ikke blot af vrede over det etablerede, men også fordi det jo på et personligt plan giver mulighed for selv at overskride normerne, eksempelvis for, hvad der er god smag.”

At så mange vælger de politiske outsidere, går dog endnu dybere end det, fastslår han. For tendensen udtrykker samtidig en voksende træthed over den relativisme, der breder sig i disse år. Og den orienteringsløshed, som følger med.

”Den store sociolog Zygmunt Bauman kaldte det moderne samfund for flydende, fordi der er færre absolutter end tidligere. Det har skabt en grundlæggende usikkerhed i tiden, og det kalder på nogen, som sætter tingene på plads. Det er nu engang nemmest at gøre det, hvis man som Trump ikke er belastet af institutionelt funderet viden eller refleksivitet,” siger Carsten Bagge Laustsen.

”Eller sagt på en anden måde: For de etablerede politikere er det hele tiden på den ene side og den anden side, og man må også tage hensyn til konkurrenceevnen og alt det. Outsideren er ikke på samme måde smittet af magten og kan handle mere frit.”

Ser man nærmere på outsiderens rolle i kulturen gennem tiden, er der også noget at hente i forklaringerne på, hvorfor Donald Trump og mange som ham bliver valgt som politiske ledere. Det mener professor Lars-Henrik Schmidt, filosof og idéhistoriker på Aarhus Universitet.

Outsideren har nemlig altid spillet en afgørende rolle enten som den fremmede iblandt os, man ikke helt ved, hvor man har, eller som syndebukken, der fungerer som afladsfigur, og den, man kan lade synderne falde på. Syndebukken kan dog også blive oprørshelten, der siger magten midt imod, og han falder nemt fra den ene til den anden rolle.

Allerede fra demokratiets fødsel i det antikke Grækenland kender man outsiderrollen typisk hos den, der kom udefra, skar igennem over for storfamilierne og blev en slags frelserfigur. Lige siden har outsiderne fungeret som samfundets ventiler, forklarer Lars-Henrik Schmidt. Og de gør det i høj grad også i dag, hvor vi lever i en verden, der er mere uforudsigelig end nogensinde.

”Politik var engang et spørgsmål om at sikre ro og orden i det enkelte samfund,” siger han.

”Men den ro og orden bliver rystet stadig oftere, de senere år især af terror. Det har skabt en grundlæggende usikkerhed og samtidig en bevidsthed om, at vi ikke kan sikre os ud af den usikkerhed, for det er ikke længere et spørgsmål om ikke at kunne få brød på bordet; det er en mere eksistentiel usikkerhed i forhold til, at livet er farligt at leve.”

Det har gjort os mere chancevillige, mener han. Vi er blevet en verden af gamblere, også når det gælder, hvem vi vælger til at lede os og samfundet fremad. Det kan virke drastisk ligefrem at vælge folk uden erfaring som ledere, men man skal huske på, at det er vores grundlæggende skæbnefortælling, der har ændret sig radikalt, siger han. Vi har troet på, at der var en risiko ved blot at leve og har ladet os lede af troen for at minimere den risiko. I dag hylder vi i stedet dem, der tør tage en chance og især dem, der lykkes med det.

Måske hænger det også sammen med, at den vestlige verden har levet i fred lige siden Anden Verdenskrig, påpeger filosoffen. Derfor følte vi os sikre, da terrorens uforudsigelighed ramte os og plantede en choktilstand i os. Den tilstand er vi på vej ud af, men den har ændret os, fordi vi ved, at vi aldrig er sikre.

”Jeg tror, Trumps sejr kom sådan bag på alle, fordi vi undervurderede amerikanernes chancevillighed. Den nye verdensorden er ikke længere risiko-minimering, den er chance-villighed. Det er jo tidens mantra at gribe chancerne, at se al modstand som udfordringer. Og den orden er Donald Trump og andre outsidere de mest tydelige eksponenter for,” siger Lars-Henrik Schmidt.

Men er det så godt eller skidt med flere outsidere ved roret og mere chance-villighed i befolkningen?

Det vil tiden vise, men som udgangspunkt er en revitalisering af det politiske system måske sundt nok, så længe det sker inden for rammerne af demokratiet, mener Carsten Bagge Laustsen. Men outsidere vandrer samtidig altid på en knivsæg mellem at blive oprørshelt og syndebuk, så vil Donald Trump og hans ligesindede blive set som ødelæggere eller befriere?

Ser man på de mange tilfælde af politiske outsidere i historien, skræmmer sporene, mener Miguel Carreras fra University of California.

Hans forskning viser klart, at outsidere typisk er direkte skadelige for det demokratiske styre:

”Traditionelle politikere har erfaring med at forhandle aftaler med andre partier og nå kompromiser,” siger han.

”Outsidere har i stedet en topstyret tilgang, som leder til enten frustration eller autoritære overgreb. Men de kommer typisk til magten under socialpolitisk ustabilitet, hvor tilliden til det etablerede politiske system er meget lavt, så de slipper som regel af sted med denne mere konfronterende strategi. Derfor ser man mange flere eksempler på konfrontationer og uro i de regeringer, hvor regeringschefen er en outsider.”