Enhver rejse begynder med et første skridt, lyder et citat fra den kinesiske filosof Konfutse - og det er sådan, omverdenen må betragte de forhandlinger om fred i Syrien, der efter planen begynder på mandag i Genève i Schweiz.
Som den tidligere britiske premierminister Winston Churchill meget præcist formulerede det i en af sine berømte taler under Anden Verdenskrig efter den tyske værnemagts nederlag i det andet slag ved El Alamein i Egypten i november 1942:
”Dette er ikke afslutningen. Det er ikke engang begyndelsen på afslutningen. Men det er, måske, afslutningen på begyndelsen.”
I bedste fald er det netop ”afslutningen på begyndelsen”, den syriske befolkning, de syriske flygtninge og det internationale samfund kan se frem til, hvis - og alt vedrørende Syrien begynder med et ”hvis” - forhandlingerne om fred kommer i gang i næste uge som planlagt. Men selv det er et stort fremskridt, mener Ole Wæver, professor i international politik og leder af Center for Løsning af Internationale Konflikter ved Københavns Universitet.
”Vi er højere på skalaen i retning af håb om fred, end vi har været på noget andet tidspunkt,” siger han.
Ole Wæver peger på, at det på sin egen paradoksale måde har styrket chancerne for fred, at russerne også er gået ind i krigen. Før var den syriske præsident, Bashar al-Assad, presset, og oppositionen turde stadig bilde sig ind, at den kunne vinde.
Nu har Assad derimod, takket være russerne, fået lidt ny luft, uden at det dog er nok til at vinde. Udviklingen har været med til at cementere, at ingen af parterne - inklusive deres støtter i udlandet - kan gøre sig håb om at vinde militært. Situationen er fastlåst, og det er ifølge alle teorier og erfaring det optimale udgangspunkt for fred.
”Man er nået til det punkt, hvor der ikke længere er nogen, især uden for Syrien, der for alvor tror på, at de kan opnå mere ved at fortsætte krigen. Vi er nu dér, hvor der er en større interesse i at finde løsninger end i at slås,” siger Ole Wæver.
Mandagens forhandlinger udspringer af den fredsplan, som blev vedtaget den 18. december sidste år. Først i den internationale støttegruppe for Syrien, ISSG, der omfatter 16 lande samt FN, EU, Den Arabiske Liga og Organisationen for Islamisk Samarbejde, OIC, og senere samme dag i resolution 2254 af FN's Sikkerhedsråd.
Den røde tråd i planen er, at syrerne skal have en chance for at vælge deres politiske magthavere i stedet for at slås om magten. Der skal dannes en samlingsregering, sikres våbenhvile, udarbejdes en ny forfatning og holdes et frit og retfærdigt valg. Alt sammen inden for halvandet år og med støtte fra FN.
Planen indebærer i princippet, at den nuværende præsident, Bashar al-Assad, kan blive genvalgt, hvis tilstrækkeligt mange syrere ønsker det. Omvendt kan det også ende med, at Assad bliver væltet. I den forstand er fredsplanen et tegn på, at lande som USA og Rusland har nærmet sig hinanden. USA sagde tidligere kategorisk, at han skulle væk, mens Rusland lige så kategorisk sagde, at han skulle blive.
Men spørgsmålet om Assads skæbne er stadig noget af det, der kan forhale og i værste fald forpurre fredsforhandlingerne.
”Det er nemmere for os andre, uden for Syrien, at sluge den kamel, at Assad måske bliver siddende. Det er betydeligt vanskeligere for de syrere, der bor i Syrien og har kæmpet mod ham. Det sker ikke, uden at der bliver lagt pres på fra udlandets side,” mener Ole Wæver.
Han sammenligner krigen i Syrien med en lagkage i tre lag: et lag, der består af de interne grupperinger i Syrien; et lag, der består af de regionale magter, især Iran og Saudi-Arabien - og et lag, der består af de globale magter såsom USA, Rusland og Kina. Det er de sidste, der har lettest ved at indgå kompromiser, fordi de er længst væk fra konsekvenserne.
”Vi taler nogle gange, som om det er USA og Rusland, der styrer det hele, men de regionale magter er de vigtigste, hvis freden skal lykkes. Det er dem, der har de fleste kontakter og kan holde liv i konflikten,” siger Ole Wæver.
Sune Haugbølle, lektor ved Roskilde Universitet med speciale i blandt andet Syrien, er meget skeptisk over for, om forhandlingerne kan lykkes, så længe de regionale stormagter Iran og Saudi-Arabien er på kant med hinanden.
”Hvis den krig skal løses, skal alle parter ville det. Jeg kan slet ikke se, hvordan man skal kunne tale om fred i den atmosfære, der er nu,” siger han.
Men hvis freden lå lige om hjørnet, var behovet for forhandlinger også knap så stort, som avisen Jordan Times fremhævede i en leder i den forgangne uge:
”Det siger sig selv, at fredsforhandlinger er noget, man fører med sine fjender, ikke sine venner.”