På kunstudstilling i Hizbollah-land

Kun få af Beiruts indbyggere bevæger sig uden for den bydel, hvor deres trosfæller holder til. Men tæt på Hizbollahs hovedkvarter forsøger et tysk-libanesisk ægtepar gennem kunsten at bygge bro på tværs af religiøse og politiske skel

På kunstudstilling i Hizbollah-land
Foto: Camilla Wass.

Beirut holder vejret i disse dage. Kampene ved flygtningelejren i Tripoli får minder om vold og interne magtkampe til at poppe frem på nethinden hos mange af byens borgere. Sekteriske stridigheder er en del af Libanons historie, og der skal ikke meget til for at tippe den skrøbelige magtbalance.

Vi står på kanten af et kæmpestort jordskælv. Hele den arabiske region gennemlever en serie af kriser lige nu, og i Libanon kondenserer alle kriserne sig. Lige nu er Beirut paralyseret. Folk er så bange, at de finder ly i deres religiøse identitet, og det skræmmer mig for det betyder, at værdier som fællesskab og medborgerskab fader ud. Og så bliver det endnu sværere at bygge Libanon op igen.

Ordene kommer fra den libanesiske kulturiværksætter Lokman Slim. Sammen med sin tyske kone, Monika Borgmann, bor han i en stor villa i hjertet af Hizbollahs hovedkvarter, Dahiya, lige syd for Beirut. Her har de to stiftet Dokumentations - og Research Centret Umam, som på arabisk betyder diversitet. Umam arbejder med kunstneriske projekter, der har vold og hukommelse som den røde tråd.

Det er altid smertefuldt at konfrontere sig med en blodig fortid, men kunsten har den fordel, at man på en indirekte måde kan berøre følsomme emner som vold og borgerkrig, som har gjort Libanon til det land, som det er i dag. Hvis man tror på en fremtid for Libanon, så skal dette arbejde gøres, slår Monika Borgmann fast.

Vi sidder under et skygge-fuldt træ i ægteparrets baghave og drikker kølig hvidvin. Blomster slynger sig op ad husmurene, og et par fugle pipper i et kroget, gammelt træ. Et stenkast fra den frodige have anes konturerne af et nedbombet hus. Og i lygtepælene uden for villaens hoveddør hænger billeder af de mænd, der faldt som martyrer under sidste sommers krig mod Israel. Det var lige her, at bomberne regnede ned for knap et år siden.

Vores nabolag har det værste ry i hele Beirut, for det er det eneste område, der ikke er under statens kontrol. Vi befinder os virkelig i et no-go-område, siger Monika Borgmann.

Ægteparrets hvidkalkede villa er et af de sidste originale huse i Dahiya. Da Hizbollah rykkede ind i kvarteret i starten af 1980erne, blev villaejerne, der for det meste var kristne, fordrevet. Men Lokman Slims familie nægtede at flytte.

Det er klart, at der bliver holdt godt øje med os, men vi er glade for at bo her. Vi synes, det er på tide at gøre op med den eksklusions-mentalitet, der hersker i Libanon, og vi vil gerne minde folk om, at det ikke altid har været sådan at der var en tid, hvor Libanon var langt mere farverigt, siger Lokman Slim.

Derfor prøver det engagerede ægtepar at lokke Beiruts borgere til Hizbollah-land. I deres baghave ligger en gammel hangar fra borgerkrigen, som de har lavet om til kunstgalleri.

Monika Borgmann fortæller, at hangaren tiltrækker et meget blandet publikum både Beiruts kulturelite og Hizbollah-naboerne kommer til udstillingerne, og dermed er Umam med til at skabe flow mellem bydelene.

Lige nu er ægteparret i gang med at forberede en udstilling om Dahiyas historie.

Før borgerkrigen brød ud i 1975, levede kristne og shiamuslimer side om side i dette område. Ved at lave en kunstnerisk mosaik om vores nabolag vil vi prikke til libanesernes hukommelse og provokere folk til at tænke, at det kan ændre sig igen. Det handler ikke om nostalgi men om at give et eksempel på, hvad der er sket med Libanon under borgerkrigen og i de mange år under syrisk kontrol. Vi mener, at man må starte med kunsten for at skabe en mere åben bevidsthed, pointerer Monika Borgmann.

For at lokke flere folk til Hizbollahs område planlægger Umam desuden at etablere en biograf i hjertet af Dahiya, hvor de vil vise udenlandske spillefilm med arabiske undertekster. Det Danske Center for Kultur og Udvikling er i gang med at undersøge mulighederne for et samarbejde med Umam omkring udveksling af film.

Ud over at arrangere udstillinger har ægteparret på eget initiativ etableret et arkiv over borgerkrigen noget, som den libanesiske stat aldrig har gjort.

De har indsamlet plakater, kærestebreve, falmede familiebilleder og har optaget bånd med timevis af mundtlige fortællinger om borgerkrigen. En del af arkivet gik op i røg sidste sommer, da en granat ramte et hjørne af huset, men det får ikke parret til at give op. De mener, at deres arbejde kan være med til at bane vejen, hvis det splittede land skal undgå at falde helt fra hinanden.

Vi lever i et land, der er gået gennem årevis af vold, og alligevel har regeringen ikke gjort noget som helst for at forstå Libanons blodige fortid. Den officielle politik har været at lukke sagsmapperne og lave amnestilove. Men vi kan jo se, at volden bliver ved med at vende tilbage, og derfor er libaneserne nødt til at forholde sig til den, siger Monika Borgmann.

udland@kristeligt-dagblad.dk