Pæne ord fattes penge

Der er et misforhold mellem regeringens ambition om at føre målrettet udviklingspolitik og de penge, den sætter af til at gøre det, mener kendere af dansk u-landshjælp

Færre lande vil være faste samarbejdslande med store årlige støttebeløb, især inden for kategorien af fattige, stabile lande. Det kan ramme stor-modtagere af dansk bistand som Tanzania (billedet) og Bangladesh.
Færre lande vil være faste samarbejdslande med store årlige støttebeløb, især inden for kategorien af fattige, stabile lande. Det kan ramme stor-modtagere af dansk bistand som Tanzania (billedet) og Bangladesh. Foto: Bernard Woolf.

Det lyder rigtig godt, meget af det, udenrigsminister Kristian Jensen (V) og hans embedsmænd i Danida foreløbig har skruet sammen til en ny plan for den danske udviklingsbistand.

FN’s 17 bæredygtige verdensmål er et centralt omdrejningspunkt for de opgaver, der lægges op til, at Danmark skal bidrage til at løse, og pointer som fattigdomsorientering, kvindernes rolle, ligestilling og menneskerettigheder fremhæves også.

”Godt håndværk” og ”et rigtigt fornuftigt udkast” siger således Laust Leth Gregersen, politisk chef i Red Barnet og formand for Globalt Fokus, et netværk af 80 danske humanitære og udviklingspolitiske organisationer, om det udkast til en ny udviklingspolitisk strategi, som Kristian Jensen vil fremlægge under Folkemødet på Bornholm i næste måned.

”Men”, siger Laust Leth Gregersen også.

Træerne vokser ikke ind i himlen, så længe regeringen fortsætter med at bruge omkring en tredjedel af udviklingsbistanden på udgifter til modtagelse af asylansøgere i Danmark.

”Så længe vi ikke ved, hvad strategien betyder for udgifterne, aner vi ikke, hvor stort et engagement de pæne ord fører med sig,” siger han.

Laust Leth Gregersen kalder det ”paradoksalt”, at udgifterne til asylmodtagelse slet ikke indgår i strategien.

”Lige nu er Danmark den største enkeltmodtager af dansk udviklingsbistand, men det gøres der ingen strategiske overvejelser over,” siger han.

Udgifterne til asylmodtagelse er på mange måder den blinde makker i den nye strategi, vurderer også Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i global regulering og udviklingspolitik.

”Oplægget understreger, at regeringen ønsker et stærkt og prioriteret dansk udviklingssamarbejde, og der gøres meget ud af at nævne, hvor vigtigt det er at støtte opfyldelsen af FN’s verdensmål. Samtidig har man dog indgået en finanslovsaftale, der giver regeringen frie hænder til et medregne så mange udgifter til modtagelse af asylansøgere i Danmark, som OECD’s regler giver mulighed for. Det hænger ikke sammen. Hvis regeringen virkelig tager det alvorligt med at markere sig på verdensmålene, så går det jo ikke at bruge alle pengene herhjemme,” siger han.

I udkastet til ny strategi skelnes i øvrigt mellem tre grupper af lande, som Danmark skal give bistand til: de fattige og skrøbelige, de fattige og stabile samt overgangs- og vækstøkonomierne. Det er dog kun for de to første landegrupper, at bistanden bliver givet efter princippet om fattigdomsorientering – det vil sige, at bistanden først og fremmest skal gavne de fattigste. I vækstøkonomierne derimod vil ”fattigdomsbekæmpelsen være en forventet afledt effekt af ansvarlige investeringer – ikke det direkte formål,” fastslår udkastet.

”Det store spørgsmål er, hvad vægtningen bliver mellem de tre landegrupper. Det afgør, hvor stærkt hensynet til fattigdomsbekæmpelse vil stå,” siger Laust Leth Gregersen.

Det skinner igennem i udkastet, at man fremover vil se en yderligere koncentration af bistanden. Færre lande vil være faste samarbejdslande med store årlige støttebeløb, især inden for kategorien af fattige, stabile lande. Det kan ramme stor-modtagere af dansk bistand som Tanzania og Bangladesh.