Palæstinensere går ind for vold mod Israel

I en meningsmåling foretaget blandt palæstinensere på Vestbredden og i Gaza, svarer to ud tre - 67 procent - at de støtter den seneste bølge af knivangreb på israelere. Foto: Mohammed Abed / Scanpix Denmark

Ikke siden den anden intifada har et så stort flertal af palæstinensere bakket op om en voldelig kamp imod Israel

Når unge palæstinensere forsøger at stikke tilfældige israelere ned på gaden, sker det med støtte fra et stort flertal af deres landsmænd.

I en meningsmåling foretaget blandt palæstinensere på Vestbredden og i Gaza, svarer to ud tre - 67 procent - at de støtter den seneste bølge af knivangreb på israelere.

Meningsmålingen er foretaget af den uafhængige tænketank Palestinian Center for Policy and Survey Research (PSR) blandt 1270 palæstinensere.

Siden slutningen af september har Israel og Vestbredden været præget af næsten daglige voldshandlinger med hårde sammenstød mellem demonstranter og israelsk militær og en lang række overfald på israelere i gaderne. Det skete blandt andet mandag i denne uge, hvor en ung mand i Jerusalem kørte sin bil ind i en flok israelere, der ventede på bussen i Jerusalem. 14 personer blev såret, mens palæstinenseren blev skudt og dræbt, da både en israelsk politimand, en sikkerhedsvagt og en bevæbnet civil åbnede ild mod ham.

Den udprægede støtte til vold er et udtryk for håbløshed, vurderer Khalil Shikaki, direktør for PSR.

”Det afspejler opfattelsen af, at status quo for palæstinenserne er uacceptabel og ubærlig. Man ser ikke længere noget håb eller nogen anden løsning,” siger han.

Næsten 120 palæstinensere er blevet dræbt under de seneste måneders konflikt, mens knap 20 israelere har mistet livet. Over halvdelen af de dræbte palæstinenserne er ifølge israelske oplysninger gerningsmænd til knivoverfald.

Hvis konflikten optrappes yderligere, sker det også med opbakning fra et stort flertal. To tredjedele af de adspurgte palæstinensere - 66 procent - mener således, at det vil gavne deres sag, hvis konflikten bliver til et egentligt oprør, en intifada.

Det er første gang, siden den anden intifada sluttede for 10 år siden, at PSR har registreret en så omfattende støtte til vold. Dengang lykkedes det den nyvalgte palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, at vende billedet og skabe en tro på diplomatiske forhandlinger i stedet for vold.

Når palæstinenserne igen bakker op om vold, bunder det også i en fortvivlelse over Abbas, og at han intet har opnået under 10 års hakkende forhandlinger med Israel.

”Det er et udtryk for, at Abbas og selvstyrets legitimitet er forsvundet. Det nu er fem år siden, der burde have været udskrevet valg, og der hersker en udpræget grad af fremmedgørelse i forhold til den politiske proces,” siger Khalil Shikaki.

Meningsmåligen viser desuden, at hvis der blev holdt præsidentvalg i dag, ville det islamistiske parti Hamas' kandidat slå Abbas med 10 procentpoint, ligesom Hamas ville indtage to tredjedele af pladserne ved et parlamentsvalg i dag.

Abbas har de seneste måneder hverken klart støttet de palæstinensiske overfald på israelere eller taget afstand fra dem. I denne uge tog han dog et skridt i retning af en opbakning ved at kalde dem for ”en retfærdig folkelig opstand”. Han siger, at de unge er drevet af desperation over de manglende udsigter til en tostatsløsning.

Udtalelsen er blevet mødt med vrede i Israel:

”Der kan aldrig være nogen retfærdighed i hensynsløse angreb på civile som det, vi så i mandags,” lød det fra den israelske regeringstalsmand Mark Revet med henvisning til bilangrebet ved busstoppestedet i Jerusalem.

Det er snart to år siden, at fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne gik i stå. I dag svarer blot 34 procent af palæstinenserne, at de tror, at en tostatsløsning er opnåelig.