Palæstinensiske mødre lever i daglig bekymring for deres stenkastende børn

Tusinder af palæstinensiske teenagere har den seneste måned gjort oprør mod Israel. Deres mødre er rædselsslagne for konsekvenserne

Unge palæstinensere under et sammenstød med israelsk militær ved et checkpoint i Qalandia tidligere på måneden. - Mohamad Torokman/Reuters/Scanpix.
Unge palæstinensere under et sammenstød med israelsk militær ved et checkpoint i Qalandia tidligere på måneden. - Mohamad Torokman/Reuters/Scanpix.

Der er en særlig stemning i Qalandia, som sætter sig i en fra det øjeblik, man hopper af den gule kassevogn, der kører som fællestaxa mellem Ramallahs centrum og den gamle flygtningelejr. En stemning af oprør og forfald. Snævre gyder med store portrætter på snavsede og afskallede mure af Yasser Arafat, den tidligere palæstinensiske oprørsleder og præsident samt modtager af Nobels Fredspris. Store vægmalerier med V-tegn for sejr og sortmalede skydevåben og kæmpende silhuetter i overstørrelse.

Det er her, teenagedrenge sover om dagen og holder sig vågne om natten, mens de venter på, om israelske soldater kommer for at gennemsøge områdets huse. Og her, at nogle af de voldsomste sammenstød mellem palæstinensiske drenge og unge mænd og israelsk militær finder sted.

”Min ældste søn siger, at han ikke ønsker at opsøge protesterne, men når soldaterne kommer herind, vil han have lov til at forsvare sin familie,” siger en 45-årig mor til tre sønner i Qalandia.

Hun tør ikke oplyse sit navn eller få sit ansigt fotograferet af frygt for, at de israelske myndigheder kan finde frem til familiens lejlighed. Men hun fortæller åbent om den afmagt og angst, hun lever med hver dag, fordi hendes sønner på henholdsvis 19, 14 og 10 år alle insisterer på at være med til at demonstrere mod de israelske soldater. Hun er alene med dem efter en skilsmisse, men klarer sig takket være en uddannelse som socialrådgiver.

”Det er taget til gennem de seneste år. Min ældste søn har mistet fire af sine nære venner nu. Han plejede ikke at sige, når han gik ud, men nu siger han 'mor, bed for mig', som om han ved, at det snart kan blive hans tur,” siger moderen.

Som de øvrige kvinder i Qalandia sover hun med tøjet på, så hun kan være anstændig, hvis familien pludselig bliver banket op af soldater, der ønsker at ransage huset.

Men det er den 14-årige søn, der bekymrer hende mest. Han er unormalt optaget af kampen for selvstændighed:

”Han bader og barberer sig hver dag. Kommer parfume på. Som om han forbereder sig på at dø og blive martyr,” siger hun og synker sammen i den store polstrede lænestol med det blanke beige stof.

”Nogle gange sover jeg foran døren for at forhindre ham i at gå ud, men han er umulig at standse. Han siger bare, at han hopper ud ad vinduet, hvis jeg ikke lader ham gå, og jeg ved, at han er parat til at gøre det. Han er allerede blevet såret tre gange. To gange af gummikugler i ben og håndled og en tredje gang af noget gas, der forbrændte hans hånd.”

Det værste er næsten, at hun godt forstår sine drenge. Selv den oprørske 10-årige, som stikker af fra hende for at kaste med sten sammen med de andre.

”Selvfølgelig forstår jeg dem. Vi kender alle situationen. Deres far blev arresteret. Deres onkel blev arresteret. Deres fætter blev slået ihjel. Mange af deres venner er døde. De lever under absurde forhold,” siger hun.

Dertil kommer, at der er et stort socialt pres drengene imellem for at deltage i protesterne mod de israelske soldater. De drenge, der ikke kommer ud på gaden, bliver stemplet som bangebukse.

”Ved Gud, jeg ønsker ikke, at de skal gå ud, men det er også svært at afskære dem fra det fællesskab, der er i lejren,” siger hun.

Selv aner hun ikke, hvad hun skal tro eller håbe på. Det eneste, hun ved, er, at indtil der er fundet en varig løsning, vil oprørene bølge op og ned.

”Hele mit 45-årige liv er gået med sammenstød, intifadaer, forhandlinger, sammenbrud i forhandlinger. Enten fortsætter det sådan, og vi fortsætter med at miste børn, eller vi får løst de virkelige problemer,” siger hun.

Langt fra Qalandias tummel, i det nordvestlige hjørne af den israelsk besatte Vestbred, driver 35-årige Samah Takvar en frisør- og skønhedssalon i provinsbyen Tulkarm. Hun har to drenge på henholdsvis seks og ni år, og det meste af hendes vågne tid går med at bekymre sig om deres fremtid. Samah er selv født og opvokset i en palæstinensisk familie i Saudi-Arabien, men blev for 10 år siden gift med sin fætter i Tulkarm, og hun har stadig ikke vænnet sig til forholdene under besættelsen.

”Livet er svært her. Især for os, der kommer udefra,” siger Samah, som i stramme sorte jeans og med perfekt markerede øjenbryn under det lange nøddebrune hår er en omvandrende reklame for sin salon.

Stod det til Samah Takvar, rejste familien til Saudi-Arabien, men det vil hendes mand ikke.

”Jeg er så bange for, at de skal komme galt af sted. Jeg fortæller dem hele tiden, at de ikke må blande sig og ikke må kaste med sten. Jeg bruger så meget tid på at fortælle dem alt det, de ikke må. Det er et hårdt sted at opdrage børn. Man er hele tiden så bange.”

Hvor sårbart unge mænds liv kan være, ved også 42-årige Sumayia Mansour fra landsbyen Biddu, lidt uden for Ramllah. Hendes tre ældste sønner i alderen 23-25 år sidder alle i fængsel, tilbageholdt på det, der kaldes ”administrativt grundlag”, hvilket betyder, at israelerne vurderer, at de udgør en sikkerhedsrisiko, men ikke vil oplyse om de konkrete mistanker.

Derfor bliver de stillet for en dommer, der skal godkende tilbageholdelsen for seks måneder ad gangen, men hverken de eller deres advokat ved, hvad de er mistænkt for, og der bliver ikke ført nogen retssag. Mange palæstinensere er fængslet i 6-7 år uden at vide, hvad de er mistænkt for.

Sumayia Mansour tvivler dog ikke på, at sønnernes arrestation er en straf for deres fars og farbrors politiske engagement. Faderen var en kendt Hamas-aktivist, som i årevis var skiftevis eftersøgt og tilbageholdt af såvel Israel som de palæstinensiske myndigheder og endte med at blive dræbt af en bombe, der var anbragt i hans bil - efter palæstinensernes mening af israelerne. På det tidspunkt havde Sumayia fire børn under otte år og var gravid med det femte.

Nu sidder tre af sønnerne i fængsel som deres far før dem. Om de er lige så politisk aktive som ham, svæver i det uvisse, men for Sumayia er uvisheden om, hvor længe de skal sidde fængslet, næsten ikke til at klare.

”Man bruger så meget energi på at hjælpe dem med at vokse op, og pludselig er de der ikke mere,” siger hun.

Nu beder hun til, at hendes yngste søn på 18 år ikke også bliver arresteret. Han går i 3.g, og et fængselsophold vil ødelægge det hele.

”Nogle gange har han lyst til at gå med ud at kaste med sten, men jeg prøver at overtale ham til at lade være. Jeg siger til ham, at en uddannelse er hans bedste våben.”

Selv tror Sumayia Mansour ikke, at det nytter noget at kaste med sten og brænde dæk af. Men hun kan godt sætte sig ind i følelsen af, at man i det mindste viser, at man har viljen til at kæmpe:

”Det er jo ikke normalt at være besat. Og det er ikke normalt at finde sig i det. Hvis vi alle frygter for vores børn, hvis vi alle er tavse, hvem skal så bringe os friheden? Det er virkelig svært at tage stilling til.”