Piger vil hellere uddannes end omskæres

Et stigende antal tanzaniske piger stikker af fra ritualet med kvindelig omskæring og søger tilflugt på uddannelsesinstitutioner fjernt fra familien

Både Judica Moloimet (tv.) og Anna Lemaleka er flygtet fra deres landsbyer for at undgå at blive omskåret. Nu går de på en skole i det nordlige Tanzania.
Både Judica Moloimet (tv.) og Anna Lemaleka er flygtet fra deres landsbyer for at undgå at blive omskåret. Nu går de på en skole i det nordlige Tanzania. Foto: Karitte Lind Bejer.

17-årige Anna Lemaleka vil gerne uddanne sig til elektroingeniør. Hun er allerede i gang med at forfølge drømmen om en videregående uddannelse ved at følge godt med i timerne og gøre sig umage med lektierne på Mwedo Secondary School i Arusha-regionen i det nordlige Tanzania. Skolen ligger godt gemt af vejen i en lund af grønne akacietræer, der lyser op i et ellers brunt landskab, hvor tørre pløjede marker venter på en forsinket regntid.

Anna Lemaleka er sikker på, at hun ikke ville have været i gang med uddannelsen, hvis hun var blevet i sin landsby i det sydlige Tanzania. I stedet flygtede hun, da hun var 13 år - i tide til at undslippe det omskærings-ritual, der ventede hende.

”Når du bliver omskåret, er det næsten ensbetydende med, at du bliver gift og får børn. Det betyder, at du er voksen,” siger hun.

Hun havde hørt om Mwedo Secondary School fra slægtninge i Arusha og havde hørt, at skolen giver stipendier til piger, der gerne vil uddanne sig. Den udsigt fristede den unge masai langt mere end en mere traditionel fremtid, så hun skaffede penge til busbilletten og tog den lange bustur nordpå.

Anna Lemaleka kender fem andre piger fra sin landsby, der er stukket af for at undgå omskæring.

”Jeg tror, at det vil blive mere og mere almindeligt, fordi mange af os allerede i grundskolen bliver undervist i generne ved omskæring. Vi hører, at der er et stort blodtab og smerter forbundet med det, og at du kan få svært ved at føde børn senere i livet,” siger hun.

Hjemmefra hører pigerne ellers kun om de gode ting, der er forbundet med kvindelig omskæring i deres kultur, fortæller 16-årige Judica Moloimet, der også er stukket af fra omskæringsritualet og bor på skolen. Det er primært pigernes bedstemødre, der taler med dem om det forestående ritual.

”De fortæller, at det er nødvendigt for at kunne blive en god mor og en god hustru. At du får mindre lyst til sex, og at det er en god ting,” siger hun.

Selve omskæringen har været forbudt ved lov i Tanzania siden 1998, men lovgivningen er kun gennemført i meget lille grad, og kvindelig omskæring er stadig udbredt i landet.

Selve omskæringen er en del af et mere omfattende ritual, hvor pigerne lærer om deres forestående rolle som mor og hustru.

”Du får også at vide, at du ikke kan blive gift, hvis du ikke bliver omskåret. I min landsby er der kvinder, der ikke er omskåret, men de familier bliver regnet for mindre respektable og gode end de familier, hvor døtrene bliver omskåret,” siger hun.

Judica Moloimet kender til tre andre piger, der er stukket af fra omskæring i den lille landsby, og også hun tror, at udviklingen vil fortsætte i de kommende årtier. Hverken hun eller Anna Lemaleka kunne drømme om at få deres døtre omskåret i fremtiden. Heller ikke, hvis deres mor eller en eventuel svigermor lægger pres på dem.

”Slet ikke,” fastholder begge piger.

Stadig flere tanzaniske piger nægter at blive omskåret, og derfor stiger antallet af piger, der stikker af fra ritualet også. I byen Tarime i det nordlige Tanzania stak dobbelt så mange piger af fra omskæringen i 2014 som året før, og tallet blev fordoblet fra 314 til 634 ifølge oplysninger fra lokale menneskerettighedsorganisationer til det britiske nyhedsbureau Reuters.

Men det kvindelige omskæringsritual er så rodfæstet og dybt forankret i kulturen i dele af Tanzania, at det kan være svært at undslippe i det lange løb. Selv for de piger og unge kvinder, der som Anna Lemaleka og Judica Moloimet er helt afklaret omkring, at de ikke vil omskæres, og som er godt informeret om smerten forbundet med omskæringen og de efterfølgende risici for alvorlige fødselskomplikationer og infektioner senere i voksenlivet.

Tallene fortæller langtfra hele historien, understreger grundlæggeren af den tanzaniske kvinderettighedsorganisation Mwedo, Ndinini Kimesera, der står bag Mwedo Secondary School. For selvom pigerne undslipper omskæring i første omgang, bliver mange indhentet af ritualet på et tidspunkt i deres ungdom.

”De stikker måske af et par dage eller et par måneder, men hvor kan de tage hen? Mange af dem vender tilbage til familien før eller senere. Tit er de vokset op i et lille samfund, der er tæt sammenknyttet og på en meget positiv måde. Så længe kulturen med kvindelig omskæring er rodfæstet der, hvor de er vokset op, risikerer de at blive omskåret, når de vender hjem,” siger hun.

Presset kan være næsten umenneskeligt stort, siger Ndinini Kimesera. Selv voksede hun op med sin mors fortælling, som moderen vel at mærke selv troede på, understreger Ndinini Kimesera. En fortælling om, at alle hendes onkler ville dø, hvis hun nægtede at lade sig omskære. Fortællinger om, at der vil ske frygtelige ting i familien, hvis ikke pigerne lader sig omskære, er stadig udbredt.

Ndinini Kimesera mener, at internationale menneskerettighedsorganisationer i mange tilfælde overser kompleksiteten, når de fokuserer på menneskerettighedsbegreber og herunder retten til at bestemme over sin egen krop.

”Visse stammer i vores land opfatter det netop som en menneskeret at fortsætte med omskæringsritualet. Vi bliver nødt til at fokusere mere på årsagerne til, at pigernes omskæring er en festlig begivenhed. Folk er glade, når ritualet finder sted, og mener, at det er noget godt,” siger hun.

Derfor risikerer pigernes voksende modstand mod omskæring også at skabe en dyb kløft imellem de tanzaniske familiers ældre og yngre generationer, mener Ndinini Kimesera. Det kan føre til et voldsomt brud med familien, når en pige stikker af fra en forestående omskæring.

”Vi forsøger i stedet at udskyde omskæringsritualet for at købe pigerne tid. Når de fylder 18 år, er de myndige, mere selvsikre og har mere at skulle have sagt,” siger hun.

Hverken Anna Lemalekas eller Judica Moloimets flugt fra omskæring og tilflugt til uddannelse har resulteret i et permanent brud med familien. To gange om året, når skolen lukker, besøger de deres landsbyer og tilbringer tid med deres forældre, søskende og bedsteforældre.

Begge mener de, at det er svært at ændre omskæringskulturen i Tanzania. Det er nødt til at gå langsomt, siger de. Judica Moloimet understreger, at familiens accept ikke kommer af sig selv. Det er en proces, og vejen mod målet kan være kringlet.

”En måde at gå frem på er for eksempel at flytte ind til et veluddannet familiemedlem, du ved er imod kvindelig omskæring. Så tager din slægtning senere hjem til dine forældre og bedsteforældre og taler med dem om ulemperne ved ritualet. Når de hører om dem og får den nødvendige viden, kan en del acceptere, at unge piger ikke vil omskæres.”