Hele Tyrkiet sørgede, da 24 unge tyrkiske soldater i onsdags blev begravet som nationale martyrer i byen Van i den østlige del af landet. Soldaterne blev dræbt i det værste angreb i 18 år, da omkring 100 oprørere fra det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK, natten til tirsdag beskød en stribe militærposter i det bjergrige terræn på grænsen til Irak.
LÆS OGSÅ: Tyrkiet optrapper krig mod oprørsbevægelse
Nu tænker tyrkerne kun på hævn over PKK, ikke på hvordan hverdagen kan lettes for de op mod 15 millioner kurdere, der lever i den fattige sydøstlige del af landet.
Angrebet har sat fredsprocessen i stå. De mange kurdere, der ikke støtter PKK, er ladt i stikken. Nu fylder PKK det hele, og de moderate kurdere har svært ved at komme til orde. Efter sådan noget her bliver alle kurdere slået i hartkorn med PKK, selvom det er et mindretal af dem, der støtter oprørerne, siger Daniella Kuzmanovic, adjunkt ved Københavns Universitet og ekspert i tyrkiske samfundsforhold.
Hun opholder sig netop nu i Tyrkiet.
Foreløbig har konflikten mellem kurderne og den tyrkiske stat varet i snart 30 år og kostet flere end 40.000 mennesker livet, primært kurdere.
Kurderne ønsker først og fremmest at blive anerkendt som et etnisk mindretal og få udvidet deres kulturelle og politiske rettigheder, hvilket stadig er et stort problem. Blandt andet er det stadig forbudt i en række skoler at undervise på kurdisk. PKK der betragtes som en terrororganisation af EU og USA har siden 1984 stået i spidsen for den væbnede del af kurdernes kamp.
Skiftende tyrkiske regeringer har overvejende haft den overbevisning, at det kurdiske oprør skulle bekæmpes militært, og titusinder af tyrkiske soldater har gennem årerne gjort tjeneste i de kurdiske områder. Den officielle tyrkiske position har været, at der ikke eksisterer et kurdisk problem, fordi alle indbyggere i Tyrkiet pr. definition er tyrkere, hvilket gør enhver snak om mindretal til et forræderi mod enheden af den tyrkiske stat.
Det er først inden for de seneste år, at der for alvor er blevet taget skridt til at forbedre vilkårerne for kurderne. AK-Partiet (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), som kom til magten i 20o2, har langsomt blødt op på den politiske holdning til kurderne, og premierminister Tayyib Erdogan har som den første tyrkiske leder anerkendt, at der overhovedet er et kurdisk problem. Det er også AK-Partiet, der har fremlagt den mest vidtgående plan for, hvordan kurdernes rettigheder kan udvides, så de lever op til internationale krav for beskyttelse af mindretal.
Det er den proces, der med tirsdagens drab af 24 soldater, risikerer at være slået tilbage til start, fordi den folkelige modvilje mod at give politiske indrømmelser til kurderne, kan tvinge regeringen til at være mere afvisende over for kurderne, end den ellers har lagt op til.
Men det bør ikke ske, mener Ihsan Bal, professor ved USAK, en af Tyrkiets mest anerkendte forskningsorganisationer, og ekspert i terrorisme og sikkerhed. Tværtimod er det på tide at skelne mellem problemet PKK og det kurdiske problem.
PKKs angreb repræsenterer ikke en politisk moral, et oprør eller den kurdiske befolkning. Det må understreges, at de her angreb gør PKK-problemet og det kurdiske problem til noget vidt forskelligt. Vi kan hverken sige, at kurderne er glade for disse angreb eller, at de støtter dem. Tværtimod kan vi hævde, at de fleste kurdere tager afstand fra dem, siger Ihsan Bal til det tyrkiske magasin Turkish Weekly.
Den tyrkiske professor mener, at PKK med sine angreb tager det kurdiske mindretal som gidsel i en væbnet kamp, som forlængst har bevæget sig ned i en blindgyde af blind terror. PKK er ikke længere optaget af, hvordan oprørskampen kan skabe politiske resultater for kurderne. I stedet er bevarelsen af PKK blevet et mål i sig selv, hævder han.
Terrorismen er blevet hovedformålet i stedet for at være et redskab. Den type terrorisme, vi oplever i dag, er ikke en konsekvens af et problem. Den er en sygdom i sig selv, siger Ihsan Bal.
Det eneste, der er at stille op over for den slags blind terror er at slå effektivt og målrettet ned med militære og efterretningsmæssige midler, mener han. Men understreger han myndighederne må ikke standse der. PKK må ikke få held til at tage det store brede kurdiske flertal som gidsler. Derfor bør den politiske reformproces fortsætte. Ikke mindst arbejdet med en ny forfatning, der er en oplagt chance for at give kurderne flere politiske rettigheder.
Vi må klare denne proces med en flerstrenget, strategisk visdom, siger Ihsan Bal til Turkish Weekly.
Ifølge Daniella Kuzmanovic har det stor betydning, om de tyrkiske politikere fokuserer på reformer for kurderne. Især det sidste halve års tid har mange kurdere følt sig svigtet af regeringen, fordi den set med deres øjne har haft mere travlt med at tale om det arabiske forår og Tyrkiets rolle i Mellemøsten, end den har haft med at skabe bedre forhold for sine egne indbyggere.
Det er der, PKK sætter ind. Når de udfører et angreb som forleden, får de bragt konflikten på dagsordenen igen og det appellerer til nogle kurdere, siger hun.
Da en journalist fra det britiske nyhedsbureau Reuters for få dage siden besøgte den lille kurdiske by Tunceli, var beskeden da også, at indbyggerne gerne så Tayyib Erdogan koncentrere sig noget mere om sit eget land.
Premierministeren har rejst til alverdens problemlande i løbet af i år, men han skulle hellere komme hertil og lytte til sit eget folks ønsker. Hvorfor kan vi ikke få lov til at opleve et forår ligesom araberne, spurgte Hulya Yildiz, offentlig ansat og mor til tre.