Politi gransker kirkemord

Dødbringende skyderier ved to kirker i den amerikanske delstat Colorado kan være forbundne

Når to kristne institutioner i samme område angribes af en pistolmand med kun 12 timers mellemrum, er det nærliggende at tro, at der er en forbindelse mellem hændelserne. -
Når to kristne institutioner i samme område angribes af en pistolmand med kun 12 timers mellemrum, er det nærliggende at tro, at der er en forbindelse mellem hændelserne. - . Foto: Stockxpert/Nelson Syozi.

Når to kristne institutioner i samme område angribes af en pistolmand med kun 12 timers mellemrum, er det nærliggende at tro, at der er en forbindelse mellem hændelserne. Politiet i den amerikanske delstat Colorado, hvor de to skudepisoder fandt sted i søndags, vurderer, at der formentlig er en sammenhæng mellem angrebene, der kostede fem mennesker livet og sårede fem andre.

Politiet har endnu ikke uddybet, hvordan de to angreb kan hænge sammen, eller hvilke motiver der lå bag.

Det første skyderi fandt sted natten til i søndags i missionscenteret Youth With A Mission i Denver-forstaden Arlanda, hvor en ukendt mand trak en pistol og myrdede to unge ansatte og sårede yderligere to, efter at de havde afvist hans ønske om at overnatte på stedet. Gerningsmanden stak derpå af, og politiets efterfølgende eftersøgning endte forgæves.

Godt 12 timer senere skød en tungt bevæbnet mand løs mod folkemængden ved megakirken New Life Church i Colorado Springs 120 kilometer fra Arlanda. Cirka 7000 mennesker befandt sig i eller foran kirken, der netop havde afsluttet en gudstjeneste. Den sortklædte gerningsmand ramte fem mennesker, hvoraf de to mistede livet, inden han selv blev skudt og dræbt af en af kirkens sikkerhedsvagter.

Voldelige forbrydelser af denne slags er altid tragiske, men når uskyldige mennesker dræbes i et religiøst rum eller kirke, må vi udtrykke en kollektiv harme, siger delstatens guvernør, Bill Ritter, i en udtalelse.

Youth With A Mission, hvor det første skyderi fandt sted, er en bred kristen organisation, som fra sine cirka 1200 lokale centre forbereder unge frivillige til internationalt missionsarbejde. Organisationen har en løs forbindelse til den 10.000 medlemmer store New Life Church, der blev stiftet af præsten Ted Haggard, hvis indrømmelse af upassende seksuel opførsel sidste år kostede ham posten som kirkens leder.

Skyderierne i Colorado kommer blot få dage efter, at en teenager skød og dræbte otte mennesker i et indkøbscenter i Nebraska.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk