Portræt: Norges nye driftsikre jernkvinde

Valgvinderen fra Højre, Erna Solberg, er en jordnær og kontrolleret leder, der som statsminister vil få brug for alle sine diplomatiske evner for at holde sammen på den borgerlige alliance

Erna Solberg, Norges kommende statsminister, inviterede pressen med hjem i privaten i Bergen på valgdagen. –
Erna Solberg, Norges kommende statsminister, inviterede pressen med hjem i privaten i Bergen på valgdagen. –. Foto: Heiko JungeNTB.

I 2009 fangede kameraerne en hårdt presset Erna Solberg og hendes partifæller i Højre med sammenknebne læber og uro i øjnene efter endnu en dårlig debat mod en veloplagt Jens Stoltenberg fra Arbejderpartiet.

Højre stod til at få det dårligste valgresultat nogensinde, men så var det, som om noget ændrede sig i Erna Solbergs væsen, og hun kom kampberedt tilbage. Partiet endte med at få 17,2 procent af stemmerne, hvilket dog ikke var nok til at vælte Stoltenberg af pinden som norsk statsminister.

LÆS OGSÅ: Norges politiske landskab er blevet blåt

Når partiet i dag, fire år senere, står som den klare vinder af mandagens valg med en fremgang, der førte til en tilslutning på 26,8 procent, er det først og fremmest takket være Erna Solberg. Selv siger hun, at hun fik en fornyede kræfter af at opleve modgang.

Modgang er dog ikke det, der har præget den netop overståede valgkamp, for i meningsmålingerne har Højre haft flertal sammen med alliancepartnerne Fremskridtspartiet, Venstre og Kristeligt Folkeparti næsten konstant gennem de seneste to år. Erna Solberg er ikke typen, som tager glæderne på forskud. Derfor brugte hun længe ordvalget hvis jeg bliver statsminister. Først lige inden valgkampen gik i gang, begyndte hun at sige når.

I snart et år har hun rejst på kryds og tværs gennem Norge, deltaget i receptioner, besøgt plejehjem og opholdt sig hos de lokale partiforeninger, om det så var i Kristiansand eller Tromsø.

Erna Solberg blev født i Bergen for 52 år siden og voksede op i et middelklassehjem med kontoransatte forældre. Hun meldte sig ind i Unge Højre som 16-årig og var aktiv i skoleorkestret og som spejder.

I fortællingen om Erna Solberg handler et vigtigt kapitel om hendes ordblindhed, som hun altid har været meget åben omkring. Hun trodsede den og uddannede sig på universitetet i Bergen inden for statskundskab og sociologi. Nu foregår meget af hverdagen i Oslo, men familien har stadig et hus i Bergen, hvor ægtemanden Sindre Finnes, der er civilingeniør, og de to børn, Ingrid på 16 år og Erik på 14 år, bor store dele af tiden.

LÆS OGSÅ: Nordmænd med lyst til forandring

Erna Solberg blev fuldtidspolitiker for 24 år siden, har siddet som kommune- og regionsminister under Kjell Magne Bondevik i fire år, og blev i 2004 valgt som leder af Højre, dengang landets tredjestørste parti. Erna Solberg er kendt som pragmatisk og rolig, men også kompromisløs med sine værdier, som kom på prøve, da hun for år tilbage modtog dødstrusler fra den terrordømte mullah Krekar. Det gav hende tilnavnet Jern-Erna.

Hun er ikke god til at komme med luftige visioner, men hun fremhæves som en kapacitet, når det gælder den daglige drift, og hun anvender selv ofte et ord som forvalteransvar i sine taler. Hun har et image som jordnær og eftertænksom og blev i sidste uge i den britiske Financial Times sammenlignet med Tysklands driftssikre kansler, Angela Merkel.

Selv siger Erna Solberg, at der selvfølgelig vil varsles nye tider med den regering, hun kommer til at stå i spidsen for, men hun har været bevidst om at nedtone al tale om et opgør. For det er ikke et opgør, Erna Solberg ønsker. Dertil er hun for opmærksom på, at Norge i grunden er et meget koncensussøgende land, hvor vælgerne vil straffe en skarp højredrejning.

Hendes laster er cola og computerspil, og norske kommentatorer peger på, at et af hendes fortrin er, at folk føler, de kan identificere sig med hende. Hvor Jens Stoltenberg nogle gange bliver sammenlignet med en lidt stiv hushovmester, har Erna Solberg en afslappethed, som blev understreget af billeder i aviserne Dagbladet og VG, som blev inviteret hjem i privaten under valgkampen. Tilfældige møbler, karrygule gardiner og hendes mand i strømpesokker har givet nordmændene et billede af en politiker, som besidder føling med almindelige menneskers hverdag. Samtidig har hun tydeligvis tæft for det strategiske spil, hvilket er nødvendigt i disse dage, når hun sidder bag lukkede døre og leger stoleleg om ministerposterne med lederne af de øvrige tre borgerlige partier. Chefstolen er taget der sidder Erna Solberg.