Præst ved omstridt helligdom i Tokyo: Vi er så kede af al den politik

Yasukuni-helligdommens historie er tæt forbundet med krigstidens militarisme. Men i dag kalder præsterne ved helligdommen den for et ”fredens sted”

Medlemmer af en japansk højrefløjsgruppe forlader Yasukuni-templet efter at have bedt på 70-året for Anden Verdenskrigs afslutning.
Medlemmer af en japansk højrefløjsgruppe forlader Yasukuni-templet efter at have bedt på 70-året for Anden Verdenskrigs afslutning. . Foto: Franck Robichon/EPA/Scanpix.

Yasukuni betyder ”fredeligt land”, men Yasukuni-helligdommen midt i Tokyo er et af de mest omstridte steder i hele Østasien.

Det er Japans ”mindelund”, hvor man mindes dem, der er døde i krig for Japan, men det er samtidig en shinto-helligdom, som historisk er knyttet til den japanske militarisme, der i første halvdel af 1900-tallet tvang regionen ud i en tragisk krig.

Derfor er der altid protester fra nabolandene, når japanske premierministre besøger Yasukuni. Striden har lammet østasiatisk diplomati i lange perioder i de seneste år.

”Vi er så kede af al den politik,” siger Tomoaki Higuchi, som er præst ved Yasukuni og samtidig helligdommens pr-direktør.

”Det er fuldkommen forkert at forbinde Yasukuni med politik og diplomati.”

Man kan bestemt ikke sige, at Yasukuni som institution alle dage har været ganske upolitisk. Men i hverdagen anno 2015 er det på den anden side ikke politik, som tager Higuchis og hans kollegers tid.

Deres daglige rutiner og ritualer går ud på at være til stede for familierne til dem, der døde i krigen. At hjælpe dem til at få en god og stærk oplevelse, når de besøger helligdommen for at komme tæt på og vise deres respekt over for dem, de har mistet.

Ingen ligger begravet ved Yasukuni. Men to en halv million ”sjæle” er indviet til Yasukuni ved en ceremoni med navns nævnelse - i princippet alle, der har mistet livet i krig for Japan siden helligdommens oprettelse i 1869. Under Anden Verdenskrig blev disse ceremonier transmitteret i radioen.

Yasukunis porte åbnes klokken seks om morgenen og lukkes ved solnedgang, men præster våger ved sjælene ved hovedalteret 24 timer i døgnet.

Klokken otte er der morgenofring til samtlige to en halv million sjæle, men inden da skal man gennem et længere renselsesritual. Renhed er vigtigt i shinto, og alting, der benyttes ved ofringen, skal skylles og renses. Nogle ting er så hellige, at kun præster med en bestemt anciennitet kan skylle dem.

Derefter fremsiges morgenens ”norito”. I en dansk kirke ville man kalde det en bøn under præstens ledelse. En norito er altid formuleret på det smukkeste, klassiske japanske sprog. Sproget skal være lige så rent som ingredienserne ved ritualet. Der bedes for fred, for alle krigsdræbtes familiemedlemmer og for alle japanere.

Det er næsten altid de samme sætninger, dag efter dag. Man kan tilføje sine egne ord, hvis der er sygdom i kejserfamilien, eller hvis der er en vigtig begivenhed den dag. Men så skal de forsamlede præster have besluttet det på forhånd. Det er ikke bare op til den enkelte præst.

I sin egen selvforståelse er Yasukuni-helligdommen meget tæt ved kejserfamilien. Imidlertid har intet medlem af selve kejserfamilien besøgt stedet i næsten 40 år. Det vil være alt for politisk et signal for en konstitutionel monark, mener man i det kejserlige hofmarskallat.

De fleste besøgende ved Yasukuni går kun frem til selve det forreste alter med det markante krysantemum-mønster, kejserfamiliens symbol, og viser deres respekt der. Man kan imidlertid godt komme ind bagved og derved tættere på, hvor sjælene bor - enten i grupper eller enkeltvis.

Indtil en ny fælles norito i forbindelse med sjælenes ”aftensmad” klokken tre om eftermiddagen er det præsternes opgave hele dagen at bistå familiemedlemmer og andre besøgende i deres personlige bønner og hilsener til sjælene. Man henvender sig blot ved indgangen, får en samtale med en præst og begiver sig derpå op til det indre alter sammen med ham.

Tit handler det blot om at føle sig tæt ved det for længst mistede familiemedlem. Andre gange handler det om at bede for, at nulevende familiemedlemmer bliver raske fra en sygdom eller består en vigtig adgangseksamen, at familien bliver lykkelig, eller at babyer får et godt liv.

Der er helt faste sætninger til de forskellige typer anledninger, smukke ord, skrevet på ruller. Ord, som offentligheden aldrig ser på tryk. En del af ritualet er, at præsterne læser op af tekstrullen, selvom de i de fleste tilfælde kender teksten udenad.

Så præsenteres ofre fra lokalområder rundt omkring i Japan, som folk har med. Lokal sake (risvin), lokal ris, lokale grøntsager - og altid et pengebeløb. Ellers ville Yasukuni ikke kunne eksistere. Religion og stat har siden verdenskrigen været totalt adskilt i Japan, og Yasukuni lever af private tilskud.

”Men det er ikke afgørende for ritualet, hvor stort beløbet er,” understreger Higuchi.

De besøgende kommer ofte på busudflugter, arrangeret af lokale firmaer eller af krigsofrenes familiers organisations lokalafdelinger rundt om i landet. Selvom færre og færre har kendt de krigsdræbte personligt, er besøgstallet gået op i de senere år, fortæller Higuchi. Flere unge er begyndt at besøge Yasukuni.

Der kommer også enkelte skoleudflugter og ekskursioner, men man ser meget sjældent skoleklasser ved helligdommen og museet. Mange lærere og forældre ville vende sig mod det af politiske årsager - og så bliver de hellere væk.

Higuchi fortæller, at hans egen datters skolelærer tog hele klassen med på en rundvisning i helligdommens omstridte museum, hvor der fortælles en anden historie om Anden Verdenskrig, end man lærer i skolen. En historie om, hvilken heroisk indsats de krigsdræbte udførte for Japan.

Men læreren blev nødt til at betale museumsbilletterne for hele klassen af sin egen lomme. Det kunne man ikke bruge penge fra den offentlige folkeskole på.

Det beklager Higuchi dybt.

”Medierne i hele verden kalder det et krigstempel, og de kalder museet for et krigsmuseum. Det er helt forkert. Dette er et fredens sted.”