Krav om grænsekontrol i tog efter attentatforsøg

Europas fri bevægelighed er kommet under pres efter sidste uges mislykkede attentat mod Thalys-toget mellem Amsterdam og Paris

Betjente patruljerer på Bruxelles' Midi-station, hvor manden bag fredagens attentatforsøg mod Thalys-toget steg på. Attentatmanden blev overmandet af fire pasagerer.
Betjente patruljerer på Bruxelles' Midi-station, hvor manden bag fredagens attentatforsøg mod Thalys-toget steg på. Attentatmanden blev overmandet af fire pasagerer. . Foto: Gong Bing/Xinhua/Scanpix.

Den frie bevægelighed i Europa er kommet under fornyet pres efter sidste uges mislykkede attentat mod Thalys-toget mellem Amsterdam og Paris.

Spørgsmålet om, hvordan man kan sikre de millioner af europæere, der hver dag tager toget, er pludselig kommet på radaren, ikke blot i Frankrig, men også i Belgien, hvor gerningsmanden, den marokkanskfødte Ayoub el-Khazzani, stod på toget.

Jacques Myard, medlem af det konservative franske parti Republikanerne, kræver kontrol ved alle grænseovergange, og Nicolas Dupont-Aignant, medlem af parlamentet for det lille højreparti Debout La France, kræver Schengen-samarbejdet suspenderet. Lignende overvejelser lyder fra den belgiske regeringsleder, Charles Michel, der har foreslået et hastemøde med Frankrig, Holland og Tyskland, som er forbundet af et net af hurtigtog.

”Den frie bevægelighed er uden tvivl god for økonomien og for dem, der har ærlige hensigter, men denne frihed benyttes også til at volde skade. Hensigten er ikke at indskrænke friheden, men at reagere på en trussel,” har Charles Michel udtalt til den belgiske tv-station RTL Info.

Den belgiske transportminister Jacqueline Galant peger på muligheden for at benytte Schengen-aftalens paragraf to, der giver de 26 medlemslande mulighed for at indføre identitetskontrol i tilfælde af særlige trusler mod sikkerheden.

EU's indenrigs- og transportministre er nu indkaldt til et møde på søndag i Paris, hvor de ifølge den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, vil drøfte konkrete forslag til at stramme op på sikkerheden i togene.

I første omgang har Belgien styrket sikkerheden i landets tog og på landets banegårde med blandt andet øget politipatruljering og kontrol af bagage. Franske og belgiske politifolk har desuden gennemført fælles patruljeringer i Thalys-togene. 7000 bevæbnede politi- og militærfolk patruljerer allerede på særligt truede steder i Frankrig, herunder på banegårdene, som følge af det øgede terrorberedskab efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i januar. Og premierminister Manuel Valls har fast-slået, at kropsvisiteringer og undersøgelser af bagage vil blive styrket.

Den franske transportminister, Alain Vidalies, har bebudet en intensivering af identitetskontrollerne på offentlige steder, et initiativ, som er kontroversielt, fordi politiet i forvejen beskyldes for i særdeleshed at kontrollere personer af arabisk og afrikansk afstamning.

”Jeg vil hellere diskriminere end stå med hænderne i skødet,” sagde han til radiostationen Europe 1.

I Frankrig, hvor togpersonalet er blevet beskyldt for at være flygtet væk i stedet for at hjælpe med at overmande terroristen i Thalys-toget, anbefaler sikkerhedseksperter at lade bevæbnet politi patruljere i togene. Og miljøminister Ségolène Royal støtter indførelsen af samme sikkerhedskontrol for togpassagerer som i lufthavnene.

”Man kan begynde med internationale linjer som Thalys,” siger hun til tv-stationen i-Télé.

Den slags eksisterer allerede for Eurostar-tog mellem Paris og London, der passerer gennem tunnelen under Den Engelske Kanal. Og Spanien har indført samme sikkerhedsforanstaltninger efter attentatet på Madrids banegård i 2004.

Sikkerhedseksperter tvivler imidlertid på, at det er praktisk muligt.

”På kort sigt er det ganske enkelt umuligt at indføre på banegårdene, og det vil koste astronomiske summer. Men vi kommer ikke uden om det på hurtigtogslinjer,” siger Marc Ivaldi fra universitetet i Toulouse til dagbladet Le Monde.