Professor advarer: Selv de avancerede jobs bliver udflyttet nu

En ny social kontrakt er nødvendig i de rige lande, i takt med at stadig flere opgaver løses af folk i lavtlønslande. I modsætning til tidligere tiders globalisering er det nu også de teknologiske avancerede jobs, der forsvinder, advarer økonomen Richard Baldwin i anmelderrost bog

”Globaliseringen er blevet mere uforudsigelig. Du ved ikke, hvad der sker som det næste. Det er ikke som i gamle dage, hvor de ufaglærte vidste, at de ville få kniven på et tidspunkt. Det er mere ukontrollerbart,” siger professor Richard Baldwin om den måde, hvorpå selv avancerede arbejdsopgaver rykker fra de rige lande til steder, hvor arbejdskraften er billigere, som når indiske læger kan vurdere røntenbilleder, der er taget i Schweiz. –
”Globaliseringen er blevet mere uforudsigelig. Du ved ikke, hvad der sker som det næste. Det er ikke som i gamle dage, hvor de ufaglærte vidste, at de ville få kniven på et tidspunkt. Det er mere ukontrollerbart,” siger professor Richard Baldwin om den måde, hvorpå selv avancerede arbejdsopgaver rykker fra de rige lande til steder, hvor arbejdskraften er billigere, som når indiske læger kan vurdere røntenbilleder, der er taget i Schweiz. – . Foto: Rajesh Kumar Singh/AP/Polfoto.

Befolkningen i verdens rige lande må vænne sig til mindre velstand, og det er en udvikling, der går stærkt. Hvor G7-landene i 1990 sad på 70 procent af verdens velstand, men kun 20 procent af befolkningen, så er deres andel nu nede under 50 procent og dermed på samme niveau som i år 1900. I stedet er det nye industrilande med Kina og Indien i spidsen, som stormer frem.

”I Indien og Kina har det løftet 850 millioner mennesker ud af fattigdom. Så ud fra et globalt perspektiv er det ikke dårligt. Men det er stærkt ødelæggende i de rige lande,” siger økonomiprofessor Richard Baldwin, der er aktuel med en bog om konsekvenserne af den nye globalisering.

”Globalisering er nu et beskidt ord i nogle rige lande, mens det er vidunderligt ord i nogle fattige lande. De har aldrig haft så gode år som i de seneste 20. I Indien og Kina er folk glade, når du taler med dem. De er fem gange rigere end deres forældre, og 20 gange rigere end deres bedsteforældre. Men i de rige lande kan du ikke købe samme bolig som dine forældre, du har brug for to indkomster for at opretholde samme livsstil,” forklarer den amerikanske professor, der pendler mellem London og sit hjem i Genève, hvorfor Kristeligt Dagblad møder ham i en hotellobby på hans vej til lufthavnen.

Han ser et klart skifte i udflytningen af arbejde, som ikke længere kun er manuelt arbejde.

”Revolutionen i informations- og kommunikationsteknologi har gjort det muligt for virksomheder i rige lande at udflytte kompliceret produktion til udviklingslande. Den basale tanke er, at før havde arbejderne i de rige lande et kvasi-monopol på teknologien i deres virksomheder. Grundlæggende var danske arbejdere konkurrencedygtige, fordi deres høje lønninger blev retfærdiggjort af den høje teknologi. Men nu er det de lavtlønnede, der får den avancerede teknologi,” siger Richard Baldwin, som mener, at arbejdskraft i stigende grad eren handelsvare.

Men det handler også om, at teknologi er grænseoverskridende, og udflytningen nu sker mere uforudsigeligt og pludseligt.

”Det er ikke som i gamle dage, hvor de ufaglærte vidste, at de ville få kniven på et tidspunkt. Det blevet er mere ukontrollerbart. Det, du før var god til i et land, var i høj grad bestemt af din teknologi. Men som vi har fundet ud af, så var det ikke britisk teknologi, dansk teknologi eller amerikansk teknologi. Den tilhører ejerne af virksomhederne. Og de kan tage den teknologi, og bruge den et helt andet sted. Det var ikke muligt før,” forklarer Richard Baldwin.

Som et eksempel på, at det også er veluddannede jobs, der flytter ud, peger han på indiske læger, som ser på røntgenbilleder taget i Schweiz, og dermed truer lægestanden der:

”Tanken er, at globalisering nu går dybere ind i økonomien. På grund af dens natur, hvor alt kan flyttes, så er det en øjeblikkelig industrialisering af serviceydelser. Du skal bare tilsætte arbejdskraft og røre i gryden.”

Konsekvensen er, at der i alle rige lande er sket et fald i lønindkomstens andel af bruttonationalproduktet. Men de har holdt fast i den vidensbaserede kapital.

Det skifte bryder den gamle sociale kontrakt i samfundet, og de rige lande må finde en løsning på at dele smerten og fordelene.

”Danmark er mit klassiske eksempel, fordi I passer på arbejderne og ikke arbejdspladserne. Uanset om det er omplacering, boliger, understøttelse, uddannelse og så videre, så tager I vare på dem. Men mange lande har en politik, hvor de passer på industrien og erhvervslivet. Det gælder i hele det sydlige Europa, hvor de kalder det beskæftigelsesbeskyttelseslovgivning,” forklarer Richard Baldwin, som videre peger på, at Storbritannien er et land, hvor der ikke bliver passet særligt på nogen:

”De lader det blot ske.”

Generelt forudser han en smertefuld proces, som vil kræve et socialt velfærdssystem, der passer på menneskene. Og han mener ikke, at regeringer kan lovgive sig ud af udviklingen.

En anden af hans pointer er netop, at de rige lande ikke forstår, hvad der sker, og hvordan det påvirker økonomien på en helt anden måde.

”Nogle klassiske eksempler er Donald Trump, Bernie Sanders, Jeremy Corbyn og selv Hillary Clinton. De tror, de kan stoppe globaliseringen ved at rive eksisterede handelsaftaler i stykker – eller ikke underskrive nye. Men den overførsel af viden vil ikke blive stoppet. Den kan måske blive lidt dyrere, men du kan ikke stoppe det flow af viden internationalt med de redskaber, vi kender,” siger han med henvisning til den kommende amerikanske præsident, dennes demokratiske udfordrere fra valgkampen og det britiske Labours formand.

Et centralt argument i Baldwins bog er da også, at beslutningstagerne behandler den nye globalisering som den gamle.

”Og det er det samme med Brexit. ’Vi stopper immigration og forlader EU – og så har vi kontrol med vort eget land,’ lyder argumentet. Men at lægge skylden på indvandrere og lukke grænserne svarer til at behandle et brækket ben med antibiotika. Det er en god medicin, som kan hjælpe lidt, men ikke helbrede. De tænker helt forkert om globalisering og bruger derfor de forkerte politikker.”

Selvom det er Kina og Indien, der er de store vindere, så har også Mexico og andre latinamerikanske lande nydt godt af den nye globalisering. Det samme gælder Thailand og tilmed Polen og andre østeuropæiske lande.

”Centraleuropa er ikke billig efter globale standarder, men det er det efter vesteuropæiske standarder. Det samme gælder Centralamerika i forhold til USA og Canada,” siger Richard Baldwin.

Kina har oplevet en vækst i levestandarden og løn- niveauet, og det betyder igen, at der nu også er lavtlønsjobs, der flytter fra Kina, og det er ikke kun til nabolande som Vietnam.

”Mit gæt er, at kinesiske virksomheder vil outsource arbejde til Østafrika, hvor de allerede bruger lavtlønnede tekstilarbejdspladser. Mange siger ganske vist, at Afrika er et svært kontinent at arbejde i, men det plejede folk også at sige om Kina,” fremhæver Richard Baldwin.

Den nye brutale globalisering har ikke kun ramt den industrialiserede verden.

”Der er mange lande, som endnu ikke har mærket fordelene, fordi de helt basalt konkurrerer med Kina. Kina ødelagde industrien i de fleste udviklingslande, fordi de kom ind med høj teknologi og lave lønninger. Lande som Sydafrika med lave lønninger, men også lav teknologi er blevet afindustrialiserede,” forklarer Richard Baldwin.

Han siger videre, at de såkaldte Brik-lande – Brasilien, Rusland, Indien og Kina – nu er delt i to, hvor Kina og Indien står tilbage som vinderne:

”Brasilien og Rusland eksporterer primært råvarer, så de lande fik en vækst i deres produktion af råvarer, men det ødelagde deres industri.”

Ifølge Richard Baldwin er det næste, der sker, at opgaver, som hidtil har krævet, at man mødtes ansigt til ansigt, også flytter ud. Og det handler ikke blot om avancerede videokonferencer, hvor man føler, man er i samme rum. Det sker også gennem det, han kalder fjernstyret intelligens. Som eksempel bruger han en artikel fra International Herald Tribune om en læge i New York, der opererede på syriske flygtninge på distancen.

”Det er en hjertevarmende fortælling. Men prøv at tænke på, hvad der sker, hvis det går den anden vej rundt. At det ikke er krigsskader, der behandles, men at jeg har en vorte på min fod og får en læge i Pakistan til at behandle den for tre dollars – i stedet for en schweizisk læge, som vil gøre det for 300 dollars,” lyder det retorisk.

Han forudser, at det ikke kun vil være læger og tandlæger, som fjernstyrer robotter, men også lavtlønsjobs som stuepiger, der gør rent på hotelværelser.

Og på det uforstående spørgsmål om, hvorvidt det sidste overhovedet er realistisk, at en fjernstyret robot kan skifte sengetøj, kommer et meget kontant modsvar:

”Det er ikke science fiction. Der er droner, som er fjernstyrede, og som dræber mennesker. Der er robotter, der kan reparere olieledninger nede på havbunden. De udfører opgaver ude i rummet, som er meget avancerede. Der er robotter, der kan gøre det. De er bare dyre nu. Men jeg forudser, at prisen vil falde.”

Han understreger videre, at det ikke handler om kunstig intelligens, hvor en maskine kun kan udføre en bestemt funktion.

”Hvorfor skal du have kunstig intelligens i en plæneklipper, når du kan få en fyr i Mexico til at køre den for dig – og som også kan gøre andre praktiske ting via fjernbetjening – noget, som robotten med kunstig intelligens ikke kan, for den er skabt til en begrænset funktion,” siger Robert Baldwin om den fagre nye verden, hvor det ikke kun er jobs, der flytter til billigere lande, men hvor billig arbejdskraft på distancen vil varetage job i den rige verden og dermed rykke den sociale balance.