Putin er ingen allieret i kampen mod Islamisk Stat

Ruslands præsident arbejder på at få EU til at gå i opløsning, advarer den ungarsk-amerikanske milliardær og filantrop George Soros, der ikke forstår, hvorfor EU og USA ikke dømmer den russiske præsident på sine handlinger

Putin greb muligheden for at fremskynde opløsningen af EU, da først han så den. Han har berettiget sine handlinger med snak om et samarbejde mod en fælles fjende i form af Islamisk Stat. En lignende tilgang har han gjort brug af i Ukraine, hvor han underskrev Minsk-aftalen, men ikke gennemførte dens indhold, skriver filantrop.
Putin greb muligheden for at fremskynde opløsningen af EU, da først han så den. Han har berettiget sine handlinger med snak om et samarbejde mod en fælles fjende i form af Islamisk Stat. En lignende tilgang har han gjort brug af i Ukraine, hvor han underskrev Minsk-aftalen, men ikke gennemførte dens indhold, skriver filantrop. Foto: Alexei Druzhinin.

Det er en stor fejl, når USA's og EU's ledere tror, at præsident Putins Rusland kan være en allieret i kampen mod Islamisk Stat. Det modsiges simpelthen af fakta. Putins aktuelle mål er at fremprovokere en europæisk opløsning - og den bedste måde at gøre det på er at oversvømme EU med syriske flygtninge.

Russiske bombefly har angrebet civilbefolkningen i det sydlige Syrien og tvunget folk til at flygte til Jordan og Libanon. 20.000 syriske flygtninge befinder sig nu i ørkenen, hvor de venter på at få lov at komme ind i Jordan. Et mindre antal venter på at måtte komme ind i Libanon. Begge grupper er voksende.

Rusland har også gennemført luftangreb i stor skala på civile i det nordlige Syrien. Det blev fulgt op af angreb på landjorden fra den syriske præsident Assads hær på byen Aleppo, der førhen havde to millioner indbyggere. Tøndebomberne fik 70.000 civile til at flygte til Tyrkiet. Angrebet på landjorden kan fordrive langt flere.

De flygtende familier stopper ikke nødvendigvis deres flugt i Tyrkiet. Den tyske forbundskansler Merkel fløj den 9. februar til Ankara for i sidste øjeblik at aftale med den tyrkiske regering, at den skal opmuntre flygtningene til at blive længere tid i Tyrkiet, når først de er der.

Merkel tilbød at flyve 200.000-300.000 syriske flygtninge til Europa om året på den betingelse, at Tyrkiet hindrer dem i at komme til Grækenland og tager dem tilbage, hvis de alligevel gør det.

Putin er en talentfuld taktiker, men ingen strategisk tænker. Der er ingen grund til at tro, at han oprindeligt greb ind i Syrien med henblik på at forværre den europæiske flygtningekrise. Faktisk var hans indgriben en strategisk bommert, fordi den rodede ham ud i en konflikt med Tyrkiets præsident Erdogan, hvilket har skadet begges interesser.

Men Putin greb muligheden for at fremskynde opløsningen af EU, da først han så den. Han har berettiget sine handlinger med snak om et samarbejde mod en fælles fjende i form af Islamisk Stat. En lignende tilgang har han gjort brug af i Ukraine, hvor han underskrev Minsk-aftalen, men ikke gennemførte dens indhold.

Det er svært at forstå, hvordan lederne i både USA og EU stoler på Putins ord frem for at dømme ham på hans handlinger. Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er, at demokratiske politikere forsøger at berolige offentligheden med skønmalerier. Sagen er, at Putins Rusland og EU begge er i et kapløb mod tiden. Spørgsmålet er, hvem af dem der vil bryde sammen først.

Putins regime står over for en bankerot i 2017, når en stor del af landets udlandsgæld forfalder, og der kan udbryde politisk uro allerede før det. Putins popularitet er fortsat høj og baseret på regeringens evne til at levere økonomisk stabilitet og en langsom, men sikker stigning i levestandarden.

Vestlige sanktioner kan sammen med det voldsomme fald i olieprisen sætte en stopper for, at regimet kan leve op til de sociale forudsætninger for dets popularitet.

Ruslands budgetunderskud er oppe på syv procent af BNP, og regeringen bliver nødt til at skære det ned til tre procent for at hindre inflationen i at gå amok. Ruslands sociale sikkerhedsfond er ved at være tømt for penge og må slås sammen med regeringens infrastrukturfond for at komme til penge igen. Udviklinger som disse vil få en negativ indvirkning på levestandarden og på vælgernes opfattelse af de folkevalgte forud for parlamentsvalget til efteråret.

Den mest effektive måde, Putins regime kan undgå kollaps på, er at få EU til at kollapse først. Et EU, der er ved at gå op i sømmene, vil være ude af stand til at opretholde de sanktioner, som EU pålagde Rusland, efter at landet gik ind i Ukraine.

Putin vil derimod kunne opnå stor økonomisk gevinst ved at splitte Europa og udnytte sine forbindelser med kommercielle interesser og anti-europæiske partier, som han omhyggeligt har dyrket.

Som sagen står nu, vil EU falde fra hinanden. Lige siden finanskrisen i 2008 og de efterfølgende redningspakker til Grækenland har EU fundet måder at klare sig nogenlunde igennem den ene krise efter den anden. Men nu står unionen over for fem-seks samtidige kriser, hvilket kan vise sig at være for meget. Som Merkel meget rigtigt forudså det, kan migrationskrisen ødelægge EU.

Når en stat eller et statsforbund er i dødelig fare, er det bedre, at lederne konfronterer de hårde realiteter, end at de lader som ingenting.

Kampen for overlevelse sætter EU op mod Putins Rusland. Islamisk Stat udgør en trussel for dem begge, men den trussel bør ikke overvurderes. Angreb gennemført af jihad-terrorister er - hvor skrækindjagende de end er - vand ved siden af truslen fra Rusland.

Islamisk Stat og før dem al-Qaeda har gennemskuet, at den vestlige civilisations akilleshæl er dødsfrygt, og de har lært at udnytte denne frygt.

Ved at opildne den latente islamofobi i Vesten og få så vel den europæiske offentlighed som regeringerne til at behandle muslimer med mistro, håber de at kunne overbevise unge muslimer om, at der ikke er noget alternativ til terrorisme.

Når først vi har forstået, at strategien er denne, så er der et meget enkelt middel imod den: Nægt at gøre, som dine fjender vil have dig til at gøre.

Truslen fra Putins Rusland vil blive svær at modgå. Men det bliver endnu sværere, hvis vi ikke opfatter truslen.