Uden om Vesten har den russiske præsident, Vladimir Putin, etableret et forhandlingsspor om fred i Syrien langt væk fra FN-sporet i Genève. Samtalen om Syriens fremtid rykkede i går ud til den tidligere sovjetrepublik Kasakhstans hovedstad, Astana. Forhandlingerne er sket på russisk, iransk og tyrkisk initiativ, og deltagerkredsen rummer, udover arrangørerne, en række repræsentanter for borgerkrigens parter – både Assad-regimet, men også oprørsgrupper under Den Frie Syriske Hær.
FN er som vanligt repræsenteret ved Syrien-udsendingen Staffan de Mistura, mens USA – og dermed også den nye præsident Donald Trump – beskedent er repræsenteret ved USA’s ambassadør i Kasakhstan, George Krol. George Krol er karrierediplomat og dermed ikke omfattet af USA’s tilbagekaldelse af politisk udnævnte ambassadører samtidig med Trumps indsættelse den 20. januar, som vi så det i København med ambassadør Rufus Gifford.
For Rusland og Putin er Astana-konferencen det første naturlige skridt efter sejren i Aleppo, og den rummer i sig selv en række politiske budskaber og resultater, som er vigtige for Kreml, såvel som den rummer en potentiel mulighed for et første, reelt russisk opgør med en amerikansk-ledet verdensorden.
Et opgør, som enhver russisk regering siden midten af 1990’erne har krævet, men som Rusland nu for første gang står med en realistisk – om end skrøbelig – mulighed for at slå en markant kile ind i.
De umiddelbare, symbolske resultater for Kreml er indlysende. Aleppo blev indtaget, da Barack Obama handlingslammet sad sine sidste måneder ud i Det Hvide Hus, og Astana-konferencen gik i gang i går, blot tre dage efter at Trump blev indsat som USA’s 45. præsident. Afsporingen af USA og Vesten i Syrien kan symbolsk ikke understreges tydeligere. Etableringen af et russisk-ledet forhandlingsspor uden for Europa, men i det tidligere Sovjet rummer også sin egen tydelige symbolik – efter det ”rod”, som vestlige, USA-ledede ”koalitioner af de villige” efterlod i Irak og Libyen, kan fremtiden i Mellemøsten ikke længere troværdigt drøftes i Europa.
Men Astana er også vigtig for Kreml af mange andre grunde. Kasakhstan er den største centralasiatiske republik og med Ukraine ude af spillet den politisk næstvigtigste stat i det såkaldt post-sovjetiske rum efter Rusland. Og det postsovjetiske rum er lig med det, som Rusland siden Sovjetunionens sammenbrud har defineret som ”det nære udland” og Ruslands indflydelsessfære. Det er ikke en døende supermagts desperate retorik, det er Ruslands reelle, geopolitiske ambition og hovedbrændstoffet i den konflikt med Vesten, vi har set i lys lue med Ukraine-konflikten i 2014, men som allerede begyndte med Nato-ud- videlsen i 2004.
Konferencen holdes i Astana og ikke i Moskva for at give politisk symbolkapital til de postsovjetiske stater. Men også for at adressere Kremls største bekymring i Centralasien. Budskabet til regimerne og befolkningerne i disse lande er, at Kreml griber ind, hvis statssammenbrud og borgerkrige bryder ud i regionen.
Men først og fremmest markerer Astana-konferencen muligheden for, at vigtige kriser i verden kan finde deres løsning uden deltagelse af vestlige magter og dermed det værdisæt, som Vesten har sat op for den globale verden siden Berlinmurens fald i 1989. Et værdi- og normsæt, hvis største sejr var Europas genforening, og som hvilede på to afgørende faktorer – et stærkt amerikansk lederskab koblet til et tysk ønske om genforening af det delte Tyskland, der var så stærkt og magtfuldt, at det kunne bære hele Østeuropas succesrige indtrædelse i EU.
Kan Kreml og Putin så lykkes i Syrien? Forudsigeligt ville Den Frie Syriske Hær allerede på førstedagen ikke deltage i direkte forhandlinger med Assad-styret. Sådan har det også været i FN-sporet. Og Rusland, Tyrkiet og Iran har stærke, modstridende interesser i relation til såvel Bashar al-Assad, Syrien og Mellemøsten i sin helhed. Når man dertil lægger, at fredsaftaler i Syrien de seneste fem år har haft de dårligste odds, en bookmaker kan tilbyde, ser det ikke lyst ud.
Men der er andre brikker til det samlede puslespil. Rusland, Tyrkiet og Iran har nok modstridende interesser, men i modsætning til eksempelvis USA formodentligt en pragmatisme i tilgangen til disse modsætninger, der muliggør reelle kompromiser. Og alle parter har den militære evne til at håndhæve en aftale. Med Vesten ude af Syrien er både kompromisviljen og håndhævelseskapaciteten øget dramatisk i Syrien.
Det afgørende spørgsmål bliver, om nogle af konfliktens parter forsat vurderer, at der er mere at vinde på slagmarken end ved forhandlingsbordet. I Genève-sporet under FN var det første tilfældet. I Astana håber Putin på det sidste. Med Vestens øjne ængsteligt hvilende på Trumps første tid i Det Hvide Hus, har Putin lige nu noget at have det i.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.