Jeg har for nylig sendt et kondolencebrev til Nancy Reagan i anledning af Ronald Reagans død.
Den fyrretyvende præsident for De Forenede Stater var en usædvanlig mand, som i løbet af sit lange liv oplevede øjeblikke med triumf, medgang og modgang, og den sande kærligheds lykke.
Tilfældet ville, at hans anden præsidentperiode faldt sammen med en ny ledelsesstil i Sovjetunionen - et sammenfald, som markerede optakten til vigtige begivenheder i verdenshistorien.
Ronald Reagan havde benyttet sin første præsidentperiode til at genskabe USA's selvtillid. Han appellerede til traditionerne og til optimismen blandt folk, til den amerikanske drøm, og han anså en styrkelse af økonomien og USA's militære magt for sin vigtigste opgave.
Det hele ledsagede han med en konfrontationsretorik over for Sovjetunionen og en række konkrete handlinger, der skabte bekymring både hos os og blandt mange nationer verden over. Tilsyneladende var det mest markante ved Reagan hans antikommunistiske holdning og hans ry som en af »høgene«, der betragtede Sovjet som et »ondskabens imperium«.
Men i hans anden præsidentperiode lagde han vægt på en helt anden målsætning.
Jeg tror, han havde forstået, at det først og fremmest er fredsmagerne, der gør sig fortjent til en plads i historien. Det stemte meget godt overens med hans overbevisning, der blandt andet baserede sig på kærlighed til livet.
Under vores første møde i Geneve i 1985 stod jeg som repræsentant for et nyt Sovjetunionen under forandring. Naturligvis kunne den ny sovjetiske ledelse have valgt at fortsætte på den gamle facon, men vi valgte en anden vej. Vi kunne se de problemer, vores land stod over for, og hvor overordentligt vigtigt det var at træde et skridt tilbage fra den afgrund, som atomkapløbet havde skubbet menneskeheden hen mod.
Det var en vanskelig dialog, præsident Reagan og jeg dengang indledte. For at nå til enighed om især våbenkontrol og sikkerhed måtte vi overvinde vores mistillid og en barriere af problemer og fordomme.
Jeg er ikke så sikker på, at vi ville have været i stand til at nå til enighed og at insistere på, at vores aftaler blev ført ud i livet, hvis det havde været en anden person, der stod i spidsen for USA's regering.
Ganske vist tilhørte Reagan højrefløjen. Men selv om han holdt fast ved sin overbevisning, som man kunne være enig eller uenig i, var han ikke dogmatisk. Han søgte forhandlingen og samarbejdet. Og det, der var det vigtigste for mig, var, at han havde det amerikanske folks tillid.
I sidste ende viste vores insisteren på at opretholde dialogen sig at være berettiget. Ved en ceremoni i Det Hvide Hus i 1987 underskrev vi aftalen om begrænsning af atombevæbnede mellemdistanceraketter, som var startskuddet til den egentlige nedrustning. Og selv om vi så med forskellige øjne på en atomfri verden, så var selve det faktum, at vi i 1986 i Reykjavik satte os det mål, med til at bryde våbenkapløbet. Det er dog ikke sådan, at Reagans daværende »stjernekrigsprogram« pressede os til disse handlinger, Sovjetunionen var under forandring indefra.
Vi ændrede på forholdet mellem vore to lande ved skridt for skridt at opbygge en gensidig tillid og afprøve den ved konkrete handlinger. Og under hele forløbet ændrede vi os også selv. Jeg tror ikke, det var en tilfældighed, at præsident Reagan under sit besøg i Moskva i sommeren 1988 sagde, at han ikke betragtede Sovjetunionen som ondskabens imperium under tiden med »perestrojka«.
Den vigtigste lektie, vi lærte de år, handler om, hvor vigtigt det er at føre en dialog og ikke afbryde den, uanset hvilke udfordringer og komplikationer vi støder på. Når jeg de følgende år mødtes med Ronald Reagan, gik det op for mig, at det var sådan, han opfattede den arv, vi skulle give videre til den ny generation af politiske ledere.
Den personlige forståelse, der opstod mellem os i løbet af årene, hjalp mig til at værdsætte Ronald Reagans menneskelige egenskaber. Han var en sand leder, en optimist og en mand, man kunne stole på. Han rejste gennem livet med værdighed og mødte modigt den forfærdelige sygdom, der formørkede hans sidste år.
Han har gjort sig fortjent til en plads i historien og i folks hjerter.
(New York Times)
Oversat af Finn Juhl
Pedersen
Blå bog
Mikhail Gorbatjov, født 1931. Sovjetunionens sidste præsident, fra 1990 til unionens opløsning i 1991. Gorbatjov stod bag en omfattede nedrustning og gav afkald på den sovjetiske dominans af Østeuropa samt støttede Tysklands genforening. Fik i 1990 Nobels Fredspris for sit bidrag til den kolde krigs ophør. Gorbatjov er i dag præsident for den globale miljøorganisation Internationale Grønne Kors.