Religiøse drab vækker spøgelset fra Rwanda

Flere end tusind mennesker dræbt i løbet af to dage i Den Central-afrikanske Republik

De mange brolagte veje op og ned ad bakkerne i Rwandas hovedstad, Kigali, er lavet af dømte fanger repatrieret fra Congo. –I begyndelsen af december blev mere end tusind mennesker dræbt i løbet af to dage.
De mange brolagte veje op og ned ad bakkerne i Rwandas hovedstad, Kigali, er lavet af dømte fanger repatrieret fra Congo. –I begyndelsen af december blev mere end tusind mennesker dræbt i løbet af to dage. Foto: Bjarne Maagensen.

Det er landet med en gennemsnitlig levealder på 50 år, og hvor kun hver tredje indbygger har adgang til et toilet eller noget, der ligner. Et af de fattigste og mest misregerede lande i Afrika, hvor de knap fem millioner indbyggere i foråret oplevede endnu et militærkup og siden er blevet offer for de muslimske oprøreres vilkårlige vold.

Volden har udløst et stigende antal hævndrab fra den øvrige befolkning, som i vrede og frustration over den manglende beskyttelse fra myndighedernes side har genoplivet de forsvarsgrupper anti-balaka (anti-machete), som de brugte i 1980erne mod landevejsrøvere. Da deres drab er rettet mod de overvejende muslimske oprørere, har disse til gengæld reageret ved at slå målrettet tilbage på landets kristne indbyggere, som udgør omkring halvdelen af landets befolkning.

LÆS OGSÅ: På et hospital i Rwanda år 19 efter folkemordet

I begyndelsen af december blev flere end tusind mennesker, hovedparten kristne, således dræbt i løbet af blot to dage, fastslog den internationale menneskerettighedsorganisation Amnesty International i går.

Spiralen af drab og moddrab på religiøse grupperinger har nu nået et omfang, som får FN og andre til at frygte, at landet kollapser i et folkemord, som det der udviklede sig i Rwanda.

Når naboer begynder at slå hinanden ihjel, bliver det næsten umuligt at standse, siger Peter Bouckaert, direktør for katastrofer i menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

Frankrig har efter aftale med FN indsat 1600 soldater i Den Centralafrikanske Republik blandt andet med den begrundelse, at det skal forhindre et nyt folkedrab.

Den indsatte kuppræsident, oprørslederen Michel Djotodia, har indrømmet, at han ikke har styr på sine tidligere allierede i Seleka, der betyder alliancen. Seleka var i forvejen kun et løst netværk af modstandere af den hidtidige præsident, general Bozize, og siden kuppet er det ifølge FN svulmet fra omkring 5000 oprørere til et sammenrend af omkring 25.000 oprørere, krigsherrer og andre banditter. Alle nægter de at vende hjem til deres landsbyer, men fortsætter i stedet deres plyndringer gennem landet.

Blandt andet har de selvbestaltede militser overtaget kontrollen med alle miner i landet og der er mange, særligt med diamanter. Den civile administration er til gengæld brudt sammen, og den eneste indtægtskilde, der stadig eksisterer, er tolden fra grænsen mellem Den Centralafrikanske Republik og Cameroun.

religiøse grupper

Kilde: CIA Factbook