”Ytringsfrihed har ingen religion,” lyder budskabet i forlængelse af den erklæring, som den franske afdeling af den internationale organisation Reporters sans frontires (Journalister uden Grænser) har bedt alle ledere af religiøse samfund i Frankrig om at skrive under på.
I erklæringen står der videre, at ”ingens begreb om, hvad der er helligt, kan pålægges andre,” og at ”alle er frie til at udtrykke kritik, selv respektløs kritik, af ethvert system af politisk, filosofisk eller religiøs tænkning.”
Der er bred opbakning til erklæringen fra de religiøse ledere i landet. Ifølge Reporters sans frontires har Dalil Boubakeur, leder af Paris' moské og den franske muslimske sammenslutning French Council of Muslim Worship, underskrevet erklæringen. Også præsidenten for The French Buddhist Union (Den Franske Buddhistiske Union), Marie-Stella Boussemart, har givet udtryk for, at hun støtter erklæringen.
I det jødiske trossamfund møder erklæringen ligeledes opbakning. Frankrigs overrabiner Ham Korsia har sagt, at han fuldt ud giver sin støtte, og at der ikke er noget, der hedder “ja, men”, når det handler om ytringsfrihed.
Foruden de religiøse ledere støtter også en række fremtrædende personer i Frankrig erklæringen, blandt andet forfattereren Elisabeth Badinter, juristen Rober Badinter, filosoffen Abdennour Bida og psykoanalytikeren Fethi Benslama.
Målet med erklæringen er at rette opmærksomhed på det tætte forhold mellem ytringsfrihed og religionsfrihed og med støtte fra religiøse ledere at fremme et referencepunkt, der kan bruges til at lægge pres på mennesker, der vil indskrænke ytringsfriheden.
I lyset af Charlie Hebdo-tragedien er der brug for denne erklæring, mener generalsekretær i Reporters sans frontires, Christophe Deloire.
”Efter Charlie Hebdo-tragedien fremkaldte offentliggørelsen af ”Alt er tilgivet”-udgaven (det første nummer af magasinet efter drabene, red.) alle former for reaktioner internationalt og i Frankrig. Det viser behovet for et klart budskab til støtte for informationsfrihed,” skriver Christophe Deloire i en pressemeddelse fra Reporters sans frontiéres.
I det katolske samfund er der dog skepsis over for erklæringen. George Pontier, der er formand for den franske bispekonference, ønsker ikke at underskrive den, blandt andet med den begrundelse, at de katolske biskopper allerede har udtalt sig om ytringsfrihed efter angrebet på Charlie Hebdo i januar. Samtidig forklarer han, at kirken heller ikke ønsker at underskrive en proklamation, den ikke har været med til at formulere.
Lederen af The Protestant Federation (Det Protestantiske Sammenslutning), Franois Clavairoly, har underskrevet erklæringen, men har samtidig udtrykt forbehold. Han er ærgerlig over, at erklæringen ikke er skrevet i samråd med de religiøse ledere. Desuden mener han ikke, at erklæringen kun vedrører de religiøse ledere, men hele den franske befolkning.
”Jeg tror, at denne meddelelse kan rettes til den enkelte borger. Min mening er, at ytringsfriheden ikke er truet af religioner i Frankrig eller i verden, men af lande eller grupper, der bruger religion til politiske formål,” siger han til den franske avis La Vie.
Sune Lægaard, der er lektor på Roskilde Universitetscenter og blandt andet forsker i religion og politisk filosofi, peger på, at pavens udtalelse om, at ”enhver religion har sin værdighed”, og at ”ytringsfrihed har også grænser” kort efter angrebet på Charlie Hebdo, også er en årsag til den katolske kirkes tilbageholdenhed. Samtidig mener Sune Lægaard, at den katolske kirke har en anden samfundsrolle end andre religioner, fordi den har status som en stat, og derfor kan tillade sig at sige fra over for ting, som andre trossamfund ikke kan.
Med den nye erklæring om ytringsfrihed, hvor man direkte trækker religionen ind, kan franskmændene få en rettesnor at gå efter, når det handler om at udtrykke sin holdning til ytringsfrihed efter Charlie Hebdo-angrebet, vurderer han.
”Når man i erklæringen viser, at man godt kan være religiøs og samtidig gå ind for ytringsfriheden, er det nemmere for mange franskmænd at slutte op om ytringsfriheden,” siger Sune Lægaard.
Han peger på, at slagordet ”Jeg er Charlie” antyder, at det, Charlie Hebdo trykte, var okay, hvilket mange franskmænd er uenige i.
”Det er nemmere at tilslutte sig ytringsfriheden formuleret som et generelt princip end at tilslutte sig Charlie Hebdos brug af den.”