Der går en lige linje fra den kendsgerning, at det var to brødre, Ibrahim og Khalid El Bakraoui, der i sidste uge udførte selvmordsbombeangrebene i Bruxelles, til en voksende fornemmelse af, at de sociale tilhørsforhold er blevet den vigtigste drivkraft bag den aktuelle terror. Derimod betyder religion ikke længere så meget.
Det vurderer blandt andre en af Belgiens førende terrorforskere, Rik Coolsaet, der er professor i international politik ved Gent Universitet og medlem af EU’s rådgivende ekspertgruppe om voldelig ekstremisme.
Han skriver i en e-mail til Kristeligt Dagblad, at det er væsentligt for at forstå den nuværende bølge af europæere, der drager i krig i udlandet og bliver inspireret til terror, at religion har en aftagende indflydelse.
Rik Coolsaet udgav for blot to uger siden rapporten ”Facing the Fourth Foreign Fighters Wave. What drives Europeans to Syria, and to Islamic Stat?” (Den fjerde bølge af udenlandske krigere. Hvad bringer europæere til Syrien, og til Islamisk Stat?).
”Religion har systematisk mistet betydning som drivkraft bag terror i takt med, at den ene bølge af terrorister har afløst den anden,” skriver han.
Ifølge Rik Coolsaet oplever vi nu den fjerde bølge af europæiske krigere, der slås for islamistiske grupperinger i Mellemøsten, dateret fra begyndelsen af 1980’erne. Men hvor kampene for især al-Qaeda var stærkt inspireret af islamismen og idéen om hellig krig, mistede denne ideologiske basis betydning fra 2004-2005, hvor Osama bin Ladens terrornetværk gik mere eller mindre i opløsning efter invasionen af Afghanistan.
”I dag skal man ikke finde forklaringen i, hvad de unge tænker, men hvad de føler. Det at tage til Syrien er en flugt fra en hverdag, som synes uden muligheder,” skriver Rik Coolsaet.
Europol, EU’s tværgående politienhed, har samme opfattelse. I vurderingen ”Changes in modus operandi of Islamic State Attacks” (Ændringer i metoderne bag Islamisk Stats angreb) fra januar i år skriver Europol:
”For krigere (der tager af sted fra Europa, red.) er den religiøse komponent ved at blive erstattet af mere sociale elementer såsom pres fra kammerater og efterligning af rollemodeller. Den romantiske forestilling om at være en del af en spændende og betydningsfuld udvikling, ud over mere private motiver, kan også spille en rolle. Selvmordsbombere ser mere sig selv som helte end som religiøse martyrer.”
Europols terroreksperter hæfter sig ved, at de unge krigere og potentielle terrorister i dag er forholdsvis yngre, når de bliver rekrutteret af Islamisk Stat og typisk bliver det gennem grupper, de kender i forvejen og deler etnisk og sproglig baggrund med. Under halvdelen af de personer, der er blevet arresteret for at have forbindelse til Islamisk Stat, har relevant viden om deres religion, skriver Europol.
Ifølge Tore Refslund Hamming, ph.d.-forsker ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze med speciale i islamisk radikalisering, harmonerer Rik Coolsaet og Europols konklusion med de nyeste undersøgelser fra Mellemøsten.
Et studie af egyptere, der har kæmpet for Islamisk Stat, viser således, at religionen først kommer ind i billedet, når de har tilsluttet sig ekstremisterne.
”Det er ikke religionen, der afgør, om man tager af sted. Men selvfølgelig får de en religiøs ’opdragelse’, når først de er sammen med Islamisk Stat,” siger han.
De sociale bånd vedbliver dog med at veje tungest. Tore Refslund Hamming peger på, at religionen eller andre ideologier sjældent er nok i sig selv til at motivere terrorisme.
”Det sidste spring til vold afgøres i højere grad af ens sociale bånd. Man går med, fordi man har svært ved at sige nej til gruppen,” siger han.
Religionsforskeren Thomas Hoffmann er professor i koranstudier på Københavns Universitet. Han kender ikke undersøgelserne fra Rik Coolsaet og Europol, men er umiddelbart overrasket over konklusionerne i dem.
De går stik imod den tendens, han mener er fremherskende i disse år, nemlig at religion betyder stadig mere. Det har flere meningsmålinger blandt andet bekræftet. Udviklingen gælder ikke mindst inden for islam, hvor man taler om en decideret vækkelse, også blandt muslimer i Europa.
Thomas Hoffmann anerkender, at psykologiske, sociale og politiske faktorer spiller en rolle hos dem, der kæmper for eksempelvis Islamisk Stat og udøver terror, men religion er fortsat den bærende kraft. Det viser blandt andet interview med tilfangetagne terrorister og syrienkrigere. Og det viser den terrorforskning, som peger på, at ideologi og religion faktisk betyder mere, end man tidligere har troet. Hvis de bare er oprørske og søger sammenhold, kunne de jo lige så godt vælge at kæmpe for alle mulige andre sager end lige den ekstreme islamisme. Og hvordan forklarer man selvmordsbomberne, hvis ikke de tror på, at deres handling fører dem til paradis, spørger Thomas Hoffmann:
”Inden for terrorforskning er der måske en bekymring for at give islam skylden for alt muligt, fordi det kan give de islamofobiske kræfter en hjælpende hånd. Og så eksisterer der fortsat en udbredt religiøs analfabetisme blandt de europæiske intellektuelle og i forskerverdenen. De vil helst se alle mulige andre forklaringer end de religiøse, men her synes jeg, man må tage terroristernes ord for gode varer, når de beskriver sig selv som stærkt religiøse og motiverede af den religiøse sag.”