Religion gør politisk comeback i Norden

Kristendommen er på vej tilbage i det politiske liv i Norden, vurderer den svenske præst og ...

Kristendommen er på vej tilbage i det politiske liv i Norden, vurderer den svenske præst og religionssociolog Jonas Lindberg. Her er det rytterstatuen af Frederik V på Amalienborg Slotsplads i København, med Marmorkirkens kuppel i baggrunden. Foto: Jan Djenner / Scanpix

Hvor man i Danmark i 1980'erne ikke tænkte på kristendommen som et politisk tema, er det grundlag igen kommet i fokus
- Jonas Lindberg, doktor i teologi

Nyt studie viser, at religiøse spørgsmål i stigende grad fylder i politiske debatter. Norden bevæger sig mod en postsekulær tid, hvor religionens indflydelse vokser frem mange steder i samfundet, fortæller doktor i teologi

I dag er religionen ikke længere en privatsag. Den op-træder tydeligt i samfunds-debatten, og de religiøse stemmer blander sig ofte.

For 30 år siden viste en undersøgelse i Danmark, at religionens rolle blandt landets beslutningstagere bedst kunne beskrives som et ikke-spørgsmål, men i løbet af de seneste år har religionen fået en politisk tilbagekomst.

Det mener Jonas Lindberg, der er præst og doktor i religionsvidenskab fra Uppsala Universitet, hvor han tidligere på måneden forsvarede sin doktorafhandling: En undersøgelse af politiske debatter og partiprogrammer i Norden fra 1988 til 2012.

Han peger på, at det særligt er værdipolitiske temaer om vielse af homoseksuelle, burka-forbud og religions-frihed, der har givet større fokus på religion.

”Multireligiøsiteten øges, fordi islams tilkomst har været med til at synliggøre religionen, og i kølvandet på det er der opstået en række spørgsmål om, hvor grænserne går for, hvordan religionen påvirker samfundene,” fortæller Jonas Lindberg.

Han peger på, at indflydelsen ikke har været lige så stærk i Finland og i Island, men at spørgsmål som homoseksuelles ægteskab, der nu er lovligt i hele Norden, også har bragt religion på banen der.

”Hvor man i Danmark i 1980'erne ikke tænkte på kristendommen som et politisk tema, er det grundlag igen kommet i fokus. Ikke af egen vilje, men fordi multireligiøsitet har udfordret samfundene og åbnet spørgsmål som, hvorvidt man kan forene demokrati og nogles ønsker om sharialov,” siger Lindberg, der ved siden af forskningen er forfatter og lederskribent på Kyrkans Tidning samt ansvarlig for undervisning i Uppsala Stift nord for Stockholm.

Han mener, at religionens politiske indtog kan ses som et resultat af voksende modsætninger.

”Når man ser udviklingen, er det særligt konfliktsagerne, der har været skyld i det, og det har synliggjort folkekirkernes grundlag for den nordiske identitet på en måde, vi ikke har kendt til før. Man kan nemt få det indtryk, at Norden er et af de mest sekulære steder i verden. Det viser sig, at religion alligevel har en stor betydning for, hvem vi er,” siger Jonas Lindberg.

I takt med at religiøse spørgsmål i 1990'erne begyndte at melde sig på den politiske dagsorden, var de højreorienterede partier Sverigedemokraterne, Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet i Norge hurtige til at gribe udviklingen og argumentere ud fra et kristent værdisæt.

”Man forbinder det kristne med det, der anses for at være ægte skandinavisk, og sætter demokratiet op over for islam. Det handler om værdier, men det er interessant, at der fra de kanter næsten aldrig kommer henvisninger til evangeliet,” fortæller han.

Samtidig med at den yderste højrefløj har taget religion til sig, vurderer Lindberg, at klassiske konservative partier og partier som Kristendemokraterne har nedtonet det kristne værdigrundlag, hvilket kan være medvirkende til Kristendemokraternes deroute fra Folketinget, hvor man fra 1982 til 1988 var med i Poul Schlüters firkløverregering.

”Man har fået en svagere kristen profil og taler i stedet om religionsfrihed i almene termer og mindre om kirkespørgsmål og livssynet. Det er lidt af et paradoks, når man samtidig ser andre partier vinde på at sætte fokus på præcis deres udgangspunkt,” siger Lindberg.

Han peger på en lignende udvikling i Norge og Sverige, hvor henholdsvis Kristelig Folkeparti og Kristendemokraterne de seneste år har mistet indflydelse. Kristelig Folkeparti, der havde statsministerposten fra 2001 til 2005 i Norge, fik mellem valget i 2001 og 2013 halveret vælgertilslutningen fra 12 til 5,6 procent. Kristendemokraterne sad i regering i Sverige fra 2006 til 2014, men har på lignende vis mistet halvdelen af vælgerskaren, idet man er gået fra 9 procent i 2002 til 4,5 procent ved valget i september.

Jonas Lindberg mener ikke, at højreorienterede har taget patent på kristendommen, men ser tværtimod et politisk potentiale i troen for andre partier.

”Det kunne være interessant at se, hvordan et midt-søgende rent kristent parti ville klare sig, for det er jo ikke sådan, at kristendommen i sig selv kan siges at ligge alene på den konservative fløj,” siger han.

Religionens voksende fokus er kommet i en periode, hvor både Sverige og Norge har ændret kirkens status fra statskirke til folkekirke og reduceret de formelle bånd, mens debat om en løsere tilknytning mellem stat og kirke også har været på banen i Danmark. I Island er den evangelisk-lutherske kirke stadig statskirke, mens den i Finland deler status med det ortodokse kirkesamfund som trosretning som særligt privilegerede.

Samtidig ser Lindberg en overordnet bevægelse, hvor det kristne værdisæt erstattes af termer som menneskerettigheder og humanisme. Men selv i Sverige, der ifølge en undersøgelse fra januar er Vestens mest sekulariserede land, er det politiske fokus på kristendommen begyndt at dukke op - også i spørgsmål, der ikke handler om forholdet til islam.

”Man skulle forvente, at adskillelsen fra staten ville føre til større separation, men jeg ser tværtimod tegn på, at båndet mellem samfund og kirke er blevet forstærket. Forklaringen kan være, at globaliseringen skaber en øget usikkerhed om grundværdier og national identitet, og der viser den kristne baggrund sig at være mere sejlivet, end man tidligere tænkte,” siger Jonas Lindberg.

Han peger på, at nogle sekulariseringsteorier tidligere har spået, at religionens rolle ville forsvinde, men at de nordiske lande i dag er på vej mod en postsekularisering, hvor religionen igen viser sig flere steder i samfundet.

Som eksempel på den bevægelse nævner han Sverige, hvor det i februar blev besluttet, at skoleafslutninger igen må have kristent indhold, og hvor Frelsens Hær i Eskilstuna i Midtsverige i sidste uge fik forbud mod at synge salmer på plejehjem. Men det forslag blev hurtigt trukket tilbage af lokalpolitikerne, og udviklingen er et udtryk for debatten om, hvad og hvordan religionen præger vores samfund, forklarer Lindberg.

”Beslutningen om skoleafslutningerne er en slags tilbagekomst, for hvor man tidligere hele tiden har reduceret kristendommens indflydelse, viser det, at værdierne aldrig er forsvundet. Man skal være forsigtig med at spå om fremtiden, men det er en meget spændende tid og måske et vendepunkt.”

Jonas Lindberg mener, at kristendommens comeback i den offentlige debat er udtryk for en generel samfunds-omstilling og tilvænning til globalisering, hvorfor der ikke er tvivl om, at han ønsker at fortsætte med forskningen.

Samtidig med de politiske diskussioner, har biskopper i Norge de seneste måneder markeret sig ved at ytre sig om temaer som olieforurening, klima og miljø, mens Sveriges ærkebiskop, Antje Jackelén, har støttet regeringens anerkendelse af Palæstina. Begge dele har skabt debat, men markerer omstillingen, mener Lindberg.

”I mange år har religion været en privatsag, men nu taler man om øget synlighed, fordi multireligiøsiteten har gjort, at religionen er blevet et debatemne, og det gør, at det igen er legitimt at tale om åbent. For de religiøse aktører kan man sige, at de har fået ytringsfriheden igen, og samfundet har fået religiøse stemmer igen,” siger han.