Det virker oplagt, at Lubna al-Hussein har bukser på. Hvad ellers, når man er blevet kendt over hele verden som "buksekvinden", der havde held til at gøre oprør mod det sudanske retsvæsen og få afværget 40 piskeslag for at være anstødeligt klædt.
Men man skal ikke tage fejl. Lubna al-Hussein kunne sagtens have valgt at tage nederdel på til interviewet. For her i Danmark står det hende frit for, hvordan hun vil klæde sig. Og så kan en nederdel – afhængig af omstændighederne – være et lige så oplagt valg som bukserne. Det er friheden til at vælge selv, der er afgørende for Lubna al-Hussein. Ingen, og allermindst et sudansk sædelighedspoliti, skal bestemme hendes påklædning.
– Det var først, da Khomeini (Irans tidligere hersker ayatollah Khomeini, red.) kom til magten i Iran i 1979, at muslimske stater begyndte at piske deres borgere på grund af påklædningen. Muslimer har i 1400 år gået klædt, som det passede dem. Så skal nogle tilfældige magthavere ikke begynde at diktere mig eller andre kvinder, hvad tøj vi skal have på, siger Lubna al-Hussein.
Det er ved at være otte måneder siden, at Lubna al-Hussein en varm aften i juli ved et tilfælde blev taget med af politiet i Sudans hovedstad, Khartoum, fordi hun havde bukser på. Hendes arrestation blev indledningen til en retssag, som kom til at optage en hel verden, fordi hun nægtede at anerkende, at hun havde gjort noget galt, men i stedet udfordrede de sudanske myndigheder. Ikke, fordi hun ikke tror på Allah og islam, men fordi hun mener, at myndighederne ikke har belæg for deres love i Koranen.
– Der står ikke noget i Koranen om, at kvinder skal have 40 piskeslag, hvis de går med bukser. Hvis Allah var mod brugen af bukser, ville han sige det til mig, fastslår hun selvsikkert.
Set med Lubna al-Husseins øjne går den sudanske regering – som flere mellemøstlige landes regeringer – galt i byen, når den bruger islam til at argumentere for en særlig påklædning.
Sudans forfatning bygger på brugen af sharia i den nordlige, muslimske del af landet (sharia er de religiøse love, en muslim skal følge, samtidig med at den fungerer som et moral- og lov-kodeks for samfundet generelt, red.), men hvor meget Lubna al-Hussein end respekterer forfatningen og tror på islam, afviser hun, at Koranen kan bruges som en detaljeret rettesnor for, hvordan mennesker skal leve deres liv.
– Det er meget vanskeligt at sige, hvad sharia er. Der er så mange fortolkninger af, hvad Koranen og profeten egentlig mener, at jo selv teologerne ikke er enige. Derfor ender mange spørgsmål med at blive afgjort på baggrund af, hvem der har mest magt – og det har jo ikke meget med Allahs vilje at gøre, siger Lubna al-Hussein, som derfor gør en pointe ud af at skelne mellem "the sharia" (sharia som sådan) og "their sharia" (deres sharia; underforstået politikernes og de herskende præsters udlægning).
For Lubna al-Hussein er sharia kun brugbar som en overordnet forståelse af, hvilke værdier et samfund skal basere sig på. Den kan aldrig – som religion i det hele taget – være et redskab til at udforme et lands lovgivning og praktiske politik.
– Nogle mennesker tror, at sharia kan bruges som en form for GPS, der kan styre dem gennem deres personlige liv. Det må de gerne tro for min skyld, og de må gerne bruge Koranen sådan i deres eget liv. De skal bare ikke regulere mit liv efter det. Sharia er retfærdighed, kærlighed og lighed. Det er ikke facit for, om kvinder skal bære burka eller må blive dommere, siger hun.
Tilbage står efter Lubna al-Husseins mening, at demokrati er den eneste tilfredsstillende og logiske løsning. Man kan ikke indrette et samfund på grundlag af teologer, der ikke er enige om at udlægge Koranen.
– Folk skal kunne stemme på demokratiske og rationelle ledere. Om de er troende eller ej, må være deres valg. Jeg er mere optaget af, om de kan skaffe landet skoler og hospitaler, siger hun.
Selvom undertrykkelsen i Sudan først og fremmest rammer kvinderne, ser Lubna al-Hussein den ikke som skabt af en modsætning mellem mænd og kvinder. Efter hendes mening er det regeringen og islamisterne, der i samdrægtighed undertrykker hele befolkningen gennem kvinderne. Fordi kvinderne har ansvaret for børnene, er det dem, man går efter.
– Når man kuer kvinderne, kuer man også den næste generation. De børn, der vokser op nu, lærer at frygte myndighederne. Mændene lider også under undertrykkelsen, siger Lubna al-Hussein.
Hun har ikke et færdigt billede af, hvordan hun gerne så Sudan udvikle sig, ej heller et bestemt land som forbillede. Hun drømmer om et demokratisk land, men mener, at Sudan skal have lov til at finde sin egen model.
– Stater er som individer. Vi kan have samme drømme og ambitioner, men vi er forskellige, ikke hinandens kloner. Alle samfund har deres egen historie, og Sudan vil finde sine løsninger. Det grundlæggende er, at vi får frihed. Befri mig for en regering, der fortæller mig, at det er Allah, der har givet den besked på at gøre dette eller hint, siger Lubna al-Hussein.
Den unge viljestærke sudaner bor i dag i Frankrig, fordi hun efter retssagen følte sig utryg ved at opholde sig i Sudan. Hun savner sin familie, vennerne og landet, men fortryder ikke, at hun tog kampen op. I dag arbejder hun blandt andet med at oplyse muslimske kvinder i Europa om deres rettigheder og det indhold, islam efter hendes mening tilbyder de troende.
– Mit budskab er enkelt. Jeg opfordrer kvinderne til at læse Koranen og selv drage deres konklusioner, siger Lubna al-Hussein.