Retssag mod Mursi udsat

Retssag mod Egyptens afsatte præsident bliver genoptaget den 8. januar

Arkivfoto af Egyptens tidligere præsident Mohamed Mursi. -
Arkivfoto af Egyptens tidligere præsident Mohamed Mursi. -. Foto: Denmark.

Den afsatte egyptiske præsident Mohamed Mursi skal først for retten igen til næste år. Ifølge en sikkerhedskilde er retssagen udskudt til den 8. januar, og den bliver samtidig flyttet til Tora-fængslet i hovedstaden, Kairo.

I går udviklede den indledende retshøring mod Mursi sig til en farce, og under en time inde i høringen måtte dommeren afbryde retssagen, da de 14 andre tiltalte, der er anklaget ud over Mursi, begyndte at råbe slagord mod retten. Inden retssagen blev afbrudt, nåede Mohamed Mursi at erklære, at han er den retmæssige politiske leder af Egypten.

LÆS OGSÅ: Den klodsede retssag i Egypten

Jeg er den legitime præsident, og jeg forlanger, at denne farce slutter. Dette var et militærkup. Kuppets ledere skal for retten. Et kup er forræderi og en forbrydelse, sagde Mursi.

Ekspræsidenten nægtede ifølge BBC at iføre sig sin normale hvide dragt, som fanger ellers skal have på. I stedet ankom Mursi til retten i et jakkesæt.

Mohamed Mursi er anklaget for at have tilskyndet til drab på aktivister, som i 2012 demonstrerede imod ham.

Han risikerer dødsstraf eller livsvarigt fængsel, hvis han kendes skyldig i anklagerne.

I går var første gang, at Mursi blev set offentligt, siden han blev afsat af egyptisk militær den 3. juli.