Gennem historien er der fra tid til anden blevet skabt et billede af et reelt videntab ved Romerrigets undergang, hvor den efterfølgende ‘mørke’ middelalder kastede Europa ned i et provinsielt søle af pest og uvidenhed.
Det drejer sig om viden om den romerske kultur, antikkens litteratur og filosofi, men også byggekunst. Det skriver Videnskab.dk.
Men meget gik allerede tabt i løbet af antikken, blandt andet mange tekster.
Det fortæller Peter Fibiger Bang, lektor i historie på Saxo-instituttet ved Københavns Universitet. Han står netop nu i spidsen for et nyt projekt, "Universal Empire", der sætter det romerske imperium ind i en global kontekst ved at sammenligne det med blandt andet dynastierne i Kina.
"Det var en grundlæggende proces, der foregik igennem hele antikken, at skrifter forsvandt. Alle bøger skulle kopieres i hånden, og mange bøger gik allerede dengang tabt," fortæller han.
Det kan skyldes flere ting, blandt andet en simpel mangel på interesse for visse værker, og at bøgerne blev skrevet på forgængeligt materiale, der har forudsat en betydelig grad af vedligeholdelse for at undgå, at de gik tabt.
Læs også hos Videnskab.dk: Græske guder lærte kristne børn at læse
Håndskriftskulturen betød, at der har været relativt få kopier af teksterne i omløb, fortæller Peter Fibiger Bang. Man havde ikke særligt mange bøger derhjemme i det gamle Rom, og kun få store biblioteker, men selv ikke de kunne formodentligt matche et normalt folkebibliotek i dag, siger han.
Dette er blandt andet gået ud over Aristoteles.
"Aristoteles skrev to slags skrifter. Han skrev en masse fine dialoger som Platons, men de ser ud til at være gået tabt allerede dengang," forklarer Peter Fibiger Bang.
"Det, man bruger nu, er hans knapt så gennemarbejdede manuskripter."
I løbet af det 4. og 5. århundrede gik udviklingen fra bogruller over til kodeks, en form for trætavle. En proces, hvor meget gik tabt. Det var nemlig dyrt at lave afskrifterne, da mange var ret store. En af historikerne fra dengang, Livius, skrev 142 bøger om Roms historie, men vi har kun bevaret et fåtal af disse, deriblandt hans beretninger om den 2. Puniske Krig.
Den store mængde af stof gjorde, at man begyndte at lave flere referater af teksterne. En del af de tekster, hvor vi mener, vi har lidt af originalen, er således også egentlig citeret af andre, fortæller Peter Fibiger Bang.
I senantikkens store kristne klostre gjorde de imidlertid deres for at bevare gamle skrifter. Men skrifterne blev også filtreret efter, hvilken viden og litteratur, der kunne bruges til noget:
"Videnkulturen undergik en transformation ved kristendommens indtog," forklarer Peter Fibiger Bang.
"Kristendommen er en bogreligion og baserer sig meget fundamentalt på det skriftlige. Her fulgte der en hel del overvejelser om, hvad man kunne bruge af det gamle."
Læs også hos Videnskab.dk: Jødedom, kristendom og islam udgør én stor fletning
Det kan man se i det materiale, der stadig eksisterer fra de to store moralsk-filosofiske skoler: stoikerne og epikuræerne, hvor de stoiske tekster er langt bedre bevaret, fortæller Peter Fibiger Bang.
Ifølge Peter Fibiger Bang, gik den romerske videnarv ikke nødvendigvis bort, når det gælder områder som byggekunst og teknologi. Behovet for at bygge i samme skala blev simpelthen mindre:
"Romerne udviklede teknikker til at bygge store bygninger i store byer. Man skulle helt op til 1800-tallets London, før man fandt en by i samme størrelse som antikkens Rom. Så stor en by krævede nogle løsninger og de fornødne ressourcer, som man havde med et stort imperium," fortæller Peter Fibiger Bang og fortsætter:
"Nogle af de løsninger gik lidt i glemmebogen efter et stykke tid, når der var områder, hvor der ikke var det samme behov for at bygge i sådan en skala. En by på 1500-3000 indbyggere havde ikke brug for mange store akvædukter."
Også statsmagten blev mindre efter Romerriget, og man gik væk fra infanterihære til rytterhære. Vejbyggerierne efter romersk standard gjorde man derfor mindre ud af, fortæller Peter Fibiger Bang.
Læs også hos Videnskab.dk: På sporet af Koranen
Jesper Carlsen, der er Dr. phil. på historie ved Syddansk Universitet, tilslutter sig sin kollegas forklaring om byudviklingen i Europa.
Han giver et indblik i, hvordan Rom ændrede sig efter imperiets sammenbrud:
"Fra vandforsyningerne og akvædukterne blev afbrudt i 562 under en erobring, faldt befolkningstallet støt i Rom frem til cirka år 1300," fortæller Jesper Carlsen.
Rom var på et tidspunkt nede på cirka 50.000 indbyggere, der boede nede ved Tiberens bredder, og "den evige stad" var kun relevant på grund af pavesædet.
Men allerede i senantikken var den østlige del af Romerriget den stærkeste og rigeste, forklarer Jesper Carlsen. Hvor Romerriget i vest var ved at blive erobret og delt op i en lang række germanske kongedømmer af blandt andet vandaler og goter, var det nemlig stadig en kulturel faktor i øst.
Dette kunne blandt andet ses ved, at de romerske bade og sanitære forhold gik tabt i vesten, mens det såkaldte "hammam", også kendt som et "tyrkisk bad", blev ved med at være i funktion i den østlige del af det gamle Rom, fortæller Jesper Carlsen:
"Man kan sige, at den islamiske verden blev bærere af den romerske kulturarv. Den østromerske kultur fortsatte på mange måder i det byzantiske rige, og blev også ret let optaget af islam (ca. 600 e.v.t)," forklarer han.