Så fik det glemte USA sin præsident

Hundredtusindvis af jævne amerikanere valfartede til Washington fra småbyer i Midtvesten og Syden for at opleve historiens vingesus, da Donald Trump i går blev indsat som USA’s 45. præsident og lovede at sætte Amerika – og amerikanerne – først i al sin politik

 ”De glemte mænd og kvinder vil ikke længere være glemt. Alle lytter til jer nu,” sagde den nye ­amerikanske præsident, Donald Trump, i sin tale til de mange fremmødte i Washington.
”De glemte mænd og kvinder vil ikke længere være glemt. Alle lytter til jer nu,” sagde den nye ­amerikanske præsident, Donald Trump, i sin tale til de mange fremmødte i Washington. . Foto: Natan Dvir/Polaris Images/Polfoto.

Der var knugende stille foran kongresbygningen i den amerikanske forbundshovedstad Washington, da klokken i går slog 12, og Donald Trump med stoisk mine lagde hånden på to bibeler – den ene hans barndomsbibel; den anden den bibel, som Abraham Lincoln brugte i 1861, da USA stod på randen af borgerkrig – og blev taget i ed som nationens 45. præsident.

Alvorsfuldheden markerede begyndelsen på en ny æra, hvor det politiske pendul er svunget til højre, og hvor en klassekamp truer med at splintre den i forvejen delte nation. Det kvantespring, som amerikanerne tog for otte år siden med indsættelsen af Barack Obama – en følsom fortaler for fællesskabets kraft – er nu blevet afløst af et nyt paradigmeskift med indsættelsen af en autoritær milliardær, der lover, at han alene kan redde nationen fra en skæbne som forkrøblet supermagt.

I sin indsættelsestale slog den nye præsident fast, at USA ikke er magteliternes land, men snarere tilhører de almindelige amerikanere.

”I dag overfører vi magt fra Washington DC og giver det tilbage til jer, folket,” sagde Donald Trump, mens han kiggede ud på menneskemængden, der havde samlet sig i en gigantisk halvcirkel omkring trapperne foran kongresbygningen og helt ned til Lincoln-mindesmærket i den anden ende af fælleden the Mall.

”Den 20. januar 2017 vil blive husket som den dag, hvor folket igen blev denne nations herskere. Dette lands glemte mænd og kvinder vil ikke længere være glemt,” fortsatte han.

”Etablissementet beskyttede sig selv, men ikke borgerne i dette land. Deres sejre har ikke været jeres sejre. Deres triumfer har ikke været jeres triumfer. Mens de festede i vores nations hovedstad, gjaldt det samme ikke familier, der havde det svært. Det slutter, lige her, lige nu.”

Indsættelsen i går var netop en sejrsdag for det glemte USA, der ved præsidentvalget i november trådte ud af halvskyggerne for at trodse eliterne og stemme den politisk uprøvede rigmand ind i Det Hvide Hus.

I metroens tætpakkede kupeer og i de brede gader omkring den imposante hvidskinnende kongresbygning samledes fra morgenstunden hundreder af tusinder af jævne amerikanere, der var valfartet fra småbyer i Midtvesten og Syden for at opleve historiens vingesus, og gadesælgere havde travlt med at falbyde knaldrøde kasketter og T-shirts prydet med Donald Trumps ikoniske valgslogan, ”Make America Great Again” (Gør USA mægtigt igen).

Blandt de mange tilrejsende Trump-tilhængere var mor og datter-parret Diana Clark og Deanna Lane fra arbejderklassebyen Rocky Point i svingstaten North Carolina, som Republikanerne ved valget generobrede fra Demokraterne.

”Nu beder jeg bare til Gud om, at han ikke skuffer os,” siger Deanna Lane.

De konventionelle politikere i Washington har svigtet arbejderklassen, siger Trump-tilhængerne Deanna Lane og Diana Clark, mor og datter fra North Carolina.
De konventionelle politikere i Washington har svigtet arbejderklassen, siger Trump-tilhængerne Deanna Lane og Diana Clark, mor og datter fra North Carolina. Foto: Sidsel Nyholm

Ligesom millioner af andre Trump-vælgere tilhører hun USA’s klemte hvide arbejderklasse, og hendes bevæggrund for at have stemt på den ukonventionelle republikaner er dybt personlige. I løbet af en enkelt dag for godt 10 år siden ramlede hendes families liv sammen, da hun og hendes mand begge mistede deres job. Den tekstilfabrik, hvor de arbejdede, flyttede produktionen til Mexico, hvor arbejdskraften takket være frihandelsaftalen Nafta var billigere.

”Pludselig skulle vi kæmpe for at få enderne til at mødes. Samtidig havde vi netop fået forældremyndigheden over min mands to børn, så der var ekstra munde at mætte. Det var fortvivlende. Vi var nødt til at sælge ejendele for at undgå at blive smidt på gaden. Vi oplevede på egen krop, hvordan politikerne i Washington svigter arbejderklassen. Donald Trump er den første politiker i årtier, som viser, at han kerer sig om folk som os. Det er på høje tid, at en ny type leder får chancen,” siger Deanna Lane, hvis stemme ryster let ved mindet om livskrisen.

Hendes mand fandt med tiden et nyt, dårligere betalt job, men familien er igen blevet hårdt ramt af de beslutninger, som politikerne i Washington træffer, fortæller hun. På grund af Barack Obamas sundhedsreform, Obamacare, er deres udgifter til sundhedsforsikring flerdoblet.

”En enkelt sygdom kan vælte hele vores tilværelse. Donald Trumps løfte om at omstøde Obamacare er en vigtig årsag til, at vi støtter ham. Jeg stoler på ham. Og det er første gang siden Ronald Reagan, at jeg kan sige, at jeg stoler på en politiker,” siger Deanna Lane.

Kristne amerikanere er trætte af at være ringeagtede, siger Boris og Lynn, der er rejst til Washington fra sydstaten Georgia for at hylde den nye præsident
Kristne amerikanere er trætte af at være ringeagtede, siger Boris og Lynn, der er rejst til Washington fra sydstaten Georgia for at hylde den nye præsident Foto: Sidsel Nyholm

Lige så begejstrede er Boris og Lynn, der står i kø foran en gadesælger for at købe vimpler med Donald Trumps kontrafej. Parret, der ikke vil have deres efternavn i avisen, er kørt på motorcykel til Washington fra Georgia i USA’s bibelbælte for at hylde den nye præsident.

”Vi får nu en præsident, der ikke ser ned på os, men som elsker og respekterer det amerikanske folk. Jeg er for første gang i lang tid optimistisk omkring den kurs, nationen er på. Kristne er trætte af at være ringeagtede, og der har i dette valg har været en genopblussen af kristendommen og af de ’Gud, mor og æbletærte’-værdier, som vi amerikanere lever efter,” siger Boris.

Men ikke alle er kommet til Washington for at hylde den nye præsident. Modstanden mod ham kom til udtryk i demonstrationer og protestmarcher i går, hvor tildækkede sortklædte aktivister blandt andet smadrede butiksvin-duer og bilruder.

Blandt de mere fredelige demonstranter var Betty Owen, der til dagligt passer sin gård i sydstaten Arkansas. Hun er i midten af 60’erne og føler sig for første gang i sit liv kaldet til at blive politisk aktiv.

”Jeg føler, at vi kvinder har mistet vores stemme, hvad angår vores reproduktive rettigheder, vores rettigheder på arbejdspladsen og vores ret til at bestemme over vores egne kroppe. Donald Trump repræsenterer dette tab. At opleve ham blive indsat som præsident er et meget bittert historisk øjeblik,” siger hun.

Ikke alle er kommet til Washington for at hylde den nye præsident. Blandt de mere fredelige demonstranter var Betty Owen, der til dagligt passer sin gård i sydstaten Arkansas.
Ikke alle er kommet til Washington for at hylde den nye præsident. Blandt de mere fredelige demonstranter var Betty Owen, der til dagligt passer sin gård i sydstaten Arkansas. Foto: Sidsel Nyholm

Og Betty Owen nærer intet håb om, at Donald Trump kan gyde olie på de oprørte vande efter det tumultariske og forbitrede præsidentvalg. Trump har siden valget i november lagt sig ud med en lang række politiske og kulturelle figurer, og han er så kontroversiel, at flere end 60 demokratiske kongresmedlemmer valgte helt uhørt at blive væk fra indsættelsesceremonien i går i protest.

”Jeg tror ikke på, at han vil glatte ud og samle os som folk. Jeg tror, at han vil forværre spliden,” siger Betty Owen.

Også kvinderne fra North Carolina erkender, at Donald Trump i perioden siden valgdagen ikke har formået at hele bruddene i den amerikanske befolkning. Men det er ikke kun den nye præsidents skyld, siger Diana Clark:

”Jeg tror, at nogle mennesker synes dårligt om ham af princip og vil nægte at give ham den chance, som enhver ny præsident fortjener. Det er ærgerligt, for vi trænger til at lægge de negative følelser fra valgkampen bag os.”

Den nye præsident rakte da også ud til alle amerikanere i sin indsættelsestale, der i høj grad handlede om at gøre Amerika storartet igen:

”Når Amerika er forenet, er Amerika ikke til at stoppe.”