Det hele begyndte med en temmelig harmløs sang, men nu er sagen ved at udvikle sig til et tysk opgør med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, om ytringsfrihedens grænser.
I sidste måned blev der i satireprogrammet Extra 3 på public service-stationen ARD bragt en satirisk sang om Erdogan, der blandt andet gjorde grin med præsidentens byggetrang og hans hårdhændede måde at stække journalister, demonstranter og kurdere på.
Den tyrkiske regering reagerede ved at indkalde den tyske ambassadør i Ankara til en samtale, hvilket igen fik satirikeren Jan Böhmermann til at skrive et smædedigt, som han læste højt i sit satireshow Neo Magazin Royale på public service-stationen ZDFneo den 31. marts.
I digtet svines Erdogan til som pædofil, homoseksuel og kvindemishandler. Ifølge Jan Böhmermann skal digtet vise Erdogan, hvilken satire der i Tyskland hører ind under pressefriheden, og hvilken satire der er ulovlig. Satirikeren betegner selv digtet som fornærmende og ulovligt.
Recep Tayyip Erdogan har nu meldt Jan Böhmermann til politiet i byen Mainz, hvor ZDF har sit hovedsæde.
I den tyske offentlighed hersker der bred enighed om, at digtet i sig selv er primitivt og sårende. PåFacebook har mange skrevet forargede indlæg, og nogle rejser spørgsmålet:
”Hvad ville vi sige, hvis nogen udtalte sig så nedsættende om jøderne?”.
Fatih Zingal, der er advokat og næstformand for De Europæisk-Tyrkiske Demokraters Union, mener, at der er grænser for, hvor langt satire må gå.
”Jan Böhmermanns digt har intet med satire at gøre, men er smædekritik,” siger han i et talkshow på ARD.
Mange prominente tyskere støtter derimod Jan Böhmermann, netop fordi hans digt er en protest imod, at ambassadør Martin Erdmann måtte stå skoleret for den tyrkiske regering i Ankara.
En af dem er den 80-årige skuespiller og komiker Dieter Hallervorden, der til public service-radiostationenrbb siger, at han støtter sin politianmeldte kollega og satiremagasinet Extra 3.
Dieter Hallervorden har nu offentliggjort en sang om Erdogan på Facebook, hvori han betegner den tyrkiske præsident som en terrorist, ”der skider på den frie ånd”.
”Erdogan, meld også mig til politiet,” synger han.
Til rbb siger Dieter Hallervorden:
”Jeg mener ikke, at et udenlandsk statsoverhoved har ret til at bestemme, hvor langt grænserne for ytringsfrihed og især satire skal gå i Tyskland. Det er noget, vi selv bør bestemme.”
Jan Böhmermann får også politisk støtte. Den sydtyske universitetsby Tübingens overborgmester, Boris Palmer fra De Grønne, opfordrer i en ironisk tekst på Facebook Tyrkiets præsident til at kastrere Böhmermann, så satirikeren i fremtiden ikke kan gøre grin med for eksempel størrelsen af statsmænds penisser.
Satirestriden har vakt opsigt ikke alene i Tyskland og Tyrkiet, men også i udlandet. I en kommentar i den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung skriver kulturjournalist Sieglinde Geisel:
”Intet formår at undergrave magt så effektivt som en vellykket satire. En magthaver, som man laver grin med, mister sin autoritet – medmindre hans magt er bygget på folkets støtte. Dette er den dybereliggende grund til, at demokrater principielt kan håndtere satire på en anden måde end autokrater. Erdogan er med sit patriarkalske opråb om, at ’det finder jeg mig ikke i’, netop gået i den fælde, som den listige Jan Böhmermann har sat for ham.”
På det tyske netmedieSpiegel Online skriver redaktør Dietmar Hipp:
”Jan Böhmermann bør tage en mulig straffesag med ro, ja, endda glæde sig til den. Og den tyske forbundsregering burde takke ham, fordi han med sin satire har vist, at først med så slemme udsagn har man hos os nået ytringsfrihedens grænser. Der findes situationer, hvor man er nødt til at fornærme den tyrkiske præsident for at vise, hvor grænserne for satire går i et demokrati. I den slags til- fælde kan selv smædekritik – som i og for sig klart overskrider grænserne for, hvad satire må – pludselig retfærdiggøres som satire, netop fordi selve grænseoverskridningen er budskabet i satiren.”