En feministisk aktivist fra den ukrainske gruppe Femen forsøgte i sidste uge at angribe lederen af den russisk-ortodokse kirke, Patriark Kirill, i Kijevs lufthavn i Ukraine.
Patriark Kirill var netop landet i lufthavnen, da en topløs kvinde kom farende imod ham, mens hun råbte "forsvind". På ryggen af aktivisten stod der "Kill Kirill" (dræb Kirill, red.) malet med sorte bogstaver.
LÆS OGSÅ: Det hellige Rusland i dag
Patriarkens folk nåede at standse kvinden ganske få meter foran Kirill. Demonstrationen mod kirkelederen har kostet kvinden 15 dages fængsel.
Femen beskylder i en udtalelse på deres blog Kirill for at skade Ukraines interesser ved at forsøge at trække landet ind i en union med Rusland. Samtidig beskylder gruppen kirken for at støtte ulovlige anholdelser af anti-Putin aktivister - med en reference til den verserende retssag mod punk-gruppen Pussy Riot, der blev anholdt for en demonstration i Frelseren Kristus-kirken i Moskva i februar. Det skriver The Moscow Times.
Kirill var på et tredages besøg i Ukraine for at fejre en fælles russiske og ukrainske helligdag. Den russisk-ortodokse kirke kalder episoden i lufthavnen for skamfuld.
LÆS OGSÅ: Putins parti vil skærpe straffen for at fornærme kirken
"Det er meget beklageligt at folk forsøger at kaste skygger over Kirills besøg i Ukraine med sådanne løjer," siger patriarkens pressechef Alexander Volkov til det russiske nyhedsbureau Interfax. Han tilføjer, at en sådan episode signalere "en dyb spirituel krise i visse dele af samfundet."
Den feministiske gruppe har gjort de topløse demonstrationer til deres varemærke. Gruppen har blandt andet demonstreret uden tøj på Peterspladsen i Vatikanet. Under EM i fodbold tidligere på sommeren blev de kendte for deres "strip it"-protester, hvor en kvinde i bar overkrop forsøgte at stjæle EM-pokalen.
LÆS OGSÅ: Topløs forsøger at få fat i EM-pokal