Selvafbrændinger tager til

På mindre end to år har 68 tibetanere sat ild til sig selv i protest mod det kinesiske styre, heraf seks blot inden for de seneste to dage

En eksiltibetaner i den indiske by Dharamsala tænder lys for tibetanere, der satte ild til sig selv i protest mod det kinesiske styre.
En eksiltibetaner i den indiske by Dharamsala tænder lys for tibetanere, der satte ild til sig selv i protest mod det kinesiske styre. Foto: Lobsang WangyalAFP.

Åbningen af det kinesiske kommunistpartis kongres i går i Beijing skete, samtidig med at endnu en tibetaner satte ild til sig selv. Det var den sjette selvafbrænding i de tibetanske områder inden for to dage, og det seneste vidnesbyrd om, hvor udbredt selvafbrændinger er blevet som protestform mod Kinas undertrykkelse af tibetansk kultur og religion. På under to år har 68 tibetanere sat ild på sig selv 56 af dem med døden til følge vurderer støtteorganisationen International campaign for Tibet.

LÆS OGSÅ: Kinas kommunistparti indleder magtskifte på dyster baggrund

Selvom der er tale om et historisk højt antal selvafbrændinger er der ingen tegn på, at de har effekt på det kinesiske styre, mener Martijn Van Beek, lektor ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i tibetanske buddhistiske traditioner.

Lige nu er det svært at se, hvor åbningen skulle komme fra hos de kinesiske ledere. De har rigeligt at gøre med de mange spændinger, den hurtige økonomiske udvikling har bragt med sig. Den store ulighed i det kinesiske samfund og korruptionen. I forhold til de trusler er det tibetanske problem en detalje. Tibetanerne kan være pinlige og irriterende for det kinesiske styre, men de udgør ingen trussel. De er for få og for langt væk. Derfor er selvafbrændingerne intet akut problem, siger Martijn Van Beek, der dog har svært ved at forestille sig, at de mange selvafbrændinger ikke får en konsekvens.

Det kan jo ikke bare fortsætte og fortsætte. Når så mange mennesker er villige til at ofre deres liv i protest, har styret et problem, uanset hvad deres økonomiske statistikker siger om den positive udvikling i de tibetanske områder, siger han.

Robert Barnett, der leder Tibetanske Studier ved Columbia Universitet i New York, peger på, at det tibetanske oprør måske er ved at gå ind i en ny fase.

Der er tale om en meget alvorlig udvikling, som tyder på, at tibetanerne tror, at et stigende antal selvafbrændinger kan gøre en væsentlig forskel for deres politiske situation, og det kan få endnu flere til at sætte ild til sig selv, sagde han for en uge siden i et interview med Radio Free Asia, der er finansieret af den amerikanske kongres.

En meget farlig udvikling, mener Costica Bradatan, forsker ved Notre Dame Instituttet i USA.

At selvafbrænding, som på alle måder er en ekstrem og ekstraordinær handling, nu begynder at blive en rutinemæssig form for politisk aktion, er en meget farlig udvikling, skriver han i artiklen The political psychology in self-immolation (Den politiske psykologi i selvafbrænding) i det britiske magasin New Statesman.

En medvirkende faktor til det høje antal selvafbrændinger blandt tibetanerne kan være, at de er i stærk overensstemmelse med den buddhistiske tradition. Buddhismen er erklæret ikke-voldelig, og selvmord er foragteligt, hvis det bliver gjort af personlige årsager, men hvis man ofrer sit liv for en højere sag, bliver det betragtet som ædelt. Ikke mindst, hvis der er tale om en religiøs persons selvafbrænding.

De mange tibetanere, der de seneste år har sat deres eget liv på spil i kampen for større frihed fra Kina, har dog som nævnt endnu ikke formået at skabe politiske forandringer. Det skyldes ikke blot, at tibetanerne er oppe mod stormagten Kina. Det afspejler også, at selvafbrændinger kun i ganske få tilfælde har evnet at trække omfattende ændringer med sig. Kendte eksempler er den tjekkiske filosofistuderende Jan Palach, der gjorde oprør mod Sovjetunionens undertrykkelse, og den tunesiske grøntsagshandler Muhammed Bouazizi, der satte ild til sig selv i frustration over forholdene i Mellemøsten.

Ifølge sociolog Michael Briggs fra Oxford Universitet i Storbritannien er det kun en håndfuld af de mellem 800 og 3000 selvafbrændinger, der har fundet sted siden 1963, der har haft epokegørende konsekvenser.