Serberne accepterer udlevering af Mladic af nød snarere end lyst

Selvom det kun er en lille del af serberne, der ønsker Ratko Mladic retsforfulgt for folkedrab i Haag, har flertallet længe set ham som en hindring for landets vej mod EU. Nu vil Serbien have kontant afregning fra EU for udleveringen af den sidste store fisk fra 1990'ernes krige på Balkan

I går eftermiddag lettede et regeringsfly fra lufthavnen i den serbiske hovedstad, Beograd, med den krigsforbrydersigtede Ratko Mladic ombord. Fremover bliver Scheveningen-fængslet i Haag hjemsted for den tidligere bosnisk-serbiske hærchef, der er sigtet for krigsforbrydelser i forbindelse med krigen i Bosnien.
I går eftermiddag lettede et regeringsfly fra lufthavnen i den serbiske hovedstad, Beograd, med den krigsforbrydersigtede Ratko Mladic ombord. Fremover bliver Scheveningen-fængslet i Haag hjemsted for den tidligere bosnisk-serbiske hærchef, der er sigtet for krigsforbrydelser i forbindelse med krigen i Bosnien. . Foto: .

Kort efter at den krigsforbrydersigtede Ratko Mladic blev anholdt, meddelte det serbiske politi, at ingen ville indkassere den næsten 75 millioner kroner store dusør på Mladic. Arrestationen havde været en indsats for Serbien.

Den serbiske præsident, Boris Tadic, gjorde dog samme dag klart i de serbiske medier, at han derimod forventer kontant afregning fra EU som følge af anholdelsen: kandidatstatus og en dato for, hvornår optagelsesforhandlingerne kan begynde.

LÆS OGSÅ:Mladic tog afsked med sin familie inden Haag

Til trods for, at det kun er den mest liberale elite, der ønsker at stille den tidligere bosnisk-serbiske general til ansvar for folkedrabet i Srebrenica under krigen i Bos-nien, har serberne langt ind i Mladics egne rækker i årevis vidst, at skulle Serbien have en bedre fremtid, måtte Mladic sidde på anklagebænken ved det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, ICTY, i Haag.

Og selvom Mladic altid har været langt mere populær blandt serbere end den tidligere bosnisk-serbiske politiske leder Radovan Karadzic, har de protester, der er fulgt i kølvandet på Mladics arrestation, hverken haft den intensitet eller størrelse som i 2008, da Karadzic blev arresteret i en forstad til Beograd og udleveret til ICTY.

Hos den almindelige serber er en følelse af uretfærdighed og indignation blevet afløst af pragmatisme og resignation.

"Jo længere tid der går, efter krigene sluttede, jo mindre optager det serberne. De begrænsede protester, der har været, er ikke nødvendigvis, fordi den brede befolkning støtter samarbejdet med tribunalet i Haag, men fordi det, som berører folk og kan få dem ud i gaderne, er økonomiske spørgsmål. Fattigdom og arbejdsløshed," siger Florian Bieber, professor i sydøsteuropæiske studier ved Graz Universitet i Østrig.

Og for omkring to tredjedele af serberne er EU-medlemskab vejen ud af den dybe økonomiske krise, som landet befinder sig i, påpeger den serbiske politiske iagttager Bratislav Grubacic.

"Selv blandt de mange, der i deres hjerte stadig føler, at Mladic er en helt, har man længe vidst, at det i sidste ende ville blive nødvendigt at sende ham til Haag, fordi han bremsede Serbiens EU-drømme og var blevet en byrde for landet," siger Bratislav Grubacic.

Han understreger samtidig, at der i den serbiske offentlighed nu er en udtalt forventning om en belønning fra EU's side for Mladic.

EU's ministre slog da også kort efter arrestationen fast, at serberne har taget et historisk vigtigt skridt mod EU, der i årevis har været lukket land, fordi Serbien ikke samarbejdede fuldt med ICTY. Men EU har endnu ikke givet noget konkret bud på, hvad dette betyder. Og når Tadic forsøger at handle med EU om, hvad landet kan få for Mladic, kan det give bagslag, fremhæver professor Florian Bieber.

"Arrestationen af Mladic har fjernet en af de vigtigste forhindringer for Serbiens EU-optagelse, og Serbien bør få kandidatstatus senere på året. Men Tadic risikerer at overspille sine kort, fordi der er en risiko for, at EU ikke vil honorere hans krav for noget, som man mener, burde være sket for lang, lang tid siden. Og det kan skabe en dyb skuffelse blandt serberne," siger han.

Samtidig sår Tadics udmeldinger tvivl om, hvorvidt Serbien arresterede Mladic, fordi det er et krav fra EU, eller fordi landet mener, at det er vigtigt at stille Mladic til ansvar for de forbrydelser, han begik under krigen, mener Florian Bieber. Det kan spænde ben for forsoningen i regionen.

"Selvfølgelig er der en del af den serbiske befolkning, der er klar over, at der blev begået krigsforbrydelser under krigene, og som mener, at Mladic skal retsforfølges. Men der er stadig en betydelig del af serberne, som benægter, at serberne begik krigsforbrydelser. Og undersøgelser viser, at dette tal ikke har ændret sig gennem årene. Det gør det muligt fortsat at benægte, hvad der skete, og gør det svært at tage et reelt opgør med fortiden," siger han.

stubbe@k.dk