”Et knivstik i ryggen, uddelt af terroristernes medhjælpere”. Sådan modtog den russiske præsident Vladimir Putin meddelelsen om Tyrkiets nedskydning af et russisk kampfly i november 2015. Russiske eder føg mod den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og hans familie. Krisen fik hurtigt en karakter, der udløste frygt for, at det kunne komme til egentlige krigshandlinger mellem Rusland og Tyrkiet. I går mødtes de to så i Skt. Petersborg til forsoning og en ny begyndelse.
Scenen var sat, som Ruslands moderne tsar ønsker det. En henvendelse fra Erdogan i juni blev i Rusland udlagt som en undskyldning. Og det, at Erdogan besøger Putin – altså må komme til tsaren for at bede om bod og bedring – er den scenografi, Putin foretrækker. Men bag teatret ligger flere problemstillinger. Den væsentligste er den mest fundamentale interesse i staters behovspyramide – sikkerhed. Rusland og Tyrkiet skal håndtere ikke at blive direkte trusler mod hinandens sikkerhed. For det kan ende i krig – det ved man godt på de kanter.
Rusland og Tyrkiet er gamle stormagter med historisk bevidsthed om deres rivalisering. Og de ved, at krig altid er et muligt udfald. Modsat herhjemme. Når vi ser på vore traditionelle fjender (Sverige, Tyskland og England), aner vi fred og ingen fare. Sådan er det ikke for de to store magter ved Sortehavet. Krig kan aldrig udelukkes.
Lige siden den russiske prins Potjomkin-Tavritjeskij erobrede Krim til Katarina den Store i 1783 har de to stormagter stået over for hinanden ved Sortehavet. Og i vore dage er der nok af sikkerhedsproblemstillinger at tage fat på. Syrien er en af de mest indlysende. Her står de to med helt modsatrettede interesser. Tyrkiet vil af med den syriske præsident Bashar al-Assad. Rusland er derimod hans livline – og sikrer den blandt andet ved at bombe det tyrkiske mindretal i det nordlige Syrien. Samt støtte kurderne, som udgør Tyrkiets store bekymring.
Også i relation til det kristne Armenien står man over for hinanden. Rusland er sikkerhedsmæssigt for Armenien, hvad USA har været for Danmark siden Nato’s oprettelse – garantien for, at fjendtlige stater i området ikke truer landets sikkerhed. På den liste står både Tyrkiet og Aserbadsjan. Og så er der den tredje stormagt i området, Iran, der – efter at sanktionerne mod landet er ved at blive ophævet af både Rusland og Tyrkiet – ventes at vende tilbage til ”normal” stormagtsadfærd.
Dertil kommer den økonomiske agenda. Efter nedskydningen svarede Rusland igen over for Tyrkiet med det redskab, der er vokset i popularitet siden Ukraine-krisen – sanktioner. I øvrigt en tankevækkende udvikling, når man tænker på, at sanktioner meget sjældent har politisk effekt. Import af varer og tjenesteydelser fra Tyrkiet blev ramt. Russiske investeringer i Tyrkiet blev bremset. Russiske turister fik forbud mod at rejse til Tyrkiet.
Tilbage står dog også, at Erdogan siden begivenhederne i november 2015 i stigende grad blevet mødt af kritik fra sine vestlige allierede for hans indgreb mod det tyrkiske demokrati. En marginalisering af en Nato-partner er altid interessant set fra et russisk perspektiv. Enhver sprække i alliancens sammenhold er per definition noget, der skal udnyttes. Og Tyrkiets geopolitiske placering sammenholdt med, at Tyrkiets interesser i Mellemøsten bestemt ikke altid flugter med USA’s, gør Tyrkiet endnu mere interessant.
Så det er meget stærke interesser, der driver behovet for, at de to landes ledere taler sammen. Når det er sagt har de også et personligt værdi- og interessefællesskab. Ultimativt måske et skæbnefællesskab. Begge har – personligt – bygget hvert sit regime, hvor de de facto er eneherskere. Deres værktøjskasser er identiske på rigtig mange områder. Og begges største personlige frygt er det, der skete for Erdogan forleden. Et kup. Så blev der tid til en kop tyrkisk kaffe i går efter den formelle samtale, har der nok været talt om de mange byrder og bekymringer, en moderne autoritær leder har …