Skam kan løse globale problemer

Det er fristende at tænke på udskamning som et levn fra mere primitive tider. Men også i vores tid kan skam bruges som et middel til at få store virksomheder eller nationalstater til at ændre opførsel

Skam har en enorm magt, fordi den kan bruges af de svage mod de stærke til at angribe et meget vigtigt aktiv: omdømme, siger forskeren Jennifer Jacquet
Skam har en enorm magt, fordi den kan bruges af de svage mod de stærke til at angribe et meget vigtigt aktiv: omdømme, siger forskeren Jennifer Jacquet.

Offentlig udskamning har en mørk og brutal historie i Vesten.

Piskninger og brændemærkninger af prostituerede, tyveknægte, formodede hekse og andre afvigere hører til i en æra, som vores moderne civilisationer nu betragter sig som værende hævet over.

Men udskamning kan trods sin dystre historie og sit dår-lige omdømme være en positiv kraft med potentiale til at løse nogle af tidens store globale udfordringer.

Det siger den amerikanske forsker Jennifer Jacquet, der er lektor i miljøstudier på New York University på Manhattan og forfatter til en ny bog ”Is Shame Necessary?” (Er skam nødvendig?).

”Det er fristende at tænke på udskamning som et levn fra mere primitive tider. Men skam har en enorm magt, fordi den kan bruges af de svage mod de stærke til at angribe et meget vigtigt aktiv: omdømme. Skam kan bruges mod nationalstater og mod store virksomheder og institutioner til at tvinge dem til at ændre former for opførsel, som det øvrige samfund ikke finder acceptabel,” siger hun.

Ifølge Jennifer Jacquet har Vesten igennem de seneste årtier fokuseret på individuel skyldfølelse frem for på offentlig udskamning i sine bestræbelser på at tackle verdens store miljømæssige og sociale udfordringer.

”Til forskel fra skam, som har til formål at holde individet til gruppens normer, så er skyldens rolle at holde individer til deres egen standard. Skyld bruges til at få folk til at ændre opførsel: til at sortere affald, til at købe økologisk, til at træffe 'grønne valg'. Skyld er en privat følelse, mens skam er en mere offentlig følelse, som oftest mærkes i andre menneskers selskab. For kulturer som de vestlige, der hylder individet, er skyld at foretrække over skam, fordi skam betyder, at man bekymrer sig om, hvad gruppen tænker,” forklarer Jennifer Jacquet.

Men det betyder også, at ansvaret og byrden lægges over på individet.

”Problemet er, at de færreste miljøproblemer kan løses med små individuelle valg. Hvis der ikke er giftstoffer i min mad, men der er det i alle andres, så forurenes vores fælles vandforsyning stadig. Hvis jeg dropper flyrejser, men fabrikkerne stadig spyr drivhusgasser ud i vores fælles atmosfære, så vil CO2-udledningerne fortsat vokse. Vi har fået solgt idéen om, at individet kan fikse verdens problemer ved hjælp af sine forbrugsvalg, men det er ikke sandt. 'Grøn skyld' bruges af industrien som et markedsføringsredskab til at distrahere os. Det, som for alvor gør en forskel, er, hvis virksomheder og institutioner ændrer adfærd, og her kan udskamning være et effektivt redskab,” siger Jennifer Jacquet.

Idéen om at bruge udskamning er inspireret af USA's tradition for civil aktivisme, siger den amerikanske forsker, der blandt andet citerer borgerrettighedslederen Martin Luther Kings rationale for ikke-voldelig modstand:

”Borgerlig ulydighed og boykot er ikke mål i sig selv; de er blot midler til at vække en følelse af moralsk skam i modstanderen.”

Hun påpeger, at aktivister og politikere nogle steder i verden med succes har brugt udskamning til at standse blandt andet hvalfangst, brugen af landminer, rekruttering af børnesoldater og skovrydninger.

Udskamningskampagner forklarer også, hvorfor den daværende amerikanske præsident Bill Clinton i 1990'erne intervenerede i det uroplagede Haiti, men ikke i Rwanda eller Darfur, og hvorfor de store banker Wells Fargo og JPMorgan Chase kappede deres finansielle bånd med kulminefirmaer, der brugte sprængstoffer til at rive toppe af bjerge i USA's Appalacher-bjergkæde og i samme ombæring forurenede grundvandet og ødelagde lokale økosystemer.

Skam har presset USA til at bandlyse henrettelser af mindreårige, efter at aktivister påpegede, at denne praksis satte USA i selskab med lande som Iran, Yemen og Saudi-Arabien.

Skam er også, vurderer Jennifer Jacquet, årsagen til, at Microsoft-multimilliardæren Bill Gates stiftede verdens største velgørende fond, The Bill & Melinda Gates Foundation, og sammen med en anden amerikansk rigmand, Warren Buffet, tilskyndede en række andre milliardærer til at love at forære store andele af deres formuer til filantropi.

Skam er imidlertid også et farligt redskab, der kan underminere den menneskelige værdighed, erkender Jennifer Jacquet.

”Det er et grumset område med mange faldgruber. Vi må stadig kere os om individers rettigheder. Offentlig udskamning er mest passende at bruge mod forseelser som miljøforurening, der har en tydelig påvirkning på det bredere samfund. Det bør forbeholdes dårlig opførsel, der påvirker de fleste af os eller os alle sammen,” siger hun.

Samtidig er de moralske kodekser også ”meget foranderlige”, tilføjer Jacquet.

”Negativ information er mere kompliceret end positiv information, og det kan være vanskeligt at vide, hvornår vi er berettigede til at udskamme. Det, som kan synes moralsk rigtigt i dag, er det måske ikke om 50 år. Moraliteten bliver løbende justeret. Nogle ting såsom krænkelser af menneskerettighederne er nemme at fordømme over en bred kam, mens andre ting er mindre entydige,” lyder hendes vurdering.

En god tommelfingerregel er ifølge Jennifer Jacquet at rette opmærksomheden mod grupper snarere end mod enkeltpersoner.

”Det er i udskamningskampagner nødvendigt at have et plausibelt ansvarsforhold og en tydelig misdæder, der kan forventes at være ømskindet over for sit omdømme. De store banker har eksempelvis meget synlige forbrugervaremærker. Enkeltpersoner, der er politisk magtfulde, eller som påvirker samfundet i udstrakt grad, bør dog ikke fritages. Men vi må altid spørge os selv, om den ofte ret strenge straf, som udskamning udgør, er proportionel med ugerningen,” siger hun.

Som et godt eksempel på en effektiv, proportionel udskamning af enkeltpersoner nævner Jennifer Jacquet en hjemmeside drevet af Californien, der udstiller de 500 største skatteunddragere i delstaten.

Skattesnyderne får seks måneder til at betale og undgå at blive udstillet offentligt, og det har siden 2007 hjulpet Californien med at inddrive knap 400 millioner dollars (cirka 2,7 milliarder kroner) i ubetalte skatter.

”At vække skyld eller at appellere til skatteunddragernes ære var ikke det, som virkede. Truslen om udskamning var det, som virkede,” konstaterer hun.

Der er lige nu ved at ske en bevægelse, hvor der er mindre fokus på individers ansvar og mere fokus på store aktørers forpligtelser i kampen for at løse tidens store globale problemer, siger Jennifer Jacquet.

”Transnationale ngo'er er ved at blive mere kyndige. Samtidig er der i USA et politisk skifte samt en voksende frustration og en følelse af uopsættelighed, hvad angår især de menneskeskabte klimaforandringer. Det er blevet tydeligt, at ændret forbruger-adfærd kun vil være en dråbe i havet, og at der skal større strukturelle ændringer til for at skabe forandring. Den psykologiske side af globaliseringen er ved at hale ind på den markedsøkonomiske side,” siger hun.

Skam skal dog også her bruges varsomt, understreger hun.

”Truslen om udskamning kan være mere magtfuld end selve oplevelsen af at blive udskammet. Udskamning fungerer bedst, når det bruges sparsomt, og hvis det misbruges, kan vi alle ende som ofre. Men når vi alle er i samme båd - som vi eksempelvis er det med ødelæggelsen af ozonlaget, truslen om atomkrig eller spredningen af smitsomme sygdomme - så kan offentlig udskamning igen blive antagelig som et redskab til social tvang,” siger Jennifer Jacquet.