Slagteren fra Deraa

I det syriske oprør er præsidentens yngste bror, Maher al-Assad, blev symbolet på styrets vold og brutalitet

Maher al-Assad.
Maher al-Assad. Foto: Ammar Abd RabboAFP.

Selvom det er præsident Bashar al-Assad, der er mål for de syriske demonstranters oprør, er det præsidentens 43-årige lillebror, der mere end nogen anden står som indbegrebet af det syriske styres voldsomme forsøg på at knuse det mere end tre måneder lange oprør.

LÆS OGSÅ: FN: Syrien er brutal og anvender tortur

Med ansvar for den 4. brigades eliteenhed har Maher al-Assad og hans styrker deltaget i de mest brutale kampe i løbet af de seneste måneder. Det er Mahers styrker, der i øjeblikket tvinger tusindvis af syrere på flugt til Tyrkiet, og det var Mahers styrker, der knuste oprøret i byen Deraa.

Mens storebror og tidligere øjenlæge Bashar har et omdømme som en svag og tøvende mand, er der næsten ingen grænser for de ord og næsten ubegribelige episoder, der sættes i forbindelse med Maher, der allerede fået tilnavnet Slagteren fra Deraa. På en videooptagelse fra maj ses en mand i læderjakke, der beskyttes af særlige vagter, og som af mange menes at være Maher, skyde direkte mod ubevæbnede demonstranter. I en anden videooptagelse kan han ses skyde truede dyrearter. Og endelig er der blevet offentliggjort billeder, hvor Maher al-Assad ses stående ved siden af en række døde demonstranter. Men det, som beskrives som Mahers ustabile og aggressive væsen, rækker også ind i familiens egne rækker. Under et skænderi med svogeren, Asef Shawkat, trak Maher ifølge Syrien-kenderen Patrick Seale sin pistol og sårede sin svoger.

Årsagen til, at Maher al-Assad tilsyneladende har så forholdsvis frie tøjler i sin nedslagtning af civile syrere, er ifølge Patrick Seale, at Bashar al-Assad ikke har særlige militære kundskaber og derfor har uddelegeret omfattende beføjelser til sin lillebror.

Ifølge menneskerettighedsaktivisten Radwan Ziadeh fra Washington betyder det dog ikke, at ansvaret for den voldsomme behandling af demonstranterne findes hos Maher alene.

Bashar, Maher og Asef Shawkat koordinerer udviklingen skridt for skridt, siger Radwan Ziadeh ifølge Financial times.

Rettelse: Kildekreditering tilføjet den 20. december 2016. 

allan@k.dk