Smerten sidder tilbage 10 år efter tsunamien

I juledagene for 10 år siden dræbte en tsunami omkring 230.000 mennesker i 15 lande ved Det Indiske Ocean og udløste historiens største nødhjælpsaktion

Byen Banda Aceh på nordspidsen af den indonesiske ø Sumatra blev hårdest ramt af tsunamien i december 2004. Båden, der på billedet fra 2004 står på toppen af et hus, har myndighederne ladet stå som et monument over den ødelæggende flodbølge.
Byen Banda Aceh på nordspidsen af den indonesiske ø Sumatra blev hårdest ramt af tsunamien i december 2004. Båden, der på billedet fra 2004 står på toppen af et hus, har myndighederne ladet stå som et monument over den ødelæggende flodbølge. Foto: AFP Photo/Jewel Samad.

Den 26. december 2004 klokken 7.59 blev havbunden under Det Indiske Ocean, 133 kilometer fra den indonesiske ø Sumatra, løftet af et jordskælv, der blev målt til 9,1 på richterskalaen. Det er det tredjestørste jordskælv, der nogensinde er målt.

Jordrystelsen udløste en kæmpemæssig flodbølge, som med en hastighed på 800 kilometer i timen bevægede sig mod kysterne hele vejen rundt om Det Indiske Ocean. Bølger på op til 30 meter skyllede ind over intetanende kystbefolkninger i 15 lande, fra Sydøstasien til Østafrika.

Tsunamien blev en af de største humanitære katastrofer, verden nogensinde har set. Omkring 230.000 mennesker mistede livet. To millioner mennesker mistede familiemedlemmer, deres hjem og deres eksistensgrundlag. Da bølgerne trak sig tilbage, var veje, broer, skoler og hospitaler skyllet væk og erstattet af et virvar af vragrester, byggeaffald og mudder. I alt var tabet på i alt 10 milliarder dollars (60 milliarder kroner), ifølge en rapport fra den internationale evalueringskoalition fra 2007.

10 år efter står katastrofen lige stærkt i ofrenes erindring.

”Når jeg nu hører en sirene eller ser oversvømmelser, kommer det hele tilbage til mig fra den dag. Ødelæggelserne, angsten og sorgen, da vi bagefter ledte efter familien og naboerne, der var forsvundet,” fortæller Nyak Minah til det katolske nyhedsbureau Catholic New Service.

Hun bor i landsbyen Kubang Gajah nær Banda Aceh på det nordlige Sumatra, som blev umådeligt hårdt ramt af tsunamien.

”Mange af de overlevende har stadig psykiske mén efter katastrofen og begynder for eksempel at skrige, så snart de hører larm, ikke fordi de er blevet såret, men fordi de er bange,” siger Hermanus Sahar, katolsk præst i Kubang Gajah.

De fysiske spor er derimod i vid udstrækning forsvundet. Banda Aceh, som var tættest på jordskælvet og derfor også måtte bære to tredjedele af dødsofrene, er i dag igen forvandlet fra en ruinhob til en velfungerende by med nybyggede veje og nye beboelseskvarterer af ensartede små huse.

For tsunamien udløste også historiens største nødhjælpsaktion. Bidragene til ofrene strømmede ind i et omfang, som ikke er set hverken før eller siden. Ifølge evalueringskommissionen blev 80 milliarder kroner samlet ind til ofrene for tsunamien. Danmark gav omkring 642 millioner kroner, heraf 220 millioner kroner som private bidrag.

Cecilie Winther, leder af Folkekirkens Nødhjælps afdeling for programpolitik, arbejdede som programmedarbejder i Sri Lanka i byen Dalle i den sydvestlige del af landet, da tsunamien ramte landet.

”Det så vildt ud. Alt var slynget rundt, selv huse der var bygget af sten. Stranden var oversået med døde dyr og mennesker, og folk gik rundt i ruinerne og forsøgte at skabe orden i kaos. Der var problemer med at identificere dødsofrene, og den første opgave bestod i at begrave de døde for at forhindre epidemier. Tabstallene voksede hele tiden,” siger Cecilie Winther.

Hun var egentlig udsendt af Folkekirkens Nødhjælp for at lede et hjælpeprogram for internt fordrevne, der var jaget på flugt af borgerkrigen mellem Sri Lankas regering og oprørsgruppen De Tamilske Tigre.

”Vore lokale partnere havde derfor solid ekspertise i genhusning, vandforsyning og alle de andre problemstillinger, som nu vedkom tsunamiofrene. Vi var med i katastrofearbejdet fra dag et, blandt andet med at bygge nødboliger. Det var de lokale, der kom ofrene til undsætning i den første fase, og det gjorde de rigtig godt. Men hurtigt begyndte det at vælte ind med internationale hjælpeorganisationer, som ikke havde lokalkendskab og heller ikke ekspertise med katastrofearbejde, og som efter flere uger kun havde brugt penge på flybilletter,” siger Cecilie Winther.

Samme konstatering gør Tsunami Evaluerings Koalitionen i rapporten fra 2007.

”Internationale aktører indskrænkede det lokale og nationale ejerskab,” hedder det i rapporten.

Det førte til, at en del af hjælpen blev brugt forkert.

”Nogle hjælpeorganisationer købte flere fiskerbåde, end der var gået tabt, selv i områder hvor overfiskning var et problem. I Sri Lanka var næsten 19 procent af alle fiskerbåde af så dårlig kvalitet, at de hurtigt ville være ubrugelige, og andre undersøgelser viser, at de nye huse, der blev bygget, var af så ringe kvalitet, at andre hjælpeorganisationer måtte træde til og udbedre dem,” skriver Tsunami Evaluerings Koalitionen i sin rapport.

Mere erfarne hjælpeorganisationer og de store internationale organisationer som Internationalt Røde Kors har forsøgt at gøre 2004-tsunamien til en praktisk øvelse i bedre genopbygning. ”Bulding Back Better” (genopbygning til det bedre), som det hedder med et slagord.

Tanken er, at hjælpearbejdet ikke bare skal genopbygge, men også være en katalysator for fremskridt og udvikling. Og ikke mindst for forebyggelse af fremtidige katastrofer.

Og her har de tsunamiramte lande og det internationale samfund på mange punkter gjort fremskridt.

Under FN's organisation for kultur, uddannelse og videnskab, Unesco, er et tsunamiberedskab og advarsels-system for Det Indiske Ocean blevet etableret, så potentielle ofre kan evakueres i tide. Og i blandt andet Aceh-provinsen i Indonesien er skolerne blevet genopbygget, så de kan modstå jordskælv på op til 8,0 på richterskalaen. De har allerede stået prøven ved et jordskælv på 6,7 på richter-skalaen i 2013.

”Uden disse skoler ville mange af disse børn ikke have været her i dag,” sagde Anthony Lake, direktør i FN's børneorganisation Unicef, under et besøg i provinsens skoler for nylig.

Unicef har samtidig benyttet katastrofearbejdet til en storstilet kampagne mod malaria, så sygdommen i dag nærmest er udryddet i Aceh-provinsen. Og det lokale politiske samarbejde omkring genopbygningen har været en medvirkende faktor til den fredsaftale mellem den indonesiske regering og oprørsbevægelsen Free Aceh Movement, som i 2005 gjorde en ende på 29 års borgerkrig.

Men da Haiti i 2010 blev ramt af et jordskælv, der dræbte omkring 160.000 mennesker og gjorde 1,5 millioner hjemløse, blev mange af fejltagelserne fra 2004 gentaget. I en analyse af katastrofehjælpen peger de vest-lige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, på, at hjælpen blev hindret af ”endeløse rækker af små, uerfarne private hjælpeorganisationer med dårligt lokalkendskab og utilstrækkelig kommunikation med det lokale civilsamfund og lokale myndigheder”. Fire år efter jordskælvet lever 170.000 mennesker stadig i teltlejre i Haiti.

Ikke desto mindre har både private hjælpeorganisationer og store, internationale organisationer gjort fremskridt siden 2004, mener Peter Kjær Mackie Jensen, leder af Copenhagen Center for Disaster Research (Københavns Center for katastrofeforskning) og masteruddannelsen i katastrofemanagement ved Københavns Universitet.

”FN-systemet har lært rigtig meget. Der er meget større forståelse for, at man skal tænke den umiddelbare nødhjælp sammen med udvikling. Ellers er det spild af penge. Samtidig rammer katastrofer altid de fattigste hårdest, og derfor skal katastrofehjælp også være løftestang for udvikling,” siger han.

Også katastrofeforebyggelse er afgørende, ikke mindst i lyset af klimaforandringerne, der udløser flere og flere cykloner og oversvømmelser med katastrofale konsekvenser for befolkningerne.

”I Bangladesh må man for eksempel tage stilling til, hvor man skal genopbygge, og hvor folk skal bo om 10, 20 og 30 år. Her oplever vi nogle gange, at nødhjælpsaktørerne glemmer at tage lokalbefolkningen med på råd. Men vi har stadig det problem, at nødhjælpsorganisationer ikke nødvendigvis forstår sig på udvikling. Og derfor får vi ofte en overgangsfase, der ikke hænger sammen. Det er her, det endnu halter,” siger Peter Kjær Mackie Jensen og peger på endnu en problemstilling:

”Folk giver hellere penge til katastrofehjælp, hvor de føler, at ofrene er uskyldige, end til udvikling.”