De fortabte sønner, som ingen vil have

Idomeni, Greece- - December 4, 2015- -A group of Pakistani men rest on the railroad tracks at a transit camp ...

Befolkningstilvæksten skaber demografiske bobler af unge, fortabte mænd. Og de er - indtil de i løbet af 20'erne begynder at etablere sig - overraskende villige til at kæmpe med livet som indsats, mener den tyske migrationsekspert Gunnar Heinsohn Foto: Jodi Hilton/NurPhoto

Den nuværende, uprioriterede indvandring uafhængigt af kvalifikation er ikke den katastrofe, som nogle vil ophøje den til, men den vil koste velstand.
Gunnar Heinsohn, migrationsforsker

Mange unge mænd forlader deres hjemlande for at søge et nyt liv i Europa. Det får store demografiske konsekvenser i deres hjemlande og hos os, mener den tyske migrationsekspert Gunnar Heinsohn.

I Europa har vi nogle uhyrligt blodige århundreder med stærke folkevandringer bag os.

Store dele af verden står derimod først på tærsklen til lignende tragedier. Ikke fordi disse lande eller kulturer er krigeriske eller ude af stand til at lære af historien, men fordi befolkningstilvæksten skaber demografiske bobler af unge, fortabte mænd. Og de er - indtil de i løbet af 20'erne begynder at etablere sig - overraskende villige til at kæmpe med livet som indsats.

Faren ved disse bobler kan endda sættes på formel i kraft af det såkaldte ”krigs-indeks”, mener Gunnar Heinsohn, tysk pædagogikprofessor, folkedrabsforsker og docent i militærdemografi ved Nato Defense College i Rom.

”Krigsindekset er unægteligt en grov formel, men jeg kender ikke nogen bedre,” siger Gunnar Heinsohn om sin omdiskuterede teori.

Grundlæggende tager indekset udgangspunkt i forholdet mellem et lands rate af 55-59-årige mænd, der nærmer sig pensionsalderen, og gruppen af 15-19-årige, der står på tærsklen til deres selvstændige livskamp, som Heinsohn formulerer det.

”Hvis 1000 unge mænd står over for 1000 ældre herrer, så frigør hver af de ældre en samfundsmæssig position 1:1. I Tyskland følger 660 unge mænd pr. 1000 i den ældre gruppe. Dermed ligger landet et pænt stykke under de 2,1 barn pr. kvinde, som det gennemsnitligt kræver bare at opretholde den demografiske ligevægt. Denne aldring udløser store problemer, men også et meget lavt krigsindeks på 0,66. Til sammenligning har et land som Mali et 10 gange så højt krigsindeks på 6,6. Pr. 1000 i den ældre gruppe følger altså 6600 unge mænd,” siger Gunnar Heinsohn.

Allerede fra et indeks på 3 bliver situationen kritisk på lang sigt - uafhængigt af kultur, religion og politisk styreform, mener han.

”Hermed ikke sagt, at det nødvendigvist bliver blodigt. Der er nærmere tale om et indeks for konfliktniveauer, hvor skalaen typisk går fra ønske om udvandring over kriminalitet og militærkup til revolution, borgerkrig og fordrivelse/folkedrab. Moderniseringsfjendtlige diktaturer og elendige uddannelsessystemer kan spille ind, men overskuddet af fremtidsløse unge mænd er og bliver den primære udløser for konflikter og udvandringsbølger,” siger Gunnar Heinsohn.

I hans øjne kan man ikke sige noget generelt om den nuværende flygtningestrøm til Europa uden at se nærmere på de dybt forskellige lande og regioner, migranterne kommer fra.

”Helt groft kan vi skelne mellem 'den islamiske bue', det vil sige fra Marokko til Indonesien, hvor nogle regioner ligger nede omkring indeks 2, og Afrika syd for Sahara, som med et generelt indeks mellem 4 og 7 har en stærk demografisk dynamik. Det er ikke let at beregne, hvor mange der vil væk, men i 2009 - altså før de overvejende mislykkede arabiske opstande, og mens olieprisen stadig var høj - viste en global undersøgelse, at 38 procent var vandringsvillige i Afrika syd for Sahara. I det arabiske område lå tallet på 23 procent, mens det i det islamiske område af Asien var cirka 10 procent,” siger Gunnar Heinsohn.

Med to milliarder indbyggere i disse områder er der altså tale om cirka 500 millioner, som potentielt ønsker at udvandre - et tal, der formodentlig vil vokse med befolkningstilvæksten, mener Gunnar Heinsohn og understreger, at det selvsagt ikke betyder, at de alle sammen ønsker at komme til Europa. Eller kan.

”Det er et mediebåret vestligt billede, at når folk sulter tilstrækkeligt, opstår der store migrationsbevægelser og væbnede konflikter. Sandheden er, at sult er smertefuldt at se på og kræver hjælp, men militært udgør den ingen fare. Sult kan ikke vandre, og sult kan ikke kæmpe. Det kræver en vis grad af forsyning, ernæringsmæssigt, medicinsk, økonomisk.”

En af de hyppige indvendinger mod Gunnar Heinsohns krigsindeks er, at der findes mange eksempler på lande med ens indekstal, som alligevel har udviklet sig højst forskelligt - til blodige eller fredelige demokratier eller diktaturer. Desuden er det ingen naturlov, at de nævnte regioner vil udvikle sig ligesom under de blodige århundreder i Europas befolkningstilvækst og industrialisering.

Man kan vel med god ret lige så godt fokusere på den voksende stabile, købedygtige og politisk selvsikre middelklasse, der er ved at opstå selv i de folkerigeste afrikanske lande?

”Mange afviser lettere panisk de her tal, og vi kan for min skyld godt diskutere marginalerne. Men hvis man ser på det hedengangne DDR, så udvandrede en meget stor del af borgerne før Berlin-murens opførelse og efter dens fald - frem til i dag. Ikke fordi der manglede strøm og rindende vand som i store dele af Afrika, men fordi muligheden for at udvandre til noget bedre var til stede. At en fjerdedel vil væk fra de nævnte regioner er en konservativ vurdering i en stadig mere mobil verden,” siger Gunnar Heinsohn.

Med vores demografiske nedgang i EU har vi ifølge Gunnar Heinsohn stærkt brug for indvandring. Men vi vil frem til 2050 kun få brug for cirka 70 millioner indvandrere for at erstatte de ufødte og samtidig opretholde en rimelig gennemsnitsalder og arbejdsduelighed i vores befolkning.

Det store overudbud, der i krigsdemografens øjne - trods det momentane dyk i tilstrømningen mod Europa - vil fortsætte i årtier, tvinger os derfor til at være ”lige så selektive som de fleste andre lande på verdensplan”:

”Når man vælger at hjælpe, gør man sig også skyldig - så hjælper man altid for lidt eller for få. Der er al mulig grund til at hjælpe, også i stabilitetens navn. Men vi kan konstatere, at Japan i 2014 har optaget 11 anerkendte asylsøgere. I Sydkorea er tallet 84. Også et land som Australien bliver ikke længere set som et moralsk land, selvom det kun er to år siden, det meldte sig helt ud. I 2013 kom flere end 2000 menneskesmuglerskibe til Australien, i dag er tallet tæt på nul, fordi en særlig marinekommando har sat en voldsom stopper for det - og dermed også for migranternes villighed til at løbe den store risiko. Det medførte store protester i både Australien og resten af Vesten, men det er i mine øjne en demokratisk ret for en nation at vælge, hvilken linje man vil føre, hvordan man vil hjælpe.”

Anfægter du dermed asylretten?

”Lad mig igen svare med eksemplet Australien. Landet vil med alle midler overholde de internationale love - altså undersøge den enkeltes ret til asyl. Derfor har man de seneste par år sørget for, at indvandring kun sker ordnet, for eksempel via landets ambassader. Det er et simpelt, men radikalt princip, som jeg er sikker på, at mange andre lande vil følge. Ikke mindst for at kunne vurdere den enkelte ansøger bedre,” siger Gunnar Heinsohn og nævner også Nigeria: Fordi den islamistiske gruppe Boko Haram hærger i visse regioner, bør det ikke automatisk give landets 180 millioner indbyggere retten til asyl.

I Tyskland har der i årevis været bekymring om den aldrende befolkning. Mange økonomer ser indvandring som den eneste løsning, der kortsigtet er dyr, men langsigtet en gevinst.

”Jeg er mere skeptisk. En af hovedårsagerne til vores velstand er vores høje kvalifikations- og uddannelsesniveau. Den nuværende, uprioriterede indvandring uafhængigt af kvalifikation er ikke den katastrofe, som nogle vil ophøje den til, men den vil koste velstand også på længere sigt,” siger Gunnar Heinsohn.

Du er oprindeligt professor i pædagogik. Har du helt mistet tiltroen til dit fag - at nye generationer kan integreres og kvalificeres?

”Da jeg skrev min doktorafhandling 1970'erne, havde jeg for stor tiltro til pædagogikken og dens muligheder for at løfte alle mennesker uanset deres oprindelse og miljø. Ved Pisa-undersøgelserne fra 2012 kunne man i resultaterne blandt andet screene migranterne ud fra den øvrige tyske befolkning. Trods gratis børnehaver, skole og uddannelse var resultaterne generelt nedslående for denne gruppe. Det er selvsagt ikke, fordi de er migranter eller efterkommere af migranter i sig selv, men fordi vi i løbet af årtierne efter krigen overvejende har taget ukvalificeret arbejdskraft til industrier, der nu er døende. Hvis man ser på de iranske indvandrere, ligger de markant over det tyske gennemsnit, fordi her kom en elite efter revolutionen i 1979. De tyrkiske landarbejdere har derimod haft langt ringere kort på grund af sociale faktorer.”

Hvis de europæiske lande gennemførte den socialdarwinistiske selektion af migranter, som du antyder, vil det så medføre en braindrain og dermed en større destabilisering af de lande, migranterne kommer fra?

”Jamen denne 'global war for talent' (global krig om talenter, red.) foregår jo allerede i højeste gear. Både på internationalt plan og nationalt. Internt i Tyskland trækkes de klogeste hoveder fra Mecklenburg-Vorpommern til Stuttgart eller München, hvor de industrielle knudepunkter - og de høje lønninger - ligger. Det gælder på nationalt som på globalt plan,” siger Gunnar Heinsohn.

”Selv i Gdansk, hvor jeg bor, kigger de bedst begavede unge polakker på verdenskortet og spørger sig, hvor de bedst kan tilbringe deres liv og blive gamle uden stor social risiko. Sådan ser virkeligheden ud på globalt plan,” siger professoren.