Solidaritet mellem generationer skal redde Japan

Japans ældre skal være aktive samfundsborgere. Ellers går landet i stå, når 4 ud af 10 japanere i 2050 er over 65 år. Kun hvis de ældre fortsat er aktive samfundsborgere og solidariske med de yngre, kan Japan overleve den forestående ældretsunami

 Kun hvis de ældre i Japan viser solidaritet med de yngre generationer, for eksempel ved at udføre frivilligt arbejde, kan de forvente, at de unge vil finansiere ældrebyrden, mener flere forskere og organisationer i Japan. –
Kun hvis de ældre i Japan viser solidaritet med de yngre generationer, for eksempel ved at udføre frivilligt arbejde, kan de forvente, at de unge vil finansiere ældrebyrden, mener flere forskere og organisationer i Japan. –. Foto: Ton KoeneAlamy.

Ordet er japansk, og netop i Japan rummer det angstfulde dybder af død og ødelæggelse. Siden den 11. marts 2011, da en tsunami skyllede ind over landet og dræbte næsten 20.000 mennesker, gjorde titusinder hjemløse og udløste en atomkatastrofe, er det ikke et udtryk, man benytter med løsagtighed. Men det er ordet, Keiko Higoushi benytter, når hun skal beskrive verdens hurtigst aldrende samfund.

Det er intet mindre end en tsunami af ældre, der skyller ind over vores land, siger hun.

LÆS OGSÅ: Japan bliver et land af gamle mennesker

Keiko Higushi er selv 65 år og forkvinde for organisationen Wabas, der fokuserer på ældre kvinders vilkår. Den tidligere universitetslærer i litteratur er i dag en af de førende deltagere i Japans ældrepolitiske debat. Og hun er bekymret for, hvordan Japan skal klare en situation, hvor næsten halvdelen af landets indbyggere er over 65 år.

Det vil være tilfældet i 2050, når 4 ud af 10 japanere i princippet har nået pensionsalderen. Hvis de trækker sig ud af samfundslivet i forvisning om, at de har gjort deres og nu kan overlade ansvaret til andre, går Japan i stå.

Japan befinder sig i en situation, som er uden fortilfælde i historien. Vi risikerer bogstaveligt talt at drukne i ældre med et kæmpemæssigt plejebehov, og min næste bog får titlen Japans endeligt. Hvem skal betale? Vi har haft økonomisk krise og tilbagegang i de seneste 20 år, og de politiske tiltag, som er på dagsordenen, er langtfra tilstrækkelige. Vi er flere, der frygter, at vi står over for en katastrofe, medmindre vi opfinder en helt ny social model, siger Keiko Higushi.

Den samfundsmodel, Japan skal udvikle, er seniorsamfundet. Og dette samfund forudsætter en ny social kontrakt mellem generationerne. Kun hvis de ældre viser solidaritet med de yngre generationer, kan de forvente, at de unge vil finansiere ældrebyrden, mener man i International Longevity Center, ILC, i Tokyo, hvor man netop forsøger at designe fremtidens seniorsamfund.

Halvdelen af de offentlige udgifter til social- og sundhedsvæsenet går allerede til de ældre. De kan udgøre en magtfuld vælgerbefolkning, der kan påvirke fordelingen af skatteindtægterne. Til gengæld bliver de nødt til at engagere sig i samfundet og vise andre former for solidaritet med de yngre generationer. De er raske og rørige og ved bedre helbred end tidligere generationers ældre og kan derfor også bidrage aktivt til samfundet. Og heldigvis ønsker mange også at gøre det, siger ILCs præsident, Kunio Mizuta.

Tag for eksempel Yoshimitso Watanabe. Selvom han har rundet de 80 år, trækker han flere gange om året i arbejdstøjet for at vedligeholde og fjerne affald i parkerne og langs vejene i sin hjemby, Edogawa, i udkanten af Tokyo.

Hvorfor jeg gør det?, spørger han med hævede øjenbryn i sit pergamentrynkede ansigt.

Jeg er formand for ældreklubben. Jeg skal da vise et godt eksempel. Vi er med til at gøre Edogawa til en aktiv kommune. Og så holder det os i form og giver os masser af kontakter, siger den 80-årige formand for ældreklubben Kusonoki.

Edogawa, hvor medlemmerne af klubben er med til at vedligeholde byens grønne områder, er en af de kommuner, som forsøger at udvikle en ny kontrakt mellem generationerne. Bystyret har i flere år arbejdet systematisk på at styrke det frivillige arbejde blandt de ældre.

De fleste forvaltninger har en særlig frivilligafdeling, der forsøger at matche de ældres ønsker og kompetencer med behovet for frivillig arbejdskraft.

Og under et toårigt uddannelsesforløb kan de ældre desuden lære at skabe og lede deres egne frivillige organisationer, der identificerer og derefter bidrager til at løse forskellige samfundsopgaver.

Det var efter et sådant forløb, at 74-åige Hatsumi Araki oprettede et hold af seniorer, som bidrager til kommunens skolefritidsordning.

Jeg har haft en lang og rig karriere, og da jeg gik på pension, var det indlysende for mig, at jeg skulle blive ved med at gøre mig nyttig. Det giver mening og livsindhold at bidrage til fællesskabet og have kontakt med børnene, og jeg vil gerne give glæden ved det manuelle arbejde videre, siger Hatsumi Araki som udfører frivilligt arbejde hver dag.

Socialdirektøren i Edogawa Kommune, Tetsuya Harano, har ikke noget tal for, hvor stor en del af kommunens arbejde fra vedligeholdelse af udendørsarealer til socialt arbejde for børn og ældre der udføres af frivillige pensionister. Men deres arbejde er en forudsætning for at opretholde et vist velfærdsniveau, påpeger han.

Vi har ikke et beskatningsniveau, der tillader os at udvikle en velfærdsstat efter skandinavisk mønster, og uden det frivillige arbejde hænger økonomien ikke sammen. Men vi har også en filosofi om, at den enkelte har en forpligtelse til at bidrage til fællesskabet. Frivilligprojekterne er et konkret udtryk for dette synspunkt, siger Tet-suya Harano.

Takako Sodei er professor emeritus i gerontologi og familiesociologi ved Ochanomizu Universitetet i Tokyo. Hun forsker blandt andet i, hvordan man kan designe det nye, aldrende samfund, og hendes bud er det aldersfrie samfund.

Det aldersfrie samfund er baseret på lighed. Man skelner ikke mellem forskellige aldersgrupper. Vi fokuserer ofte på de negative aspekter af ældrebyrden i form af øgede sundhedsudgifter og pres på pensionsystemerne. Men den demografiske udvikling kan også være med til at udvikle et nyt samfund, som vi kan kalde det aktive samfund eller deltagersamfundet. Det er et samfund, hvor alle er aktive og bidrager til fællesskabet som modsætning til en tid, hvor der har været vægt på individualismen og den enkeltes behov, siger Takako Sodei.

Fra International Longevity Center lyder det:

Vi er nødt til at sikre, at de ældre er aktive samfundsborgere, for Japan kan ganske enkelt ikke holde til, at 40 procent af befolkningen trækker sig ud af samfundet, fordi de er gået på pension, siger ILCs leder, Kunio Mizuta.

Økonomien er derfor ikke det eneste, der interesserer Edogawa Kommune, understreger socialdirektøren.

Den traditionelle japanske familiemodel, hvor flere generationer levede under samme tag, er efter Anden Verdenskrig blevet erstattet af kernefamilien. De ældres frivillige arbejde er med til at opretholde de kontakter på tværs af generationerne, som i stigende grad er kappet over i det moderne samfund, siger Tetsuya Harano.

Traditionelt er det japanske samfund indrettet på, at børnene og i særdeleshed svigerdøtrene tager sig af familiens gamle. 42 procent af alle husstande har stadig et eller flere ældre familiemedlemmer boende, og udbuddet af plejehjem er beskedent. Under 10 procent af Japans ældre er på plejehjem eller hospital, men samfundet ændrer sig markant, og flere og flere ældre bor alene i eget hjem. Japan tæller 50.000 100-årige, en verdensrekord i forhold til indbyggertallet. Og et tal, som forventes at vokse.

Den japanske regering har taget de første skridt til at finansiere dette voksende plejebehov med den såkaldte lov om langtidspleje, som blev vedtaget i 2000. Men lovgivningen betragtes som utilstrækkelig i betragtning af det voksende antal meget gamle, der kan forventes at have store plejebehov.

Tadeko Sodei peger på, at tsunamien efter jordskælvet i det nordlige Japan har virket som en øjenåbner for mange japanere og afsløret det japanske samfunds svagheder.

De ældre indbyggere blev hårdere ramt af katastrofen, fordi de ikke kunne flygte. Og i dag ser vi, at gennemsnitsalderen vokser i Tohoku og især omkring Fukushima Daiichi-atomkraftværket, fordi de yngre indbyggere flytter væk, mens de gamle bliver. Men vi har også set tusindvis af frivillige strømme til og hjælpe, og de frivillige organisationer har vist, at de ydede meget mere end bare materiel hjælp. De var med til at skabe sammenhængskraft. Det er denne sammenhængskraft, vi har brug for at udvikle, siger Takako Sodei.

Et synspunkt, som deles af Keiko Higushi, selvom hun understreger, at Japan endnu er langt fra at have fremtidssikret det aldrende japanske samfund.

Der er endnu tale om spredte initiativer. Men Japan er måske i færd med at finde originale løsninger på ældretsunamien, siger Keiko Higushi.