”De er fulde af løgn,” siger Danny Douglas, en bramfri ældre herre med intense, livlige øjne.
Den nylige vurdering af en eksklusiv tjekkisk vinsamling har ribbet op i gamle sår. Vinsamlingen blev fundet for 30 år siden under gulvbrædderne i et bøhmisk slotskapel sammen med Sankt Maurus-skrinet, et af kristendommens dyrebareste relikvier og Tjekkiets vigtigste kulturskat efter kronjuvelerne.
De 136 franske vin-, cognac- og champagneflasker er nu blevet vurderet til knap seks millioner kroner. Men nok så vigtigt har vurderingen givet de tjekkiske medier anledning til at genfortælle historien om Sankt Maurus-skrinet - og hvordan det blev fundet af en stædig tjekkisk politimand for næsen af en grisk amerikansk forretningsmand. Forretningsmanden var Danny Douglas, og nu har han fået nok af løgnene, siger han.
Han har besluttet sig for at fortælle hele historien om jagten på det hellige skrin, og hvordan den jagt nær kostede ham livet.
Historien begyndte uskyldigt nok med et tilfældigt møde og et forretningstilbud ved et cocktailparty i Wien. Året var 1984; i USA talte præsident Ronald Reagan dunder mod den røde fare, og i Sovjetunionen blev Jurij Andropov efterfulgt som partiformand af Konstantin Tjernenko, der strammede regimets greb nok en tand. Den kolde krig var dybfrossen, og Wien, porten mellem øst og vest, summede af spionaktivitet og diplomatisk spilfægteri.
Det var i denne atmosfære, Danny Douglas indgik en aftale med sin nye ven, som viste sig at blive startskuddet til en dødsensfarlig katten efter musen-leg med ham selv i rollen som musen og kommunistiske politiagenter og spioner som katten. Katten sejrede til sidst - men blot med et knurhår.
Indtil det punkt havde Danny Douglas' liv været kulørt nok endda. Han blev født i Berlin i 1939, det år Anden Verdenskrig brød ud, som søn af en tysk-jødisk mor og en amerikansk far - og var som sådan akut livstruet fra første vræl. Herefter gik det ned ad bakke.
Familien klarede flugten til London, men Dannys far og hele familien på moderens side døde, før krigen var omme. Ni år efter flugten omkom moderen i et flystyrt og efterlod 11-årige Danny alene i verden. En østrigsk barnepige tog ham til sig - og med sig, da hun flyttede tilbage til Wien.
Han var en ensom dreng med store drømme, og da han fyldte 17 år og fik chancen, sprang han på en båd til USA uden andet i pungen end et visitkort fra en amerikansk turist. Nogle år senere vendte han tilbage til Europa som amerikansk statsborger og menig soldat hos de udstationerede styrker i Berlin.
Mens han arbejdede her som tolk og vagt ved grænseposten Checkpoint Charlie, tog Danny Douglas' skæbne en ny og usandsynlig drejning. Under et besøg i hjemmet hos en tysk præst modtog den unge soldat hovedstykket til en antik hesterustning som venskabsgave. Det viste sig siden at være et historisk stykke, som var blevet røvet fra et fransk museum under krigen, og år senere, efter Danny Douglas atter havde slået sig ned i Wien, solgte han det til en samler for det svimlende beløb af en million dollars.
Handlen åbnede nye døre for Danny Douglas. Den gav ham adgang til Wiens mere eksklusive sociale kredse. Det var her, han mødte sin hemmelige partner og hørte om det forsvundne hellige skrin.
Det legendariske Sankt Maurus-skrin blev udfærdiget omkring 1225 på foranledning af Gerard de Rumigni, som var biskop i den belgiske by Florennes. Skrinet blev skabt specifikt til opbevaring af tre kristne helgeners jordiske rester - Sankt Timotheus, Sankt Maurus og sidst, men ikke mindst Johannes Døberen, som ifølge Det Nye Testamente forudsagde Jesu Kristi komme og siden døbte Frelseren.
Når det sirligt dekorerede guldbetrukne og ædelstensbesatte skrin alligevel er opkaldt efter den mindre kendte Sankt Maurus, skyldes det, at det efter sigende indeholder hans fulde skelet, mens bidragene fra de to andre er mere beskedne. Fra Johannes Døberen skulle skrinet indeholde blandt andet den ene hånd.
Sankt Maurus-skrinet blev allerede tidligt regnet som et centralt relikvie af uvurderlig kulturel, historisk og religiøs værdi, men gik alligevel tabt, da klosteret i Florennes blev nedlagt. I 1838 blev det genfundet i en lokal kirke af Alfred, 2. hertug af Beaufort-Spontin, som købte det for 2500 franc.
I 1888 blev det, stik mod betingelserne i købsaftalen, flyttet fra Belgien til Beaufort-Spontin-familiens tjekkiske slot Becov, hvorfra det atter forsvandt i 1945, da familien blev udvist af Tjekkoslovakiet under beskyldninger om kollaboration med fjenden. Becov-slottet ligger i den del af Tjekkiet, som blev annekteret af Tyskland i 1938, det såkaldte Sudeterland, og familiens eneste brøde var, at de var blevet borgere i et andet land og forholdt sig som sådan, siger den nuværende hertug Friedrich, 6. hertug af Beaufort-Spontin, fra sit hjem i østrigske Gallmannsegg.
Alligevel blev hertugens farfar, den dengang 65-årige Heinrich, 4. hertug af Beaufort-Spontin, jaget ud af sit slot i august 1945. Han fik kun tid til at pakke en kuffert, før han blev sendt til fods over grænsen til Tyskland. Becov-slottet og alt inventar overgik herefter til den tjekkoslovakiske stat - med undtagelse af vinsamlingen og Sankt Maurus-skrinet, som hertugens ældste søn skjulte, da det stod klart, at familien måtte forlade slottet. Ydmygelsen har hertugen aldrig glemt eller tilgivet.
”Min farfar var ingen nazist. Han var en glødende royalist. Men de tjekkoslovakiske myndigheder ønskede at få fingre i slottet og vores værdier, og det er jo altid nemmere at stjæle fra nogle, hvis du først har ødelagt deres rygte og fremstillet dem som folkefjender,” siger Friedrich Beaufort-Spontin.
Sankt Maurus-skrinet afskrev han for længe siden.
”Min familie har aldrig gjort noget forsøg på at få skrinet tilbage. Det kan jeg personligt garantere. Vi regnede det for tabt efter krigen og har ikke beskæftiget os med det siden,” siger han.
Som Danny Douglas' historie imidlertid viser, var ikke hele Beaufort-Spontin-familien indstillet på at opgive skrinet. Manden, som Danny Douglas mødte til en fest i 1984, hedder nemlig Chris-tian Beaufort-Spontin, er kunsthistoriker og Friedrich Beaufort-Spontins to år yngre bror.
”Christian fortalte mig om skrinet, og vi enedes hurtigt om, at vi sammen ville forsøge at få det ud af Tjekkoslovakiet,” fortæller Danny Douglas.
For Christian Beaufort-Spontin handlede det ikke om ejerskab. Han ønskede brændende at befri, hvad han betragtede som vigtig kulturarv og familiehistorie fra kommunismens greb.
”Hvis jeg skal være ærlig, har jeg så vidt muligt fortrængt alle erindringer om den historie,” siger Christian Beaufort-Spontin i dag.
Han vægrer sig først ved overhovedet at snakke om skrinet, men indvilger til sidst i at kaste lys over den mere end 30 år gamle fami-liehemmelighed. Hans far, Friedrich, 5. hertug af Beaufort-Spontin, havde givet sin yngste søn fuldmagt til at agere på familiens vegne uden at informere sin ældste søn, fortæller han.
”Min far gav mig en fuldmagt, der dækkede forsøg på - og forhandlinger om - at få vores tjekkoslovakiske besiddelser og ejendele tilbage. Da jeg havde indgået aftalen med Danny Douglas, sagde jeg til far: 'Måske vil det fungere. Måske vil det lykkes os at få skrinet ud,' men han troede ikke for alvor på det. Han ville ikke vide noget om det - for hans vedkommende var sagen for længst lukket,” siger Christian Beaufort-Spontin.
Danny Douglas havde i nogle år drevet et hundefoderfirma i Wien, da han mødte Christian Beaufort-Spontin i 1984, og de mange rejser til kunder og fabrikker i regionen gav ham let adgang til det kommunistiske Østeuropa. Han var fortrolig med kommunistiske embedsmænd, og de to nyslåede partnere besluttede derfor at søge en formel godkendelse til deres hemmelige skrinprojekt.
Danny Douglas henvendte sig hos Tjekkoslovakiets ambassade i Wien med et tilbud om at betale 500.000 dollars for en tilladelse til at søge og eksportere en ikke nærmere identificeret genstand fra en ikke nærmere defineret lokalitet i Tjekkoslovakiet. Modtagelsen var positiv, og seriøse forhandlinger om kontraktens detaljer blev indledt. Troede Danny Douglas i hvert fald.
”Jeg havde absolut ingen idé om, hvad jeg rodede mig ind i. Ellers havde jeg opgivet. Der findes ingen skat, som er værd at miste livet for,” siger han i dag.
Danny Douglas rejste til en endeløs række af møder i Prag, lange møder, og blev hver gang udspurgt indgående af forskellige personer.
”Det var mig på den ene side af bordet og 10 embedsmænd på den anden. De sagde, de var historikere, men jeg fandt senere ud af, at to tredjedele af dem var hemmelige politiagenter. Det var bizart. Jeg sad ofte i tre-fire timer lange møder med dem og måtte hele tiden gøre mit bedste for ingenting at sige, fordi ét uoverlagt ord kunne betyde, at spillet var ude.”
Men møderne var det mindste. Det lykkedes politiagenterne at regne ud, hvad Danny Douglas ledte efter, men de manglede mere information. De afsøgte hele området omkring Becov-slottet uden held. Tjekkoslovakiets daværende chef for kriminalpolitiet, oberst Frantisek Maryska, ledte personligt slagets gang, og han var ved at miste tålmodigheden. Han lod Danny Douglas skygge og aflyttede hans telefon; venner og forretningsforbindelser blev opsøgt og udspurgt.
Nu blev Danny Douglas for alvor nervøs. Han aflyste alle yderligere møder i Prag og frygtede for sit liv. Frygten var velbegrundet, viser tidligere hemmeligholdte dokumenter fra det tjekkiske indenrigsministeriums arkiver.
Ifølge dokumenterne bad Maryska og tjekkoslovakiske spioner i Wien deres overordnede i Prag om lov til at tage ekstraordinære midler i brug over for Douglas. Midlerne omfattede bortførelse, tortur og indsprøjninger med sandhedsserum. Det mest eksotiske forslag var at lade nogle smukke, kvindelige spioner forføre Danny Douglas og sætte ham i en kompromiterende situation, der kunne udnyttes som pressionsmiddel. Heldigvis for Danny Douglas blev de voldsomste anmodninger afvist i Prag. Det var de magtfulde sovjetiske regeringsrådgivere, som sagde nej, angiveligt for at undgå de diplomatiske problemer, det kunne afstedkomme at myrde en amerikansk civilist.
Frantisek Maryska fik altså ikke sin vilje på dette punkt. Alligevel lykkedes det ham at få de nødvendige oplysninger til slut. Ved et rent tilfælde, det røbede han over for Danny Douglas, da de to fjender mange år senere mødtes ansigt til ansigt.
”Jeg var meget tæt på at vinde, sagde han. De havde søgt overalt og faktisk givet op. De var klar til at underskrive kontrakten og lade mig finde skrinet, men så faldt der en lille ubetydelig bemærkning i en telefonsamtale, som afgjorde spillet,” fortæller Danny Douglas.
”De ringede fra Prag for at aftale underskrivelsen. Herefter var det meningen, at vi sammen skulle lokalisere skrinet, så de kunne kontrollere, at kontraktbetingelserne var overholdt, før jeg tog skrinet med til Østrig. De spurgte, hvilke redskaber vi fik brug for, og da jeg sagde, at vi ikke ville få brug for redskaber, vidste de det. At skrinet befandt sig indenfor på selve slottet, og her fandt de det også næste dag.”
Den 5. november 1985 fandt en 15 måneder lang nervekrig sin vinder. Frantisek Maryska blev udråbt til nationalhelt og fik 1000 tjekkoslovakiske koruna og seks vinglas som belønning. Danny Douglas blev ikke nævnt med et ord.
Sankt Maurus-skrinet er i dag tilbage på Becov-slottet efter en længerevarende restaurering. Det er slotsmuseets hovedattraktion, og blandt de gæster, som har været på besøg, er Christian Beaufort-Spontin. For den nu 67-årige adelsmand var det en trist oplevelse.
”Jeg havde jo håbet, det kunne blive solgt til et belgisk museum, så det kunne vende hjem, hvor det hører til. Det var mit mål. Det er en del af Belgiens historie - en del af min families historie,” siger han.
”Jeg er stadigvæk uendelig træt af og skamfuld over historien. Det var en idiotisk plan. Jeg var yngre dengang - i dag ville jeg aldrig være gået med til så hovedløs en plan.”
Og Frantisek Maryska? Han døde kort før jul på et hospital i Prag af akut nyresvigt. Han blev 68 år.
I Wien hævede Danny Douglas i stilhed et glas vin til ære for sin gamle fjende.
”Da vi mødtes, sagde jeg: 'Du vandt slaget, men kun fordi du havde et helt regeringsapparat bag dig. Jeg tabte, men det var mig alene mod jer alle'. Og da vi skiltes, var det ikke som fjender. Til syvende og sidst gjorde han jo blot sit job, også selvom det betød, at han forsøgte at få mig slået ihjel,” siger Danny Douglas.
