I løbet af det sene efterår blev fiskere langs Japans nordvestlige kyst ind mod det asiatiske fastland opskræmt af det ene uhyggelige fund efter det andet.
Fuldkommen smadrede fiskerbåde drev i land. Om bord på flere af dem var lig af mennesker, som havde været døde i uger eller måneder, og som efter at være drevet på havet i lang tid var gået i opløsning og umuligt kunne genkendes. Nogle gange var kroppene uden hoved, andre gange lå kranierne for sig.
I alt blev 12 skibe og de jordiske rester af cirka 25 ulykkelige skæbner blev fundet.
Tegn på skibenes skrog og vragrester afslørede, at de kom fra Nordkorea. Spekulationerne blandt de lokale i fiskerbyerne - og senere i landsdækkende medier og verdensmedierne - var mange. Var der tale om spionfartøjer, der var kommet ud af kurs? Var der tale om desperate flygtninge, hvis flugt var endt tragisk?
Den mest sandsynlige forklaring på de uhyggelige fund er en helt anden, og den giver verden et sjældent indblik i kommandovejene i Nordkorea.
Landets diktator, Kim Jong-un, appellerede sidste sommer om, at der blev gjort en særlig indsats for at øge fangsten af fisk og havdyr. Kina skærer i forureningsbekæmpelsens navn ned på importen af kul fra Nordkorea, som har desperat brug for den udenlandske valuta, denne handel giver. Eksporten til Kina af blæksprutter og andre af havets frugter giver ligeledes god valuta, og hvis man kunne øge den, kunne det udligne tabet på kuleksporten.
Kim Jong-un fulgte ifølge Nordkoreas nyhedsbureau KCNA op med et besøg i en fiskerihavn i november, hvor han roste de øgede fangster, men appellerede til fiskerne om at hæve de årlige fangsttal endnu mere.
”Kim Jong-un har promoveret fiskeri, og det kan forklare, hvorfor der er flere fiskerbåde på havet. Men nordkoreanske både klarer sig dårligt. De har dårlige motorer, og fiskerne risikerer livet ved at søge længere og længere ud for at kunne fange mere. Nogle gange kommer de ud af kurs, og fiskerne dør af sult,” siger professor Kim Do-hoon fra det nationale sydkoreanske Pukyong-universitet i Busan.
Det er hæren, som står for distribution og handel med fiskeriprodukter i Nordkorea, men ifølge Jiro Ishimaru fra Asia Press, der har et vidtforgrenet netværk i Nordkorea, var der mange fiskere, som ikke havde lyst til at overdrage deres dyrebare fangst til militæret i den udenlandske valutas navn.
De overlod derfor deres ældste, mest udtjente skibe uden moderne fangstudstyr og uden gps til unge soldater uden den ringeste erfaring på havet, som fik ordre til at sejle til barske farvande og leve op til diktatorens urealistiske fangstmål.
”Når Kim Jong-un giver en ordre, kan ingen tillade sig at ignorere den. Ikke engang, hvis han beder dem om at gøre det umulige,” siger Jiro Ishimaru til den britiske avis The Guardian.
Den japanske kystvagt fortæller, at antallet af nordkoreanske fiskerbåde på blækspruttefangst nær japansk farvand fra 2013 til 2014 blev næsten firedoblet fra 110 til 400. Det skulle gå galt, og det gik ofte helt galt. De urutinerede fiskere kom ud af kurs, mistede kontrollen med skibene og drev langt ud på havet, hvor den ene efter den anden bukkede under for sult.
Det er i hvert fald den forklaring, som Lee Jong-won, der er professor i international politik ved Waseda-universitetet i Tokyo, sværger til.
”Nordkorea har indført et akkordsystem for producenter. Fisk er et væsentligt eksportprodukt til Kina og kan give udenlandsk valuta til landet. Det er muligt, at dette akkordsystem fik folk til at tage en større risiko”, siger han til nyhedsbureauet Reuters.