Britisk EU-modstander: Vi har en anderledes politisk tradition og kultur end resten af EU

Den 66-årige historiker David Abulafia har kastet sig ind i kampen for, at briterne skal forlade EU. Han synes aldrig, at Storbritannien rigtig har passet ind i EU

Historieprofessor David Abulafia vil helst beholde det indre marked, men vil af med den frie bevægelighed og erstatte det med bilaterale aftaler med lande, som briterne føler sig tættere på som eksempelvis Danmark.
Historieprofessor David Abulafia vil helst beholde det indre marked, men vil af med den frie bevægelighed og erstatte det med bilaterale aftaler med lande, som briterne føler sig tættere på som eksempelvis Danmark. . Foto: Cambridge University.

”Storbritannien har aldrig rigtig passet ind i EU.”

Sådan lyder det grundlæggende argument fra David Abulafia , professor i middelalderhistorie ved Gonville and Caius College på universitetet i Cambridge.

Den 66-årige historiker har kastet sig ind i kampen for, at briterne skal forlade EU. Mest markant som formand for gruppen Historians for Britain – historikere for Storbritannien, hvor 27 historikere arbejder for en Brexit.

”Når talen falder på europæisk identitet, så har briterne aldrig forstået eller sympatiseret med tanken. Det er ikke kun, fordi vi er en ø, men fordi vi har en forskellig politisk tradition og kultur,” siger David Abulafia, hvis efternavn har sine rødder hos spanske jøder, som i 1492 flyttede til Galilæa.

”Vi briter har dybe rødder. Skotland blev først en del af unionen i 1707, men derudover har vi en lang historie, som hverken er afbrudt af revolutioner, erobring eller nazistisk besættelse,” siger David Abulafia med klar adresse til lande på det europæiske fastland.

”Det har skabt en særlig politisk kultur. Vi har ikke en forfatning, men i stedet ’common law’, som er et organisk system, hvor lovene konstant udvikles. Det er meget forskelligt fra systemet på det eu-ropæiske kontinent,” forklarer han.

Men en ting er det politiske system. Noget andet er befolkningens identitet.

”Jeg er tøvende med at buge ordet nationalist, men vil sige, at det mere er patriotisme. For det er ikke den samme nationalisme, som vi ser i lande som Ungarn og for den sags skyld Frankrig, fordi vi med England, Skotland, Wales og Nordirland er fire nationer, der er bundet sammen. Det er usædvanligt for Europa, vi ser kun noget tilsvarende i Spanien, og selv der er det anderledes.”

Storbritannien er ikke kun et land af fire nationer, men har også været verdens største kolonimagt.

”Generelt er et særkende ved Storbritannien evnen og viljen til at absorbere folk udefra på en måde, som andre lande ikke har gjort. Det har opblødt følelsen af nationalisme, som har formet den britiske nation, vi er i dag,” mener David Abulafia.

Et udsagn som kræver svar på, hvorfor det så er immigration, som er det altoverskyggende element i debatten om briternes fremtid i EU.

”Vi skal væk fra, at alle EU-borgere kan komme ind, til at vi som et suverænt land selv bestemmer, hvem vi lukker ind. Der er en følelse af, at vi har ofret forholdet til andre lande til fordel for EU,” siger David Abulafia, som specifikt henviser til New Zealand, Australien og Canada, men også de lande i Commonwealth som har politiske og juridiske systemer med britisk oprindelse.

David Abulafia afviser videre andre historikeres argument om, at briterne historisk har spillet en stor rolle i Europa.

”Det er rigtigt, at der er en stræk forbindelse til Europa. Men vi skal huske, at da britiske konger i middelalderen regerede over det meste af Frankrig, så var det som hertuger og fyrster og ikke som engelske konger. Tilsvarende da George I var kurfyrste over Hannover, så var det som en selvstændigt område og ikke som en del af det britiske rige,” siger David Abulafia, der også peger på, at der også har været store konflikter som slaget ved Waterloo og kampen mod Den Spanske Armada.

”Så der har være spændinger, men også samarbejde. Men fordi vi har været tætte, så betyder det ikke, at vi er en del af det samme projekt. Vi var heller ikke med i Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation,” fremhæver David Abulafia i sin argumentation for, at briterne skal forlade EU.