Det hedder xima i Mozambique, nzima i Malawi, og i Zimbabwe er et måltid uden sadza ikke et rigtigt måltid. Over det meste af det østlige og sydlige Afrika er majsgrød den vigtigste del af den daglige føde. 300 millioner afrikaneres fødevaresikkerhed afhænger af de sartgule kolber, der leverer en tredjedel af de kalorier, de lever af.
Men majs er også en af de afgrøder, som risikerer at lide allermest under klimaforandringerne. Hvis gennemsnits-temperaturerne som frygtet stiger med op til seks grader i store dele af Afrika, vil en tredjedel af den landbrugsjord, der benyttes til majsdyrkning, blive uegnet til majs i et land som Mozambique, viser en nylig undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Nature.
Den fødevarekrise, som har ramt store dele af Østafrika netop nu, er en forsmag på det, der venter. 29 millioner mennesker i det sydlige Afrika har ifølge FN ikke mad nok, efter at klimafænomenet El Niño først gav kæmpemæssig nedbør og oversvømmelser og derefter alvorlig tørke, blandt andet i Mozambique.
”Sidste år mislykkedes majshøsten på grund af oversvømmelser. Og i år har tørken ødelagt planterne. Vi er nødt til at købe mad for at føde familien, men priserne er meget høje,” fortæller Angela Alfredo.
Hun bor ligesom Alberto Alite i landsbyen Sawasawa små 200 kilometer fra byen Nampula i det nordlige Mozambique. De skal brødføde henholdsvis syv og otte børn, og de er stærkt bekymrede for fremtiden. Regntiden, der før varede fra januar til oktober, slutter nu allerede i juni.
”Det er ikke sikkert, vi kan blive ved med at dyrke majs dér, hvor vi plejer. Vi kan blive nødt til at flytte majsmarkerne ned til lavningerne, hvor jorden er mere fugtig. Men der er ikke jord nok til at erstatte alle de nuværende marker. Vi vil få svært ved at dyrke lige så meget majs, som vi plejer,” vurderer Alberto Alite.
Ifølge det internationale netværk for landbrugsforskning, CGIAR, vil 90 procent af de områder i Afrika, hvor der i dag dyrkes majs, opleve et fald i produktionen på mellem 12 og 40 procent i 2050.
Det haster derfor med at omstille Afrikas landbrug. Forud for FN’s næste klimakonference i Marrakech i november har verdens landbrugsministre lovet at arbejde for, at der kommer flere penge, både offentlige og private, til klimatilpasningen af Afrikas landbrug. Kun fire procent af den offentlige støtte til klimatilpasning går i dag til landbruget.
At hjælpe de afrikanske bønder med at tilpasse sig de nye klimatiske forhold er et spørgsmål om liv eller død for kommende generationer af afrikanere. Men det er også et spørgsmål om, hvorvidt småbønder som Alberto Alite og Angela Alfredo fortsat skal brødføde afrikanerne. Eller om de øgede investeringer i landbruget snarere skal støtte gennem-industrialiserede storbrug med hybrid- eller genmodificeret såsæd udviklet af store internationale frøfirmaer.
Det Internationale Center for Forbedring af Majs og Hvede i Mexico, Cimmyt, forsøger for eksempel at udvikle såkaldt tørketolerant majs til Afrika. Et andet flagskib er det såkaldte Wema-projekt, der skal udvikle hybride, tørkeresistente majstyper til lande som Mozambique, Kenya, Zimbabwe og Tanzania. Projektet støttes af Bill og Melinda Gates Foun-dation, men også af det multinationale frø- og sprøjtemiddelfirma Monsanto.
Wema gennemførte sin første salgskampagne i Kenya i marts. Lokale frøfirmaer kørte rundt i en bus for at promovere den nye tørkeresistente majshybrid, som også er klar til at blive markedsført i Mozambique.
”Nu er den store udfordring at få de nye produkter ud til bønderne. Det store arbejde er først lige begyndt,” siger James Gethi, der bridrager til projektet i Zimbabwe, til det seneste WEMA-nyhedsbrev.
I Sawasawa-landsbyen i Mozambique har Alberto Alite og Angela Alfredo ikke hørt om disse nye tørkeresistente majstyper. De tilpasser sig klimaforandringerne ved at ændre deres dyrkningsmetoder med enkle teknikker, der for eksempel gør det muligt at holde på jordens fugtighed og forhindrer erosion. Frem for at købe kunstgødning nærer de jorden med kompost eller bælgplanter, der producerer naturligt kvælstof.
”Disse dyrkningsmetoder viser sig at være virkelig velegnede til klimatilpasning,” forklarer Nicholas Dexter.
Han leder hjælpeorganisationen Cares landbrugsprogrammer i den nordlige del af Mozambique i regionen omkring byen Nampula. 17.700 fattige småbønder er ved at blive oplært i de nye dyrkningsmetoder, som skal hjælpe dem med at overleve klimaforandringerne.
”Sammenlignet med de traditionelle dykningsmetoder, som de fleste af småbønderne stadig benytter, kan vi øge majshøsten tre til fire gange. Og vi har erfaringer med maniok, der viser, at afgrøderne øges fra 1,5 tons pr. hektar til mellem fire og seks tons,” siger Nicholas Dexter.
Men måske er et af svarene på tørken og klimaforandringerne, at bønderne ikke skal forsøge at holde fast i majsen med alle midler, men erstatte en del af den med afgrøder, der er bedre tilpasset et mere tørt klima end den regngrådige, sydamerikanske plante.
Det kan være hirse. Eller det kan være mere af den maniok, der allerede vokser på markerne omkring landsbyen. De mandshøje planters rødder er spiselige, og mens majshøsten kan slå fuldstændig fejl i tilfælde af tørke, vil maniokplanten altid give i hvert fald en lille høst. Og i bedste fald en stor. Mellem husene i Sarazawa ligger årets første maniok allerede og tørrer midt på gårdspladsen.
”Vi foretrækker majs, for den smager bedre. Men vi har også prøvet at dyrke nye typer maniok, der har en bedre smag. Og vi lærer nye dyrkningsmetoder, hvor vi kombinerer maniok med forskellige bælgplanter, der både nærer jorden og giver en ekstra afgrøde,” siger Angela Alfredo.
Frøvirksomhedernes dyre hybrid- eller genmodificerede sorter tilhører derimod en verden, der er lysår fra virkeligheden i Sawasawa, mener Nicholas Dexter fra Care.
”Dem har de småbønder, vi arbejder med her, slet ikke råd til at købe, og hybride og genmodificerede majssorter skal købes hvert år. Man kan ikke lægge en del af høsten til side til såsæd. Og ofte virker de kun, hvis de kombineres med kunstgødning og plantegifte, som småbønderne heller ikke har råd til,” siger han.
Bruce Campbell fra Det Natur- og Biovidenskabelige Institut ved Københavns Universitet leder forskningskonsortiet CGIAR’s Program for Klimaforandring, Landbrug og Fødevaresikkerhed, CCAFS. Han vil ikke på forhånd afvise de nye tørkeresistente majssorter.
”De nye majssorter kan være en del af klimatilpasningen og være med til at sikre, at der produceres tilstrækkeligt med fødevarer. To millioner hektar landbrugsjord i Afrika er allerede tilsået med nye, hybride sorter, og langt de fleste investeringer i landbruget går til disse og lignende højteknologiske løsninger, for både regeringer og investorer fokuserer især på at øge fødevareproduktionen,” siger Bruce Campbell.
”Men de nye, tørkeresistente typer er ikke hele løsningen. For nogle steder vil det blive umuligt at dyrke selv disse majssorter, så landmændene må skifte til helt andre afgrøder. Og det afrikanske landbrug har også brug for markedsadgang, transportmuligheder og for eksempel forsikringer, der kan beskytte landmændene mod naturkatastrofer,” mener Bruce Campbell.
Kampen mellem højindustrialiseret landbrug og et landbrug tilpasset de fattige småbønder spidsede til, da over 100 nobelpristagere i juli kritiserede miljø-organisationen Greenpeace for at bekæmpe moderne såsæd og genmodificerede planter. Nobelpristagerne kaldte det en forbrydelse mod menneskeheden at modsætte sig bioteknologiske løsninger på sulten i verden.
Professor Erik Millstone forsker i teknologiske forandringer i landbrugs- og fødevaresektoren ved Sussex University i Storbritannien. Han mener ikke, at Afrika i første omgang har brug for en industriel landbrugsrevolution.
”Sult er ikke overvejende et spørgsmål om, at der mangler mad, men handler snarere om fattigdom og ulighed, så de fattige ikke har råd til at købe mad. Og masser af fødevarer går til grunde på grund af dårlige opbevarings- og transportfaciliteter, så de aldrig når frem til markederne. Med Asiens grønne revolution har vi netop set, at der blev produceret flere fødevarer. Men industrialiseringen kræver større brug og færre bønder. Mange småbønder mistede deres jord til fordel for storbrug, og antallet af sultende er vokset,” siger Erik Millstone.
Bruce Campbell kæder også landbruget sammen med fattigdomsproblematikken og ser netop et mere industrialiseret landbrug som en vej ud af fattigdommen for den enkelte bonde, der kan producere til salg og dermed øge sin indtjening.
Tilhængerne af et mere industrialiseret landbrug peger på, at bønderne vil få nye muligheder for faste jobs som landarbejdere på de store industribrug. Og at industrialiseret landbrug derfor kan være en vej ud af fattigdom. Men det er en analyse, der passer dårligt til den afrikanske virkelighed, mener adjungeret professor Jørgen Eivind Olesen, der forsker i klimatilpasning af fødevareproduktionen ved Institut for Agroøkologi, Klima og Vand ved Aarhus Universitet.
”De nye hybride majssorter egner sig til industrialiserede, højteknologiske storbrug, som sikkert vil være rentable for investorerne. Men de er ikke løsningen på Afrikas fødevareproblemer. Problemet er ikke bare tørke, men også nedbørens uforudsigelighed samt erosion. Vi har brug for landbrugsmetoder, der opretholder og forbedrer jordens frugtbarhed. Det kan betyde adgang til kunstgødning, men også til agroøkologiske metoder. Der er brug for et mere professionelt landbrug i Afrika, ikke nødvendigvis et mere industrialiseret landbrug,” siger han.
”Og et stærkt mekaniseret landbrug vil ikke skaffe ret mange arbejdspladser til landarbejdere. Hvis småbønderne skubbes ud af landbruget, vil de bare flytte til byernes slumområder. De industrijobs, der absorberede landmændene i Europa, findes ikke i Afrika. Og det er millioner af unge afrikanerne, der vil dukke op på arbejdsmarkedet i de afrikanske lande i de kommende år. Vi skal ikke tro, at vi bare kan overføre vores egen model for industrialiseret landbrug til Afrika,” mener Jørgen Eivind Olesen.