I de seneste år er migration krøbet markant op ad rangstigen over de risikofaktorer, som ifølge verdens økonomiske ledere truer den globale stabilitet. Sidste år var det den samlede topscorer på World Economic Forums årlige risikorapport, og erhvervsledernes markante fokus på flygtningestrømme vil fortsætte i 2017, forventer Sara Pantuliano, næstformand i organisationens udvalg for risikovurdering.
”Igennem hele 2016 har migration været et vigtigt punkt på den internationale dagsorden og fyldt meget i medierne, og vi regner helt klart med, at vi også i 2017 vil se migration blandt de tre faktorer, der vurderes som de mest foruroligende tendenser i verden med potentielt negative konsekvenser for verdensøkonomien og for samfundenes stabilitet,” siger Sara Pantuliano fra World Economic Forum, som hvert år i januar samler verdens økonomiske og politiske topledere i den schweiziske by Davos.
Men det, der for alvor bør vække bekymring, mener Sara Pantuliano og World Economic Forum, er ikke udsigterne til øget migration i sig selv. Den virkelige risiko er, at verden og i særdeleshed den rige verden ikke synes at have viljen til at håndtere denne udvikling.
”Eller rettere sagt: Det eneste svar, vi hører fra Europa, men også for eksempel fra Australien, er at holde flygtningene ude. Det er ganske enkelt naivt at tro, at man på længere sigt kan lukke sine grænser for flygtninge. Men især er denne politik ved at underminere hele det eksisterende internationale svar på den massive fordrivelse. De europæiske landes modvilje mod at tage imod flygtninge er ved at brede sig til andre lande, som historisk har taget imod flertallet af verdens flygtninge, og det vil i sidste ende ramme de rige lande selv,” forudser Sara Pantuliano, som også er administrerende direktør og specialist i international konfliktløsning og katastrofehjælp ved den britiske tænketank Overseas Development Institute.
65,3 millioner mennesker var tvunget væk fra deres hjem i 2016, har FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, anslået. Det er en historisk rekord. Tallet var 59,5 millioner i 2014, året før Europa blev skueplads for flygtningekrisen, da over en million mennesker strømmede ind over de europæiske grænser primært fra Syrien, Afghanistan, Irak og det afrikanske kontinent. Hver dag tvinges yderligere omkring 34.000 mennesker på flugt.
Denne ufrivillige migration betragtes af 750 økonomiske topledere adspurgt af World Economic Forum som den risiko, der med størst sandsynlighed vil forekomme på kort sigt, og den fjerde på listen over de kriser, som over en tiårig periode vil få størst konsekvens. Det er også en af de tre enkeltbegivenheder, som sammen med klimaforandringer og den digitale revolution kan få størst afsmittende effekt på andre områder.
Men kun seks procent af verdens fordrevne opholder sig i Europa. Nord- og Sydamerika har tilsammen taget imod 12 procent, mens resten af de godt 65 millioner flygtninge befinder sig i Afrika, Asien og Mellemøsten. Og disse lande viser i stigende grad modvilje mod at bære flygtningebyrden selv.
”Den europæiske flygtningedebat følges meget opmærksomt i lande som Jordan og Kenya, hvor mange følger både udtalelserne i medierne og på sociale medier som Twitter. Den har pustet til den lokale befolknings utilfredshed med flygtningebyrden,” påpeger Sara Pantuliano.
”Når de lande i verden, som har de fleste økonomiske midler og de mest solide institutioner, siger, at de ikke kan tage imod flere flygtninge, så kan det være svært for de fattigere lande at forstå, at de skal tage imod så mange. Disse lande har nøjagtig de samme bekymringer som Europa. De frygter, at migranterne skal tage arbejdet fra lokalbefolkningen og presse lønningerne ned. De er utilfredse med, at der kommer øget pres på boliger, skoler og sundhedsvæsen, som i forvejen er langt fra at dække lokalbefolkningens behov. Og oveni kommer pres på vand- og andre naturressourcer. Med sin stærkt restriktive politik, men også den politiske retorik om at holde flygtninge ude, er Europa ganske enkelt ved at underminere Flygtningekonventionen fra 1951 og hele det moralske fundament for at tage ansvar for mennesker i nød,” mener hun.
Kenya, der tæller 600.000 flygtninge, ønsker nu at nedlægge verdens største flygtningelejr i Dadaab i den nordlige del af landet.
”Og det sker med samme argumenter om sikkerhed, frygt for terror og pres på de nationale ressourcer, som de rige lande benytter,” påpeger World Economic Forums risikoekspert.
”Vi er jo ikke de første, der sætter vores nationale sikkerhed over hensynet til flygtninge. Det er normen over hele verden,” har Kenyas indenrigsminister, Joseph Nkaissery, sagt om lukningen af Dadaab.
Jordan, der huser 1,4 millioner overvejende syriske flygtninge med en befolkning på ni millioner, har gradvist lukket lukket grænserne til Syrien, så 75.000 flygtede syrere nu er fanget i et ingenmandsland i den såkaldte Berm-ørken.
”Vi har allerede taget imod 1,4 millioner flygtninge. Hvis I vil have et moralsk belæg (for at bede os åbne grænserne for flere flygtninge, red.), vil vi være mere end glade for at flyve dem alle sammen til jeres land,” sagde Jordans kong Abdullah til BBC efter europæisk pres for at tage imod de strandede flygtninge.
Dermed er det hele den europæiske politik om at holde flygtningene i nærområderne, som risikerer at falde fra hinanden, advarer Sara Pantuliano.
”Et land som Pakistan, der huser over en million flygtninge især fra Afghanistan, er også på listen over lande, der risikerer at blive langt mindre villig til at bære byrden. Og hvis det sker, vil flygtningepresset på Europa blive endnu større. Folk holder ikke op med at flygte, bare fordi forholdene bliver dårligere i nærområderne, for eksempel med overfyldte flygtningelejre eller mere restriktive politikker. Tværtimod vil det vil udløse en sneboldeffekt af ny migration mod Europa. De flygtninge, som ikke længere kan finde beskyttelse i afrikanske og mellemøstlige lande, vil naturligvis søge videre. Europas restriktive flygtningepolitik er kortsiget og bereder i virkeligheden jorden for et endnu større flygtningepres,” mener Sara Pantuliano.
Men de europæiske lande forsøger jo også at hjælpe nærområderne med at bære flygtningebyrden takket være betydelig økonomisk støtte. Og aftalen mellem EU og Tyrkiet fra marts sidste år har bremset flygtningestrømmen mod Europa markant til gengæld for en økonomisk kompensation på i alt knap 50 milliarder kroner. Er det ikke et lige så vigtigt bidrag til løsningen af den globale krise som modtagelsen af flygtninge i de vestlige lande?
”Aftalen med Tyrkiet har netop skabt en farlig præcedens for, at Europa skal betale store pengebeløb for at holde flygtningene ude. Og aftalen indeholder også andre krav, som for eksempel visumfrihed for tyrkiske statsborgere. Der er nu forslag om at indgå lignende aftaler med lande som Somalia, Eritrea og Afghanistan. Men man skal ikke regne med, at man bare kan betale sig fra problemet. De fattige lande er jo allerede ved at sige fra, fordi den holdning breder sig, at respekt for Flygtningekonventionen er frivillig. Og under alle omstændigheder bliver det dyrt for de europæiske lande,” vurderer Sara Pantuliani.
Men er det ikke legitimt at sætte en øvre grænse og at respektere befolkningernes modvilje mod at tage imod store antal flygtninge i Europa? Den tyske kansler, Angela Merkels, forsøg på at fastholde en rent moralsk forpligtelse har svækket hendes politiske position. Og også i andre lande vokser tilslutningen til partier, der ønsker at be-grænse tilstrømningen af flygtninge.
”Meningsmålinger i Storbritannien viser, at 25 procent af befolkningen er stærkt imod at tage imod flygtninge,” vedgår Sara Pantuliano.
”Men andre 25 procent har det stik modsatte synspunkt og ønsker at hjælpe flygtninge. Den resterende halvdel af de europæiske befolkninger svinger mellem de to synspunkter, afhængig af mediedækningen og den politiske debat. Også i Tyskland er der rigtig mange mennesker, som har involveret sig aktivt i modtagelsen af flygtninge. Politikerne bør tage ansvar for at vise, at det ikke er flygtningene i sig selv, men den dårlige integration af dem, der er kilde til problemer. De mange penge, som de europæiske lande bruger på at holde flygtningene ude, vil være langt bedre givet ud til at finansiere modtagelsen og integrationen af flygtninge i de vestlige lande, og det bør politikerne have modet til at sige.”
”Der er meget få undersøgelser af konsekvensen af modtagelsen af flygtninge. Men dem vi har – blandt andet fra Canada, men også en analyse foretaget af Deutsche Bank – viser en overvejende positiv effekt, når flygtningene er produktive. Det bliver de, når der investeres aktivt i at give dem sproglige og faglige færdigheder, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Landene kan tage ved lære af de tiltag, som virker i andre lande. For eksempel har Canada indført en mentorordning, der har tilladt 11.000 flygtninge at blive integreret mellem november 2015 og august 2016 takket være hjælp fra støttefamilier. Det kan opskaleres og kopieres i andre lande,” påpeger Sara Pantuliano.
FN’s flygtningetopmøde i september lovede netop at arbejde henimod en bedre international fordeling takket være en global aftale, som skal forhandles på plads i 2018. Og FN’s nye generalsekretær, António Guterres, kommer direkte fra posten som FN’s flygtningehøjkommissær. I sin allerførste nytårsmeddelelse ved sin officielle tiltrædelse den 1. januar lover han især at fokusere på, ”hvordan vi kan hjælpe de millioner af mennesker, som er fanget i konflikt, og som lider voldsomt i krige uden udsigt til fred”. Hvilken betydning kan portugiseren få som ny generalsekretær?
”Man kan forvente, at netop António Guterres vil være med til at skabe et nyt mo-mentum og sætte flygtningespørgsmålet højt på den internationale dagsorden. Og at han vil presse på for at de kommende to års FN-forhandlinger om en global flygtningeaftale fører til, at de rige lande ikke kun nøjes med at levere økonomisk støtte. I aftalen fra september løber en række lande fortsat fra deres ansvar for at sikre retten til asyl. Jeg siger ikke, at det er nemt endsige problemfrit at tage imod flere flygtninge. Men hvis vi ikke deltager i håndteringen af flygtningene, vil det udløse et langt større pres på vore samfund,” advarer Sara Pantuliano.