Strid om rige udlændinge bremser Ungarns flygtninge-nej

Det nationalistiske parti Jobbik blokerede i går for forfatningsændring, som skulle have gjort det muligt for Ungarn at nægte at modtage flygtninge fra EU

 ”Forræderne er dem, der lukker terrorister ind til gengæld for penge”, var budskabet fra det nationalistiske Jobbik-parti til Ungarns regerende Fidesz-parti.
”Forræderne er dem, der lukker terrorister ind til gengæld for penge”, var budskabet fra det nationalistiske Jobbik-parti til Ungarns regerende Fidesz-parti. . Foto: Tamas Kovacs/MTI/AP/Polfoto.

Et stort flertal i det ungarnske parlament er enig om, at EU ikke skal have mulighed for at sende flygtninge videre til Ungarn, sådan som hovedparten af EU’s indenrigsministre ellers vedtog i september sidste år. Alligevel manglede den ungarnske premierminister, Viktor Orbán, to stemmer, da parlamentet i går stemte om et ændringsforslag til forfatningen, der skulle gøre det muligt at nægte at modtage flygtningene.

Lovforslaget krævede to tredjedeles flertal for at blive vedtaget, men det ultra- nationalistiske parti Jobbik, der har 23 ud af de 199 sæder i parlamentet og ellers overvejende støtter regeringskoalitionen, undlod at stemme og dermed faldt forslaget. Uagtet at Jobbik selv har foreslået en forfatningsændring i stil med den, der var til afstemning i går, siger Judit Horváth, lektor i Østeuropastudier ved Aarhus Universitet og selv ungarer.

”Jobbik gjorde det i protest. Partiet er enig i, at der ikke skal komme flygtninge til landet, men det er samtidig stærkt utilfreds med, at Orbán og hans Fidesz-parti gør det muligt for rige udlændinge at købe sig adgang til at bo i Ungarn,” siger hun.

Judit Horváth henviser til, at Orban-regeringen udsteder ”bosættelsesobligationer”, som for den nette sum af op mod 300.000 euro (2,2 millioner kroner), gør det muligt for rige udlændinge at købe sig opholdsret i Ungarn i fem år. Det har særligt titusinder af russere, kinesere og borgere fra Mellemøsten benyttet sig af.

Jobbik mener, at den tilfældige tilstrømning af rige udlændinge udgør en sikkerhedstrussel og har ikke mindst kritiseret regeringens forhold til den saudiarabiske multimillionær Ghaith Pharaon, der er medejer af et ungarnsk olieselskab og ejer adskillige ejendomme i landet. Ghaith Pharaon er efterlyst af Interpol og de amerikanske myndigheder.

Under gårsdagens afstemning i parlamentet holdt Jobbiks parlamentsmedlemmer bannere op med teksten: ”Forræderne er dem, der lukker terrorister ind til gengæld for penge” – suppleret med et Fidesz-logo skrevet på arabisk.

Jobbik kræver, at regeringen standser bosættelses- obligationerne og lægger alle informationer om Ghaith Pharaon frem, hvis partiet skal stemme for forfatningsændringen.

Viktor Orbán har hidtil nægtet at ”give efter for afpresning”, som han har sagt til medierne. I en kommentar til Jobbiks anklager sagde Lajoas Kósa, leder af Fidesz’ parlamentsgruppe, i går ifølge den engelsksprogede nyhedsside Hungary Today, at det er ”komplet idioti at tro, at terrorister vil komme til Ungarn via en bosættelses-obligation”.

Ifølge Judit Horváth er der stort set ingen debat om bosættelsesobligationerne blandt de almindelige ungarer. Det store flertal på landet kan ikke modtage andet end de statlige tv- og radiokanaler, og de refererer ikke kritikken. Derfor kan det også lade sig gøre at lukke rige muslimer og andre udlændinge ind ad den ene dør mod betaling, mens døren for de omkring 1200 flygtninge, EU gerne vil omfordele til Ungarn, holdes lukket med det argument, at de overvejende er muslimer, og at en muslimsk indvandring vil skabe konflikter og ødelægge landets kristne identitet.

”I Ungarn har man ikke blot dobbeltmoral, men tre- og firedobbelt moral. Bosættelsesobligationerne er en vældig god forretning for kredsen omkring Viktor Orbán, og de eneste partier, der ikke er korrupte, er dem, der ikke har siddet ved magten endnu,” siger hun.

Nederlaget i går vil svække premierminister Viktor Orbáns position i EU, spår Robert Laszlo, politisk analytiker i tænketanken Political Capital.

”Han vil ikke kunne sælge den her som en succes i Bruxelles,” siger han til nyhedsbureauet Reuters.