Den svenske regering er ikke begejstret over, at et snævert flertal på 131 stemmer mod 130 i Riksdagen i torsdags vedtog en resolution, som opfordrer den til at anerkende massakrerne på op mod 1,5 million armeniere i 1915 under Det Osmanniske Rige som folkedrab. Udenrigsminister Carl Bildt fra Moderaterne mener ikke, at historien skal skrives gennem vedtagelser i et parlament.
– Jeg er urolig for de konsekvenser, det kan få. Det er regeringens holdning, at det er forkert at lade flertalsbeslutninger afgøre historiske forløb og tragedier i forskellige dele af verden, skriver han i en kommentar på nyhedsbloggen Newsmill.
Ifølge Mark Klamberg, doktorand ved Stockholm Universitet, hvor han forsker i folkeret og menneskerettigheder, bør spørgsmålet om, hvorvidt et folkemord fandt sted, afgøres af jurister og historikere. Han mener, at det mest hensigtsmæssige – når det drejer sig om et folkemord, der er begået så langt tilbage i tiden, at der ikke længere er nogen domstol, der har jurisdiktion i sagen – er, at historikere og jurister sammen finder ud af, om hændelsen kan betragtes som et folkemord.
– Jeg er ikke i tvivl om, at der var tale om et folkemord, og Tyrkiet som samfund må også gøre op med sin fortid, men spørgsmålet er, om den svenske rigsdag er det rette forum. Jeg kan godt forstå, at politikerne har lyst til at forholde sig til sagen, men strengt taget er det ikke Riksdagens opgave at afgøre, om et folkedrab har fundet sted, siger Mark Klamberg.
Det var den politiske opposition i Sverige; Socialdemokratiet, Venstrepartiet og Miljøpartiet, der sammen med fire af de borgerlige regeringspartiers medlemmer fik vedtaget resolutionen. Miljøpartiet og Venstrepartiet har længe arbejdet for en anerkendelse af overgrebene som folkedrab, mens Socialdemokratiet har været imod. På partiets seneste kongres pålagde medlemmerne dog ledelsen at skifte standpunkt.
Mark Klamberg ser således først og fremmest vedtagelsen drevet af indignation og moral. Samtlige partier i Sverige er tilhængere af Tyrkiets optagelse i EU, så der ligger efter Klambergs mening ingen anti-tyrkiske følelser bag beslutningen.
– Det er et opgør mellem idealisme og realpolitik, siger han.
Leder af afdelingen for holocaust og folkedrab ved Dansk Institut for Internationale Studier, Cecilie Banke Stokholm, er ikke overrasket over, at det netop er det svenske parlament, der nu udtaler sig om det armenske folkedrab.
Sverige har en lang tradition for et stærkt internationalt engagement i hele spørgsmålet om nazismens forbrydelser under Anden Verdenskrig og udryddelsen af jøder. Således tog den daværende socialdemokratiske statsminister Göran Persson i 1998 initiativ til at nedsætte en international "task-force", som skulle arbejde for uddannelse, erindring, og forskning i holocaust og fulgte i 2000 op med den første af fire internationale konferencer om holocaust.
– Gennem Stockholm-processen har Sverige været med til at samle en masse tråde op efter opgøret med nazismen. Sverige har markeret sig med klare moralske standpunkter. Sverige har gerne ville spille en rolle på det felt, og det kan der også ligge nogle elementer af i den beslutning, Riksdagen har truffet, siger hun.
Cecilie Banke Stokholm peger på, at det hen ad vejen også er blevet vigtigt at markere, at det ikke blot er jødernes lidelser, man er optaget af, men alle folkedrab og former for overgreb.
Mens svenske armeniere er glade for vedtagelsen, frygter en række tyrkiske organisationer i Sverige, at den kan skade den forsoningsproces, der er i gang mellem Tyrkiet og Armenien. I et indlæg i den svenske avis Aftonbladet henviser de til et interview med den myrdede tyrkisk- armenske journalist Hrant Dink:
– Armenien er tyrkernes læger. Tyrkiet er armeniernes læger. Ensidige udtalelser fra forskellige parlamenter er ikke løsningen. Dialogen mellem landene og befolkningerne er vores vej til forsoning, sagde Hrant Dink.