Siden 1924, da den første nazistiske bevægelse blev stiftet, har en af den moderne histories mest totalitære ideologier udfordret forståelsen af Sverige som et fredeligt og mangfoldigt land.
Umiddelbart efter Anden Verdenskrig gik nazismens udbredelse tilbage, men i 1956 blev det nationalsocialistiske parti Nordiska rikspartiet stiftet af mennesker, der i 10 år havde holdt deres synspunkter for sig selv.
I 1990'erne vakte nazistiske demonstrationer foragt rundt om i landet, men i dag er synligheden på gaden erstattet af netværk på internettet, hvor ensomme skæbner tiltrækkes af en totalitær forklaring på lokalsamfundets eller tilværelsens udfordringer.
Senest viste ekstremismen sig på en skole i Sydsverige, hvor en 21-årig mand med tilknytning til racistiske miljøer sidste torsdag gik til angreb på elever med udenlandsk herkomst.
Robin Andersson er projektleder for det nationalt støttede Toleransprojektet og arbejder ved Segerstedtinstitutet på Göteborgs Universitet. Han peger på, at det svenske samfund har været for tilbageholdende med at gå i dialog.
Den indsats skal skole, politi og de sociale myndigheder tage sig af, men af frygt for at opildne til racisme har mange skoler afvist at tage de radikale holdninger alvorligt, mener han.
”Det er ikke er en forbrydelse at være indvandrerkritisk, og eleverne skal ikke dømmes af skolen, fordi de er uenige med flertallet. Man skal udfordre holdninger, men ikke fordømme mennesker,” siger han.
Den nazistiske aktivitet i Sverige er i fremgang, selvom bevægelsens politiske parti, Svenskernes Parti, lukkede i maj.
Totalt er antallet af nazistiske aktiviteter øget fra 2334 i 2013 til 2864 i 2014 - et tal, der dækker over alt fra opsætning af klistermærker til demonstrationer.
Andersson peger på, at debatten om den aktuelle flygtningekrise, hvor Sverige regner med at modtage op mod 190.000 asylsøgere i år, har medvirket til polariseringen.
”På samme måde som Balkan-flygtninge i 1990'erne skabte protester, føler flere nu, at deres holdninger ligger langt fra flertallet af svenskere, der ikke vil tale med dem, og det skaber frustration og mobilisering,” forklarer han.
Robin Andersson fortæller endvidere, at man ikke kan tale om en national bevægelse, men om lokalt forankrede grupperinger.
”Man siger, at hadet sidder i væggene. Det er små områder, hvor det måske går dårligt, og den radikale retorik er accepteret. Der vælger man indvandring som syndebuk, og det er den attitude, der får folk til at gå til angreb på indvandrere og tænke, at nogen må jo gøre noget,” siger han og peger på Trollhättan i det sydlige Sverige, hvor skoleangrebet i sidste uge foregik, som et af de områder.
Den svenske forfatter Mats Wingborg har skrevet en række bøger om højreekstremisme i Sverige. Han mener ikke, at nazismens tilbagegang partipolitisk har svækket bevægelsen.
”På trods af at nazisterne ikke har et etableret parti, fylder de meget på internettet, hvor de anonyme debatsider skaber en platform. Mange af nazisterne er veluddannede og svarer slet ikke til stereotypen. De er farlige, men de farligste er dem, der ikke er tilknyttet en struktureret organisation, men sidder ensomme og læser propagandaen,” siger han.