I disse dage og uger foregår der i Sverige et historisk opgør med fortidens fornægtelse af det multikulturelle samfunds udfordringer.
Årsagen til forandringen er ikke frivillig, men en følge af, at det er ved at gå op for også de mest humanitære og venstre-progressive svenskere, at der er grænser for åbenheden. I flere uger er der hver dag kommet op mod 2000 asylsøgere til landet, og selvom tallet nu så småt er på retur, tårner problemerne med at finde husly, uddannelsespladser og arbejde for de mange nyankomne sig op både i den umiddelbare fremtid og i de kommende år.
Det mener Andreas Johansson Heinö, der er ph.d. i statskundskab og forlagschef hos Timbro. Han er aktuel med bogen ”Farväl till folkhemmet”, der beskriver udviklingen fra fællesskabsorienteret nationalstat til fragmenteret individ-samfund, hvor åbenhed tillægges enorm værdi og synes at være et af de få samlingspunkter.
I sidste uge strammede den svenske regering asylreglerne, så langt de fleste asylsøgere vil få midlertidige opholdstilladelser, og man forlængede den grænsekontrol, der har fået flygtningestrømmen til at aftage.
Spørgsmålet vil ifølge Andreas Johansson Heinö de næste mange år være svenskernes største politiske kampplads, men hvis man skal løse problemerne, bliver man også nødt til at kende historien og acceptere, at Sverige ikke længere er det trygge folkehjem, som socialdemokraten Per Albin Hansson definerede i slutningen af 1920'erne.
”Det er, som om det eneste, man kan blive enig om, er, at de almindelige svenskere skal være åbne. Man får ikke tydeliggjort, at der faktisk er nogle værdier, som nytilkomne skal tilpasse sig. Derfor bliver sådan noget som burkaen ikke set som kvindenedgørende, og folk udstilles som anti-åbne racister, hvis de siger det dogme imod,” siger Heinö.
Han mener, at idéen om folkehjemmet som en samlende nationalstat med fælles værdisæt er blevet erstattet af en rodløs individualisering, hvor det, der ses som gamle samfunds strukturelle racisme, ofte er forklaringen på alles problemer.
Den verserende flygtningekrise har presset svenskerne til langsomt at åbne øjnene for, at verden ikke er sort/hvid, og der er også sket et skred i diskussionen om ghetto-områder og radikalisering. Det har således vakt opsigt, at den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven har erkendt, at Sverige har været naiv i tiltroen til, at landet ikke huser ekstremistiske anti-demokrater, der vil blæse på humanisme og åbne hjerter.
”Alt er gået meget stærkt. For to år siden kunne man ikke tale om integrationsproblemer, fordi der ingen problemer var. Da var samfundets grundlæggende racisme svaret på, hvorfor folk ikke tog en uddannelse, fik arbejde eller lærte sproget. Hvis man ikke var enig i det fælles projekt, var man racist,” siger han.
Andreas Johansson Heinö har tidligere skrevet flere bøger om udfordringer ved indvandring, men giver i sin nye bog et historisk tilbageblik over det moderne Sverige, og hvordan hjælpen til jøderne efter Anden Verdenskrig blev starten på idealet om Sverige som et land med plads til alle.
”68'er-oprøret rodfæstede sig i Sverige som en modstand mod den etablerede nation. Det var en del af den progressive bevægelse at gøre op med strukturerne, og som symbol på det satte man ild til det svenske flag, og den gamle nation blev gjort til symbol for alt det forkerte og gammeldags,” fortæller han.
Andreas Johansson Heinö daterer folkehjemmets fald til omkring 1990, da der ikke længere var ressourcer til at absorbere indvandrere i det almindelige samfund, og ghettodannelse, høj arbejdsløshed og kriminalitet voksede frem. Samfundsstrukturerne svigtede, og i stedet blev individsamfundet grundlagt.
Et samfund, der bygger på multikultur, frihed og ligeværd, men hvor nogle indvandreres modvilje mod at tilpasse sig ikke blev anerkendt. Idealer om frihed er således gået hånd i hånd med kvindeundertrykkende parallelsamfund i forstæder til byer som Göteborg og Stockholm.
”Vi skulle bare stå klar med åbne arme, og så skulle det hele nok gå, og den gamle racistiske nation fik skylden for alt. Sandheden var bare, at manifestationen af svenske værdier blev negligeret, og det gjorde, at det fælles forsvandt, selvom idealet og kravene til et trygt, fælles folkehjem lever videre,” siger han.
Heinö mener, at fortællingen om, at mange almindelige svenskere skulle have en indbygget racisme, har skabt en form for omvendt racisme, hvor indvandrere er blevet pacificeret og tudet ørerne fulde om, at de aldrig kommer til at kunne klare sig.
”Hvis man siger til unge muslimer, at de ikke vil lykkes, fordi de bor i et racistisk land, bliver det en selvopfyldende profeti. I stedet burde man sprede viden om, at alle har de samme muligheder, og gøre op med forestillingen om, at segregering alene skyldes samfundet. For den skyldes også nogle indvandreres kultur og reaktion på det land, de er kommet til,” siger han og peger på, at venstrefløjen har medvirket til at skabe afstand mellem de hvide, almindelige svenskere og de indvandrede muslimer.
”Vi har haft enormt meget debat om hudfarve og religion, og flere på venstrefløjen har foreslået at registrere etnicitet for at afsløre racisme. Problemet er bare, at man skaber afstand ved igen og igen at fremhæve folks forskellige ophav. Man har også kigget tilbage i historien og kulturen for at finde beviser på racisme i Pippi Lang-strømpes far, der ikke må være negerkonge, men i stedet for at kategorisere og forvanske fortiden burde man fokusere på problemerne. Det er altså ikke Pippi, der har fundet på ghettoer og radikalisering,” siger han.
Med den store gruppe af flygtninge, der kom til Sverige i 1990'erne som følge af blandt andet krigene på Balkan, kom der også en hidtil uset ulighed, hvor de økonomiske, sociale og kulturelle skel voksede. Blandt de almindelige svenskere blev forskellene set som problemer, det pensionerede folkehjem skulle klare, selvom de afskyede det.
”Det har været svensk identitet, at man er moderne, progressiv og ikke behøver nationen. Man er individer, fri af historie, familie og religion, men den manglende fælles referenceramme har gjort det svært at håndtere, når folk med en helt anden og meget klar kultur er kommet og ikke har ønsket sig den samme grad af demokrati og ligestilling. Derfor har det været med til at holde de nye udenfor, at man ikke stod vagt om folkehjemmet, men ville skabe et helt andet land, hvor der ingen holdepunkter er,” siger Andreas Johansson Heinö.
Siden folkehjemmet i hans vurdering reelt bukkede under for omkring 25 år siden, har Sverige ifølge Heinö været i en mellemfase, hvor man ikke har formået at drøfte, hvordan det multikulturelle land skal se ud, men brugt krudtet på at pege fingre.
Den debat er først nu ved at ændre sig.
”Jeg mener, at samfundet og det fælles skal rodfæstes i medborgerskab, hvor alle opfordres til at engagere sig i det åbne, frie samfund, men samtidig også bliver mødt med mindstekrav om forståelsen af det fælles. Vi bør skele til Danmarks statsborgerskabstest, hvor kun folk, der kender reglerne, bliver medborgere,” siger han.
Med begrebet medborgerskab mener forfatteren, at man som svensk statsborger grundlæggende skal identificere sig med det konstitutionelle demokrati og muligheden for at skabe forandring ved at engagere sig lokalt og nationalt.
”I dag er medborgerskab devalueret og har mistet betydning. Men vi skal stå ved, at vi er demokrater og skaber sammenhængskraft både i frivilligt engagement og i kravet om, at borgerne skal støtte friheden. Vi skal skabe forventninger om, at der er visse rammer i et samfund, hvor diskriminering og kvindeundertrykkelse ikke accepteres, og det gælder både gamle og nye medborgere,” siger han.
Heinö mener, det er særligt vigtigt at skabe nogle klare rammer for, hvad der er svensk, når monokultur er erstattet af multikultur, og at der dermed ikke er fælles referencer for, hvad der er god og dårlig skik.
”Når en nation ikke deler historie, litteratur og madvaner, bliver det endnu mere nødvendigt at skabe noget fælles, som alle på trods af forskelligheden kan blive enige om, for hvis ikke man har noget fælles, er man ikke en nation,” siger Heinö.
Han mener, at en af de største udfordringer ved at skabe en ny multikulturel nation, rodfæstet i medborgerskab og troen på demokrati og ligeværd, bliver at få virkeligheden i de svenske forstæder til at gå op for de ultraåbne og moderne svenskere i storbyerne.
”Hvis man bor centralt, mærker man ikke udfordringerne ved indvandringen. De sociale problemer og radikaliseringen er reserveret til små bosteder, hvor skolerne klarer sig dårligt, og velfærden er presset. Dermed er konsekvenserne af den elitære idé om åbenhed parkeret hos hr. og fru Svensson. Det er dem, der er bekymrede,” siger Andreas Johansson Heinö.