Sverige skærper indsats mod selvmord

Selvmord er et af Sveriges største sundhedsproblemer, og i et nyt forsøg går politi og sygehuse i Stockholm sammen om en selvmordspatrulje. En ekspert mener, at det kan være effektivt, men at en generel holdningsændring i samfundet er nødvendig på langt sigt

Nye tal fra foreningen Psykisk Helse viser, at selvmord er den hyppigste dødsårsag blandt svenske mænd i alderen 15-44 år og den næsthyppigste for kvinder i samme aldersgruppe, og for hvert selvmord har 10 personer forsøgt at tage deres eget liv.
Nye tal fra foreningen Psykisk Helse viser, at selvmord er den hyppigste dødsårsag blandt svenske mænd i alderen 15-44 år og den næsthyppigste for kvinder i samme aldersgruppe, og for hvert selvmord har 10 personer forsøgt at tage deres eget liv. . Foto: .

Denne junidag kører politiassistent Erik Mangen for første gang ud på patrulje i Stockholms nye anti-selvmordsgruppe.

Han er en af de politifolk, som fra i dag udelukkende skal arbejde for at forhindre folk i at begå selvmord. I 2010 tog 1400 mennesker deres eget liv, og selvmord er ved at udvikle sig til en af Sveriges største sundhedsudfordringer.

Erik Mangen tror, at det nye samarbejde, som er en koordineret indsats mellem politi, psykiatere og sundhedspersonale på hovedstadens sygehuse, kan gøre en positiv forskel og afværge en del af de mange selvmord.

Projektet er interessant, fordi vi kombinerer mental sygepleje med det minutoperative. Vi skal agere her og nu, og det kommer måske ikke altid til at lykkes, men man kommer meget langt ved at lytte, siger Erik Mangen.

Projektet SPIS (Suicid prævention i Stockholm) er unikt i Sverige og håbet er, at gruppen kan forhindre nogle af de i gennemsnit otte opkald om selvmordsforsøg i hovedstaden, som alarmcentralen hver dag får. Døgnet rundt står selvmordspatruljen klar til at rykke ud til mennesker, som tænker på at begå selvmord eller har mistanke om andres psykiske problemer.

De politifolk, som er i patruljen, har fået undervisning i psykologi og kommunikation, og med i gruppen er en særligt uddannet sygeplejerske og mulighed for at tilkalde et specielteam fra sygehuset St. Görans psykiatriske afdeling.

Nye tal fra foreningen Psykisk Helse viser, at selvmord er den hyppigste dødsårsag blandt svenske mænd i alderen 15-44 år og den næsthyppigste for kvinder i samme aldersgruppe, og for hvert selvmord har 10 personer forsøgt at tage deres eget liv. Derfor er den nystartede patrulje så vigtig, siger Danuta Wasserman. Hun er professor i psykiatri og suicidiologi ved Karolinska Instituttet i Stockholm og mener, at der må en holdningsændring i samfundet til for at få nedbragt antallet af svenske selvmord.

Selvmord kræver tre gange så mange ofre som trafikulykker, men vi ser ikke de samme kampagner og fokus på at forhindre selvmord. Tallene er alarmerende høje, og jeg tror, det handler meget om den tabuisering, der stadig er i samfundet. Der er en frygt for at forværre situationen, og derfor taler man ikke om det, siger Danuta Wasserman.

Hun har især fokus på unge og peger på, at der er et meget højt antal unge, som lider af depression og angst og medfølgende selvmordstanker.

Jeg mener, at man bør undervise i, hvordan man tackler depression og selvmordstanker, på samme måde som førstehjælpskurser er obligatoriske. Selvmordspatruljen kan absolut gøre en forskel i den akutte situation, men vi må også se på flere præventive indsatser, som kan hjælpe til at gøre livslede og angst mindre stigmatiseret, siger hun.

Hun mener, at det kan gøres gennem kampagner, som er direkte henvendt til unge, og det bakker foreningen Psykisk Helse op om. På et seminar i dag præsenterer de en ny rapport, som vurderer, at en del af løsningen kan være mere aktivitet på internettet.

I den nære fremtid deltager Sverige derfor i et EU-støttet projekt om suicid-prævention gennem internetbaserede kampagner. Et af midlerne vil være chat og direkte rådgivning af special- uddannet sundhedspersonale, og håbet er at få flere unge til at søge hjælp eller give redskaber til at hjælpe andre, som går med tanker om selvmord.