I 2009 viste meningsmålinger for første gang, at Sverige- demokraterne ville komme ind i Rigsdagen, og debatten om partiet kørte for fuld damp i den svenske offentlighed. Avisen Aftonbladet nægtede at trykke SD’s annoncer, og mange af Sveriges fremtrædende debattører mente, at det ville være en skændsel, hvis partiet passerede spærregrænsen ved valget året efter. Den dengang 22-årige Paula Bieler fulgte engageret valgkampen.
”Jeg var rystet over, hvordan folk talte om SD. Det lød, som om det var en epidemi, der havde ramt Sverige, og i stedet for at debattere med dem valgte folk at udelukke dem fra debatter. De var simpelthen ikke velkomne,” siger hun.
Sverigedemokraterne kom ind i Rigsdagen med 20 mandater i 2010, men ingen ville røre partiet med en ildtang. Venstrepartiet bad sågar om at få nyt kontor, fordi naboskabet angiveligt skadede arbejdsmiljøet.
”Hetzen fik mig til at undersøge, om SD nu var så slemme, som der blev sagt, og da jeg læste partiprogrammet, kunne jeg se, at jeg var enig med dem. Det var sund fornuft, og derfor meldte jeg mig ind,” fortæller Paula Bieler.
Som konsekvens mistede hun mange bekendte, der var forargede over hendes valg, og hun blev kritiseret for at svigte sit jødiske ophav.
”Det skete midt i en hektisk periode, hvor jeg læste til lærer og blev mere og mere aktiv i partiet, så det var først efter et års tid, at det gik op for mig, at det næsten kun var partivennerne, der var tilbage. Jeg er bevidst om min baggrund, men folk gad ikke sætte sig ind i vores program, hvor SD mener, at det er folks handlinger og ikke oprindelse, der er afgørende,” siger hun.
Paula Bieler arbejdede som partisekretær fra 2011 til 2014, hvor hun blev valgt ind i Rigsdagen. I dag er hun en del af partiledelsen og ligestillings-, integrations- og familieordfører. Hun har oplevet, hvordan andre rigsdagspolitikere har mødt SD-politikerne med nedslåede blikke i parlamentets gange. Med årene er SD dog langsomt blevet mere accepteret, og flere hilser i dag. Fremtrædende borgerlige argumenterer nu i avisernes debatspalter for, at man bør indlede et samarbejde.
Indtil videre har Anna Kinberg Batra, leder af det største borgerlige parti, Moderaterne, afvist tilnærmelserne. Hun kaldte for nylig SD racistisk, hvilket har pustet til ilden i den interne borgerlige splittelse. Kristendemokraternes leder, Ebba Busch Thor, har således tilkendegivet, at valgresultatet i 2018 må afgøre, om man vil danne regering med støtte fra SD. Udviklingen har fået kommentatorer til at spå, at det kun er et spørgsmål om tid, før SD bliver optaget i den borgerlige alliance – måske endda inden valget om to år, hvis meningsmålinger og internt splid lægger pres på Batra.
”Engang i midten af forrige mandatperiode begyndte stemningen langsomt at ændre sig. Under flygtningekrisen sidste år viste det sig, at de andre partiers åbne asylpolitik ikke holdt vand, og vores linje, der blev kaldt racistisk, endte stort set med at blive officiel regeringspolitik. Det var noget af et gennembrud,” siger Paula Bieler.
Inden den socialdemokratisk ledede regering vendte 180 grader, og grænsekontrol fik sat en stopper for flygtningestrømmen, havde folke- opbakningen til SD sprængt alle rammer. I nogle målinger stod partiet til at blive landets største med omkring 29 procent. I dag står partiet til at få 17 procent af stemmerne, hvilket SD’s unge håb ser som et mere naturligt leje.
”Rekordmålingerne var en folkelig protest skabt af den kæmpe kløft mellem de bekymringer, befolkningen havde, og den virkelighedsfjerne politik, regeringen kørte med. I dag har vi stadig fremgang i forhold til sidste valg, men ligger på et mere realistisk niveau. Hvis det sker igen, at de andre ikke vil se problemerne i øjnene, håber jeg, at befolkningen igen giver dem en lussing. Det er et sundhedstegn for demokratiet,” siger hun.
Selvom kampagnen mod SD er blevet mindre voldsom, er flere store medier stadig optaget af SD’s historiske udspring fra højreekstreme bevægelser og medlemmer, der kommer med yderligt- gående udtalelser, siger Paula Bieler:
”Man kan ikke skjule historien, men vi kan fortælle, at partiet er anderledes i dag end i 1988, og vi kan tage afstand fra de medlemmer, der mener ting, som ikke er i overensstemmelse med partilinjen.”
Langt mindre fokus får partiets politiske program, men den negative omtale gavner SD, mener politikeren.
”Der er langt fra den politiske top og universitets-eliten til det, folk taler om i hverdagen. Svenskerne er ikke dumme, og de æder altså ikke propaganda-journalistik. Hvis ikke de føler, sandheden kommer frem, skal de nok selv finde svar på internettet. Derfor tror jeg, at modstanden mod os har ramt establishmentet som en boomerang.”
Ud over flygtningepolitikken har en række andre SD-kernesager gjort indtog på den politiske dagsorden de seneste måneder. Debatten om svenske værdier er genrejst efter års fravær, indvandreres kvindesyn er kommet i fokus efter flere overgrebssager, og kønsopdeling på muslimske skoler har også givet taletid. Alligevel oplever den 28-årige politiker fordomme.
”Mange tror stadig, at vi er racister. De er bange for at tage fejl, og derfor vil de ikke lytte. Hvis vi rent faktisk havde den racistiske politik, rygterne siger, ville jeg også være bange for SD. Så ville jeg ikke være medlem,” siger hun.
Det område, hvor hun oplever flest fordomme om SD, er synet på islam. Nogle tror, SD vil smide muslimerne ud, men sådan er det langtfra, siger Paula Bieler.
”Det at være svensk har ikke noget at gøre med, hvor man kommer fra, eller hvad man tror på. Det handler om, at man respekterer landet og er en del af kulturen. Vi dømmer ikke folk på, hvilken gruppe de tilhører, men ud fra, hvilke mennesker de er,” siger hun.