Et af de mest bemærkelsesværdige forhold ved de voldsomme demonstrationer, som i øjeblikket finder sted i Egypten, er Det Muslimske Broderskabs passive rolle. Brødrene nærmest glimrer ved deres fravær, selvom de gennem årtier har været den største og bedst organiserede oppositionsgruppe i Egypten.
Det har fået flere vestlige politikere og forskere til at mene, at Broderskabet blot lurepasser, indtil præsident Hosni Mubarak er fjernet fra magten, men derefter vil vide at udnytte situationen til selv at gribe tøjlerne og dreje Egypten i en islamistisk retning. Som det lykkedes for ayatollah Khomeini i Iran. Andre afviser dog bekymringerne og peger på, at Broderskabet langtfra er den magtfaktor, bevægelsen gøres til. Snarere tværtimod.
En af dem, der ikke frygter Det Muslimske Broderskab, er Mohamed El Baradei, den tidligere leder af FN?s Atomenergiagentur, som er vendt hjem til Egypten for at stille sig i spidsen for oprøret. Han ønsker et sekulært demokrati og kan sagtens se sig selv i et samarbejde med Broderskabet – der har kvitteret for tilliden ved at støtte El Baradei som leder af en overgangsregering.
"Det Muslimske Broderskab har intet tilfælles med den iranske model, intet tilfælles med ekstremisme, som vi har set det i Afghanistan og andre steder. Det Muslimske Broderskab er en religiøs, konservativ gruppe. De er en minoritet i Egypten," sagde Baradei i mandags til den amerikanske tv-station CNN.
Jakob Skovgaard-Petersen, professor ved Carsten Niebuhr instituttet og tidligere leder af Det Dansk-Egyptiske Dialogcenter i Kairo, peger på, at oprøret i Egypten kommer på et dårligt tidspunkt for Det Muslimske Broderskab. Bevægelsen har gennem længere tid tabt styrke, og den er slet ikke i stand til at udnytte det politiske momentum.
"Det er meget tydeligt, at egypterne ikke opfatter det, der sker i Egypten som Broderskabets værk. Dermed er ideen om Det Muslimske Broderskab som det eneste alternativ til det siddende regime faldet med et brag. Broderskabet er ikke alt det, det har givet sig ud for at være, og dermed kan bevægelsen heller ikke lukrere på de resultater, der måtte blive opnået," siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Det Muslimske Broderskab blev oprindeligt stiftet som en religiøs vækkelsesbevægelse i 1928 – en masseorganisation med stærk inspiration fra de kristne missionsbevægelser, hvor ungdoms- og spejderorganisationer spillede en stor rolle, lige som socialt arbejde var en central værdi.
Siden 1930?erne har en fløj af Broderskabet dog også ønsket at arbejde politisk, og især gennem de seneste 20-25 år har den søgt indflydelse gennem det egyptiske parlament – via samarbejde med andre partier eller ved at stille "uafhængige" kandidater op, da Broderskabet selv har været forbudt som parti siden 1954.
Gennembruddet kom i 2005, da Broderskabets kandidater fik 20 procent af stemmerne og 88 medlemmer i parlamentet. Valgresultatet kunne dog ikke bruges til meget i praksis, da Egyptens parlament i sagens natur ikke har den store indflydelse på landets politik – den bestemmer Mubarak – og de mere skeptiske i Broderskabet blev dermed bekræftet i, at man skulle have afholdt sig fra at agere figenblad for et politisk system, som i bund og grund er udemokratisk.
Hovedet på sømmet var, da Mubarak manipulerede så kraftigt med processen under valget i november 2010, at ingen af kandidaterne med tilknytning til Det Muslimske Broderskab blev valgt.
"Der har altid været kræfter i Det Muslimske Broderskab, som mente, at man skulle holde sig ude af politik, og den fløj voksede sig stærkere, da intet lykkedes," siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Broderskabet fik for knap et år siden en ny leder, men det er tydeligt, at bevægelsen står i et vadested uden en klar strategi. Det vurderer mellemøsteksperten Rasmus Alenius Boserup, der netop er vendt hjem fra Egypten, hvor han i tre år var direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialogcenter.
"Broderskabet er ekstremt presset lige nu. Den er i tvivl om, hvilken organisation den skal være, og dens økonomi er dårlig efter en række indgreb. Den bliver virkelig fanget på det forkerte ben, bedst som alt det sker, den så længe har ønsket sig," siger Rasmus A. Boserup.
Derfor ser omverdenen et meget fraværende Broderskab, som i første omgang har handlet meget pragmatisk ved at støtte såvel El Baradei som den egyptiske hær – i en klar erkendelse af, at det er oppe mod nogle meget tunge aktører, som Broderskabet ingen chancer har for at udmanøvrere.
"Broderskabet er slet ikke så stærkt. Det vil ikke kunne kuppe sig til magten, og det ved man godt," siger han.
En sandsynlig udvikling ifølge Boserup vil være, at Det Muslimske Broderskab splitter sig op i to, hvis/når opgøret i Egypten resulterer i demokratiske reformer. Det vil give bevægelsen en chance for at udskille sin politiske fløj og etablere et reelt parti, mens bevægelsen kan koncentrere sig om sine religiøse rødder.
"Det er den udvikling, vi har set i andre mellemøstlige lande. Men den har aldrig været mulig i Egypten," siger han.