Sydafrikas studerende har held med at presse regeringen

Protesterne i Sydafrika er et godt eksempel på et demokrati i arbejde, mener prodekan ved Witwatersrand Universitetet i Johannesburg, David Hornsby

Regeringen har varslet en stigning af de studerendes egenbetaling på over 10 procent, samtidig med en varslet stigning af studiegebyret fra 6000 rand (2930 kroner, red.) til 10.000 rand (4880 danske kroner, red.). Det får mange studerende på barrikaderne.
Regeringen har varslet en stigning af de studerendes egenbetaling på over 10 procent, samtidig med en varslet stigning af studiegebyret fra 6000 rand (2930 kroner, red.) til 10.000 rand (4880 danske kroner, red.). Det får mange studerende på barrikaderne. . Foto: Kim Ludbrook/EPA.

Sydafrika har de seneste dage oplevet store demonstrationer blandt landets universitetsstuderende. Mindst 10 universiteter holder delvist lukket. Hvad har udløst protesterne?

"Regeringens varsel om en stigning af de studerendes egenbetaling på over 10 procent, samtidig med en varslet stigning af studiegebyret fra 6000 rand (2930 kroner, red.) til 10.000 rand (4880 danske kroner, red.). For mange er det et stort beløb, og de studerende frygter, at det vil udelukke unge fra fattige familier fra universiteterne."

Ligger der andet bag protesterne?

"Sydafrika er et land i fremgang, men mange sydafrikanere er fortsat fattige, og undervisningen i landets offentlige skoler er ringe. Derfor mener mange, at post-apartheid-politikken tildels er slået fejl. De studerende er utilfredse, fordi ANC (regeringspartiet, red.) løbende har skåret i støtten til universiteterne og lagt betalingen over på de studerende."

Sydafrikanske iagttagere har kaldt demonstrationerne for ”den vigtigste politiske udvikling i mange år”. Er du enig i den vurdering?

"Ja. Protesterne har spredt sig til hele landet, og i går ændrede regeringen forslaget og sænkede de over 10 procent til seks procent. Præsident Jacob Zuma har indkaldt til et møde med repræsentanter for de studerende i morgen (i dag, red.)."

Sydafrika har en lang historie med spændinger mellem hvide og sorte. I hvilken grad handler dette om hudfarve?

"De fleste af Sydafrikas indbyggere er sorte, og her på universitetet har vi flest sorte studerende. Jeg vil mene, det gør sig gældende for hele landet. Når hudfarve kommer på tale, er det, fordi 80 procent af velstanden tilhører det hvide mindretal, og derfor vil flest sorte studerende blive ramt af en øget egenbetaling."

Vil de studerendes protester gøre en forskel?

"Det gør de allerede."