Syreres angivelse af bombemand udfordrer fordomme

Tyske medier har udråbt tre syriske asylansøgere til helte, efter at de bagbandt en landsmand, som planlagde at bombe lufthavn i Berlin

I denne ejendom i østtyske Leipzig anholdt tysk politi i går en syrisk asylansøger, som mistænkes for at have bånd til Islamisk Stat og for at have planlagt et bombeangreb. Nyheden om anholdelsen blev delt flere hundrede gange af syriske flygtninge på sociale medier, og ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel blev hændelsen fejret blandt syrere i det kvarter, gerningsmanden blev anholdt.
I denne ejendom i østtyske Leipzig anholdt tysk politi i går en syrisk asylansøger, som mistænkes for at have bånd til Islamisk Stat og for at have planlagt et bombeangreb. Nyheden om anholdelsen blev delt flere hundrede gange af syriske flygtninge på sociale medier, og ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel blev hændelsen fejret blandt syrere i det kvarter, gerningsmanden blev anholdt. . Foto: Hendrik Schmidt/dpa via AP.

Anholdelsen af en syrisk terrormistænkt i Tyskland har rokket ved billedet af flygtninge som en trussel mod samfundsfreden. Et billede, som ellers ifølge forskere har været fremherskende blandt tyskere i kølvandet på sommerens terrorangreb.

Selvom den anholdte selv er syrisk flygtning, er den tyske offentlighed mest optaget af, at han udelukkende blev pågrebet af politiet, fordi tre andre syrere bagbandt ham og tippede politiet om, hvor de kunne hente ham. Den terrormistænkte var eftersøgt, fordi han angiveligt planlagde at sprænge en af Berlins lufthavne i luften. De tre syriske asylansøgere er nu udråbt til helte af tysk presse med overskrifter som ”Helte-flygtninge bagbandt terrorist” og ”Syriske flygtninge er bedre end hundrede politibetjente”, og medier opfordrer til en nuancering af flygtningedebatten, som har polariseret det tyske samfund.

”Dette vil ændre den offentlige opfattelse af flygtninge,” siger sociologiprofessor Albert Scherr fra Det Pædagogiske Universitet Freiburg, som beskæftiger sig med flygtninge og integration.

Flere dages jagt kulminerede, da tysk politi natten til i mandags anholdt den 22-årige terrormistænkte syrer i en lejlighed i Leipzig i den østtyske delstat Sachsen. I lørdags havde politiet stormet en lejlighed i Chemnitz 80 kilometer fra Leipzig og fundet sprængstof, men den mistænkte var undsluppet.

Mandag nat oplevede politiet derimod ikke megen modstand, for den terrormistænkte var allerede bagbundet og lå på gulvet bevogtet af de syriske asylansøgere. Syrerne havde efter eget udsagn givet ham husly uden at kende hans sande identitet, men da de fandt ud af, at han var den efterlyste bombemand, overmandede de ham, bandt ham, tog et billede af ham og bragte det til det lokale politi.

”De havde bundet ham som en pakke,” siger en kriminalbetjent til nyhedsmediet Deutsche Welle.

Ifølge tyske medier har de tre syrere dermed afværget et terrorangreb på tysk jord, som ifølge politiet var planlagt til at have samme omfang som det seneste års islamistiske terrorangreb i Paris og Bruxelles, hvor henholdsvis 130 og 32 mennesker blev dræbt i november sidste år og marts i år. Ifølge Sachsens politichef er den mistænkte formentlig knyttet til Islamisk Stat.

”Vi kunne ikke tillade, at han gjorde noget mod tyskere,” sagde syrerne ifølge avisen Das Bild.

Hændelsen vil nuancere tyskeres syn på flygtninge, vurderer sociologiprofessor Albert Scherr. Mange tyskeres syn på flygtninge tog en voldsomt negativ drejning, da flygtninge og indvandrere nytårsnat begik flere hundrede overgreb på kvinder i Köln, og synet blev yderligere forværret, da to asylansøgere i juli udførte to angreb på tysk jord, som Islamisk Stat hævdede at stå bag.

”Det er for mig at se et lykketræf, at han blev fanget af andre syrere. Var det ikke sket, ville fordommene om, at flygtninge er potentielle terrorister, blot være blevet forstærket. Men nu er de blevet synlige som hjælpsomme medlemmer af samfundet, ikke blot som et problem eller en trussel,” siger Albert Scherr.

De tre syreres indsats bør give anledning til, at mange tyskere revurderer deres fordomme, mener Der Spiegels stedfortrædende chefredaktør, Dirk Kurbjuweit. I en kommentar sammenligner han hændelsen med ”en drejebog med en handling, som skal bringe os alle sammen ud af fatning og bibringe os helt nye perspektiver”. Første del af bogen lever op til alle fordomme om syrere forklædt som flygtninge, der kommer til landet for at udføre terror, mens politiet ikke rigtigt kan stille noget op, mener han.

”Men kort tid efter er den formodede terrorist anholdt, og hvem gav tippet? En syrer. Hvad siger nu de, der var hurtige på aftrækkeren med deres fordomme? Sandsynligvis ingenting. De venter på den næste lejlighed til, at verden ved første øjekast tager sig simpel ud, så deres fordomme igen kan virke bekræftet.”

Nyheden om anholdelsen blev delt flere hundrede gange af syriske flygtninge på sociale medier, og ifølge nyhedsmagasinet Der Spiegel blev hændelsen fejret blandt syrere i det kvarter, gerningsmanden blev anholdt.

”99 procent af syrerne i Tyskland er gode mennesker og vil til enhver tid bekæmpe terrorister for Tyskland,” siger en lokal syrisk flygtning til Deutsche Welle.

”Der er et arabisk ordsprog, der lyder: Hvis du tilbyder mig dit hjem, tilbyder jeg dig mit blod. Tyskerne har hjulpet os, og det vil vi ikke glemme i 100 år.”